Derfor er småbørnsforældre bedre til at kommunikere

Til dig, der ikke har børn og lige nu ruller øjne af endnu et frelst bare-vent-til-du-selv-får-børn-min-fine-ven-indlæg, mens du aer dit faste maveskind: Bare rolig. Småbørnsforældre har ikke monopol på de kommunikationskompetencer, dette indlæg handler om. Men de lever i et læringsmiljø, der skærper deres sanser og giver dem fine forudsætninger for at klare hverdagens øvrige kommunikationsstrabadser.

Her er 4 gode grunde til, at folk med små børn er bedre til at kommunikere:

1: De ved, at modtageren skal grundes

En lille dreng, der leger med LEGO, tager ikke altid godt imod en ordre om straks at tage strømper på. Han er ligeglad med det rationelle argument om, at farmors fødselsdag starter om en halv time. Han vil bygge sit hus færdigt, og jo mere du insisterer, jo højere skal det skide hus sandsynligvis være.

Derfor forstår småbørnsforældre værdien i at ’prime’ sin modtager. De forbereder modtageren på, hvad der skal ske.

I eksemplet med LEGO-huset starter mor derfor morgenen med at fortælle sønnike: ”I dag har farmor fødselsdag, og nøj, hvor hun glæder sig, til vi kommer. Så skal vi have kage. Men du kan faktisk godt nå at lege lidt med LEGO efter morgenmaden.”

Det budskab gentager hun både under morgenmaden, og når han tager legoklodserne frem første gang.

På arbejdspladsen: Det er en velkendt sandhed, at din sandsynlighed for succes stiger, hvis din modtager får viden og opmærksomhed – og måske endda føler sig involveret i det, der skal til at ske.

Hør vores podcast-episode om andre måder at øge chancerne for succes i forandringsprocesser

 

2: De bryder komplekse processer ned i konkrete handlinger

Børn har et forkvaklet forhold til tid og rum. Så når sønnike endelig har fået strømper og sko på, vil han gerne være hos farmor nu. Som i lige nu. Som i LIGE NU, ELLERS SMIDER JEG MIG HER PÅ GULVET OG NÆGTER AT REJSE MIG IGEN.

Nu er det svært at sælge planen om en gåtur til busstoppestedet, et kvarter i bussen, en halv time i S-toget og ti minutter i farfars bil, før I er fremme.

Her hjælper det ofte at fokusere på rejsens enkelte elementer frem for kun det endelige mål: Kagen hos farmor. Kunsten er at dosere informationen korrekt i omfang og frekvens. Sønnike skal vide fra start, at I skal hjem til farmor, men det skader ikke at fortælle ham, at I – som en bonus – også skal ud og tælle store lastbiler på vej ned til busstoppestedet.

At I også skal med toget, behøver han måske ikke vide lige med det samme, hvis du gerne vil ud ad døren. Men du kunne jo gemme et stykke legetøj i lommen til togturen.

På arbejdspladsen: Der er (mindst) to oplagte paralleller at drage til professionel kommunikation:

  • Medarbejdere har behov for at kende de små skridt, de dagligt skal tage for at leve op til strategien.
  • Både individer og teams arbejder mere effektivt, hvis de opdeler store projekter og opgaver i mindre dele, fordi det giver bedre overblik, og opgaven bliver mindre uoverskuelig.

3: De forstår balancen mellem det rationelle og emotionelle

Farmor får et stort kram. Måske har sønnike to forskellige strømper på, men turen gik fint. Men da I har spist boller og lagkage, opdager I, at I har glemt hans yndlingsbamse.

Oh, gru! Han græder og råber og er få sekunder fra at bortadoptere sig selv.

Du sætter dig på hug og forklarer: ”Søde skat, vi kan jo ikke nå hjem og hente Fufu, fordi det ville tage for lang tid. Men ved du hvad? Farmor har faktisk en gammel bamse, som far sov med, da han var barn. Er det ikke sjovt? Den kan du måske bruge i stedet for?”

Gu kan han da ej. Rationelle argumenter om tid og identiske bamsestørrelser har ingen effekt her.

På arbejdspladsen: Det er en ægte evergreen, og her kommer den igen: Relation trumfer argumenter.

For selvom der utvivlsomt kun ligger guldrandet fornuft og præcise beregninger bag jeres nye strategi, kan medarbejderne slet ikke høre dem, når I præsenterer første skridt: At fusionere et par afdelinger og afskedige tyve medarbejdere. Det emotionelle aspekt over at miste sine kollegaer (og frygten for selv at ryge i næste runde) blokerer for alt andet.

Så lyt, anerkend og vis medfølelse, indtil gråden over bamsegate eller fyringsrunden har lagt sig, og modtageren igen er modtagelig for det rationelle.

4: De stiller ikke spørgsmål, hvis der ikke er svarmuligheder

Ah ja, mit yndlingseksempel. Fordi jeg selv fejler her hver eneste forbandede dag.

”Skal vi aftale, at du børster tænder, når du har set Alfons Åberg færdig?”

– Øh, nej.

”Gider du tage sko på, så vi ikke kommer for sent i børnehave?”

– Ved du hvad? Det gider jeg faktisk ikke.

”Tager du lige din tallerken med over til vasken, hvis du er færdig med at spise?”

– Lad mig tænke… nej, det gør jeg ikke.

På arbejdspladsen: Hvis du gerne vil have folk til at gøre noget, skal du ikke give dem mulighed for at lade være:

”Jeg har brug for ideer til gæster i vores podcast, så kan I ikke sende mig et par bud hver?”

– Nja, det lyder umiddelbart ikke presserende. Der er 10 andre vigtigere mails i min indbakke.

”Vil I være søde at sende noget feedback på sidste uges workshop?”

– Uh, det bliver ikke lige i dag. Eller i år.

I stedet for skal du venligt og bestemt fortælle folk, hvordan, hvornår og hvorfor de skal gøre det. Og kan du ikke selv svare på de tre spørgsmål, har du et helt andet problem.

Fyld gerne på i kommentarfeltet, hvis du har flere tips og tricks fra livet med børn (eller barnlige sjæle), som kan oversættes til dagligdagen på arbejdspladserne.

Om Marie Hemmingsen

Marie Hemmingsen

Marie Hemmingsen

Konsulent - 29469737
Marie er konsulent i Bro. Hun arbejder med kommunikation fra de store strategiske linjer til det enkelte komma – både digitalt og på print rettet mod kunder, medlemmer og medarbejdere. Marie har blandt andet løst opgaver for Danica Pension, Totalkredit og Digitaliseringsstyrelsen.

27 kommentarer til “Derfor er småbørnsforældre bedre til at kommunikere

  1. Hør lige her.

    Jeg er far til 3 drenge på 10, 14 og 17,85 år. Altså ikke lige småbørn, men jeg føler mig alligevel kompetent til at give et ord med her.

    Eller rettere: inkompetent.

    Hver eneste dag er ny.

    Jeg vækker dem hver morgen med blid og tålmodig stemme. Godmooorgen, og velkommen til endnu en dag på planeten jorden.

    Det er her, vi går i bad, inden vi tager tøj …… stop, stop, stop …. det var INDEN, vi tager tøj på. Rigtig flot. Ligesom i går, ja. I bad med dig.

    Hvad siger du? Om jeg står fast på, at du ikke må få en flammekaster, selvom det er torsdag? Ja, det gør jeg. Også selvom jeg sagde nej til at give dig og din veninde Ronja Kr. 2000.- til slik i går.

    Ja, vi går stadig med jakke.

    Nej, Danmark er ikke i undtagelsestilstand, fordi du skal have matematik i første time.

    Det har været mit kommunikations-liv med børn i nærmest 17,85 år.

    Indenfor førstehjælp ville man kalde det Stands Ulykken. Her kommer vi bare ikke videre.

    Jeg føler mig mere kompetent ovre på arbejdet.

    Men tak for et virkelig godt og sjovt indlæg!

    • Marie Hemmingsen 25. januar 2018 kl. 09:54 - Svar

      Ole! Elsker dine historier. Og sidder tilbage med skizofrene følelser over nu at vide, at tilstandene hos dig minder om dem hos mig, selvom dine drenge i snit er 7,7 år ældre end mine.

  2. Charlotte Wittenkamp 25. januar 2018 kl. 07:39 - Svar

    Meget stof til eftertanke – ikke mindst fordi det er en del af især mange kvinders kommunikationsmønster at stille spørgsmål i stedet for at bede direkte om at få noget gjort. I hvor høj grad man har gået i den flinkeskole afhænger selvfølgelig både af alder og hvor på kloden man befinder sig.
    Men selv blandt småbørn kommer man længere med at stille mere “lukkede” spørgsmål: Vil du have de røde eller sorte bukser på? Kan du have præsentationen klar til tirsdag eller først onsdag morgen?
    Og for både småbørn og medarbejdere glæder det også at en erkendelse af at man selv kan tage fejl er meget “empowering” – har vi et godt ord for det på dansk?

    Ikke overraskende er man ved at blive kvalt af grin over Ole Witthøfts kommentar. Steen of Stoffer har ikke levet forgæves.

    • Marie Hemmingsen 25. januar 2018 kl. 10:07 - Svar

      Tak for input, Charlotte. Jeg ved ikke, om det er forudsigeligt, at det her indlæg er skrevet af en kvinde og ikke en mand. Det kan vi jo gruble lidt over her i biksen 🙂 Og ja, at erkende, at man er fejlbarlig, er så sundt, selvom det er svært. Noget godt dansk ord for empowerment kan jeg ikke komme på. Her i BRO ynder vi også at bruge begrebet på engelsk i mangel på en god dansk oversættelse.

  3. Jeg lærte af sundhedsplejersken at holde mig på egen banehalvdel.
    “Jeg vil gerne have, at du tager sko på nu” i stedet for “Kan du lige tage dine sko på?”
    Det virkede mirakuløst med mine børn. Fra den ene dag til den anden begyndte de at gøre, som jeg sagde – næsten hver gang.
    Det har jeg overført direkte til mit arbejde. Det virker også på chefen.
    “Jeg har behov for, at du…”
    Udsagnet skal selvfølgelig krydres med et behageligt tonefald, hvis man gerne vil beholde sit job 🙂

    • Marie Hemmingsen 25. januar 2018 kl. 10:02 - Svar

      Tak for din fine kommentar Maria. Jeg øver mig stadig – og fejler stadig. Og det var fedt at kunne erkende det i det her indlæg, som folk jo hurtigt kunne tænkte var åh så frelst.
      Det med banehalvdelen er en god huskeregel. Jeg vil forsøge at praktisere den i aften, når det beskidte tøj skal i vasketøjskurven og tallerkenerne i opvaskemaskinen 🙂

  4. Tak for nogle fine og meget genkendelige paralleller, Marie 🙂

    Jeg har to banditter på 3 og 5 år, og jeg arbejder på at lære dem at sige direkte, hvad de gerne vil. Fx sidder min datter og slår krøller på sig selv og kigger på det sidste stykke kage, mens hun hvisker “Hvaaa… skal den bare ligge der?”. Spørg nu bare, om du må tage det, lille skat 🙂 Det værste der kan ske, er at du får et nej. Og det er egentlig ikke så slemt. Det kunne også være, du får ja.

    Og den tilgang har jeg stor glæde af at overføre til mit arbejde. Mine kolleger eller min chef kan ikke læse mine tanker. De har travlt i deres egen virkelighed og ikke i min. Så jo mere direkte jeg siger, hvad jeg gerne vil, jo bedre.

    • Marie Hemmingsen 25. januar 2018 kl. 10:19 - Svar

      Genialt, Julie. Mine drenge ville bare direkte spørge om ikke de måtte få det dér stykke kage – og så mugge lidt, hvis det blev et nej 😉
      Det lyder som om du er god til selv at praktisere det, du gerne vil lære dine børn. Det kommer man langt med!

  5. Jeg kom en gang til at sammenligne ledelse med at opdrage på en hund: tydlige og korte, men kærlige kommandoer. Det blev ikke modtaget med applaus blandt mine kolleager.

    Det er en kraftanstrengelse for mig, ikke at stille mine krav som et spørgsmål. Jeg korrekser mig selv, hver gang. Jeg håber, jeg har fået det lært til om 10, 8 år? ;o)
    Men det er rart at vide, at jeg er i lære hos den bedste, som dagligt udsætter mig for “pub-quiz’s” ;oD

    Tak for et godt indlæg.

  6. Katja Marcussen 25. januar 2018 kl. 11:18 - Svar

    En af de bedste og mest succesfulde sætninger hos os er: “Skat, jeg har brug for din hjælp.” Så springer vores datter op, for hun føler sig væsentlig, værdifuld og vigtig for mig.

    Samme kan man gøre på arbejdet, måske lige ekskludere “skat” – hvem vil ikke gerne føle sig værdifuld?

  7. Sjovt, underholdende og så rigtigt, Marie!
    Tak for indlægget 👌🏼

    Som medarbejder i psykiatrien vil jeg dog meget gerne slå et slag for, at følelser altså ikke kan være skizofrene. (Set i dit svar til Ole)
    Det er et meget misforstået udtryk! Du kan måske have ambivalente følelser, men ikke skizofrene følelser 🙏🏼

    Igen tak for dagens guldkorn og at du bragte smil på mine læber! 😁

    • Marie Hemmingsen 25. januar 2018 kl. 12:17 - Svar

      Ha ha, der fejlede jeg igen! Og det er endda ekstra slemt for mig, når det handler om ord og deres betydninger. Tak for påmindelsen, Janni – og for rosen 🙂

  8. Det hjælper også, at 1) aflede børnenes opmærksomhed fra det negative over på noget positivt/mindre negativt (hjælper også hos demente og i politik) samt at 2) tvinge det rationelle frem via sokratiske spørgsmål, som barnet skal svare på – denne metode er dog langt mindre skudsikker, og jeg foreslår den mest af alt, fordi den lyder sej og klog.

    Både 1) og 2) kan tangere manipultion, hvis metoderne benyttes over for voksne.

  9. Jeg har lært vigtigheden af anerkendelse af at tale med min 4-årige knægt.

    Min 4-årige:

    – “Nej, hvor er det træls, at du har glemt Fufu! Det forstår jeg godt, at du er ked af det over! Men ved du hvad; farmor har også en rigtig god bamse… Selvfølgelig er det ikke det samme, men prøv at se om ikke den kan du alligevel.”

    Professionel:

    – “Jeg ved godt, at du har rigtig travlt, og det er super træls, at jeg sådan forstyrrer, men hvis du har et øjeblik, kunne jeg godt bruge din hjælp.”

    Det har hjulpet mig i alle mine forhold – private og professionelle at udvise forståelse. Alle har brug for at føle sig anerkendt og forstået, og det kan nedtrappe mange konflikter at man anerkender den andens situation og følelser.

  10. For mig har den vigtigste lektion været tydelig kommunikation som i entydigt at sige; hvad Jeg forventet. Et barn forstår ikke at: “her er godt nok rodet” betyder “jeg vil gerne have, at du rydder op på dit værelse.” Eller “Skraldespanden er fuld” betyder “Tøm den.”

    • Marie Hemmingsen 26. januar 2018 kl. 08:32 - Svar

      Enig, Maria. Det er lidt ligesom ens partner heller ikke altid finder støvsugeren frem, hvis man siger, at der er nullermænd 😉

  11. Sorry, men det er under jeres standard 👎 Der er intet videnskabeligt belæg for jeres påstand – det er simpelthen langt ude i skoven. Tværtimod vil man nok få temmelig store vanskeligheder som leder, hvis man behandler sine ansatte som børnehavebørn. Tro mig – medarbejderne kan i modsætning til den 4-årige godt gennemskue de billige tricks 😉
    Nogle af verdens mest indflydelsesrige mennesker såsom Angela Merkel og Emmanuel Macron har ikke børn. Mon de var kommet så langt, hvis de ikke var gode til at kommunikere?

    • Marie Hemmingsen 26. januar 2018 kl. 10:34 - Svar

      Kære Christine, tak for dit input. Jeg er ked af, at du synes, at indlægget er under vores standard. Vi synes selv på redaktionen, at det er både læsevenligt, lærerigt og lidt sjovt. Og hvis du læser indledningen, så skriver jeg, at småbørnsforældre ikke har monopol på de kompetencer, indlægget handler om.

      Jeg kunne ligeså godt have kaldt det noget a la “4 kommunikationstips der gælder både i børneopdragelse og på arbejdspladsen”. Men tog chancen og var lidt mere kæk. Og jeg står ved, at de fire råd, indlægget handler om, kan bruges både privat og professionelt – lige meget om du har børn eller ej: 1) Grund din modtager. 2) Bryd komplekse processer ned i konkrete handlinger. 3) Find balancen mellem det rationelle og emotionelle. 4) Stil ikke spørgsmål, hvis der ikke er valgmuligheder.

      Og jeg er i øvrigt også selv ret pjattet med Macron.

  12. Herligt læsestof!
    Men hvad blev der af den åbenlyse? At lokke med slik og sodavand?

    Spøg til side. Som kamphane kunne man måske lære lidt af disse kommunikationsmetoder. Dog ville jeg aldrig gribe mig selv i at tænke: ”hvordan havde jeg solgt idéen til mit barn”, hvis jeg stod på arbejdspladsen.

    Her er der trods alt et hierarki, der kan udviske de konstante forhandlinger, som finder sted på grund af frygten for at træde folk over tæerne.
    Det virker farligt at trække paralleller mellem børneopdragelse og kommunikation i en professionel arena, hvor dit team højst sandsynligt kender alle tricks i bogen.
    Anerkendelse af folks følelser og faglige input er naturligvis vigtige, men bør aldrig komme i vejen.

    Derfor er småbørnsforældre bedre til at kommunikere… med børn.

    • Marie Hemmingsen 26. januar 2018 kl. 08:41 - Svar

      Kære Søren, tusind tak for din kommentar. Selvfølgelig er der forskel på hjemmefront og arbejdsplads. Men pointen var at illustrere nogle basale kommunikationsråd, der kan bruges begge steder – på en læsevenlig, lærerig og forhåbentlig også lidt sjov måde. Selv om der er forskel på relationer og hierarki privat og professionelt, så synes jeg og resten af blogredaktionen, at der er nogle åbenlyse paralleller at drage: Grund din modtager. Stil ikke spørgsmål, hvis der ikke er valgmuligheder. Find balancen mellem det rationelle og emotionelle. Bryd komplekse processer ned i konkrete handlinger. Indlægget kunne ligeså godt have heddet noget i retning af “4 kommunikationstips der gælder både i børneopdragelse og på arbejdspladsen.” Men den nuværende titel var et forsøg på at gøre folk endnu mere nysgerrige 🙂

      • Hej Marie.
        Absolut enig. Misforstå ikke min kommentar, jeg kan snildt se idé og paralleller. Som far kanjeg også genkende situationerne, så jeg følte mig godt underholdt, da jeg læste dine input – som jeg i øvrigt kun læste, fordi overskriften netop gjorde mig nysgerrig.
        Min pointe var blot, at det kan være helt ok at trække autoritets-kortet. Også selvom der bliver sagt grimme ting om en… eller snakken går ved vandkøleren. Alt med Måde 🙂

  13. Det er en sandhed med modifikationer, vil jeg nu sige.

    Siden jeg blev far for et halvt års tid siden, har mine kommunikationsevner været reduceret til pruttelyde, gugugaga-sprog, brudstykker af Disney-sange samt banaliteter som “Se! Mor har lavet dejlig grød til dig – nam nam!”.

    Ingen af delene har resoneret helt vildt godt på arbejdspladsen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *