Hvad curlingforældre kan lære dig om at kommunikere, når du er oprørt

Du skal ikke pisse tilbage, før du kan gøre det iskoldt

Der er ret meget fodbold i mit liv. Faktisk er jeg lidt af en soccer mom. Min ældste søn på syv har i et par år spillet fodbold i den lokale fodboldklub. Det involverer forældre, der agerer frivillige trænere, bager speltboller til stævner og puster på forslåede knæ på sidelinjen.

Men i vinter rykkede vores forældrefællesskab for en stund fra superligaen til serie 6. Der var nemlig nogle i flokken, der følte sig så forurettede på deres børns vegne, at de så rødt og pissede verbalt på træneren.

Og det er den episode, dette indlæg handler om. For den beviste, at der sjældent kommer noget godt ud af at ytre sin mening, når man er allermest oprevet. Slet ikke på skrift. Og hvis der er noget, der kan få voksne mennesker op at køre, så er det deres børn.

[Spoiler alert:] Alle implicerede i episoden endte som tabere. Så til sidst i indlægget giver jeg dig to bagkloge råd til, hvordan du kan undgå et kollektivt nederlag, når du er i dine følelsers vold.

Trusler, VERSALER og udråbstegn!!!

Det var det her, der skete: Træneren tilmeldte lidt impulsivt holdet et stævne den kommende weekend. Han spurgte til den ugentlige træning et par dage forinden, hvem der kunne deltage. Det betød, at ikke alle på holdet fik mulighed for at melde sig til via holdets lukkede Facebook-gruppe, hvor stævner normalt bliver koordineret.

Og så brød helvede løs i gruppen:

  • ”Var der fodboldturnering i dag?! Det har vi vist misset. Synes ikke, jeg kan finde et opslag her. Min søn vil ellers rigtig gerne spille turnering snart igen.”
  • ”Jeg er blevet stødt over det! Jeg synes, absolut IKKE, at man kan tilmelde et hold, uden at alle får mulighed for at være med!”
  • ”Hvis vi snakker A- og B-hold for vores drenge, så finder vi på noget andet, som favner alle.”

Is på

Allerede i overskriften afslørede jeg det bedste kommunikationsråd, jeg nogensinde har fået: ”Du skal ikke pisse tilbage, før du kan gøre det iskoldt.”

Jeg fik det af min gamle chef, da jeg blev så forurettet over en sur mail, at jeg hamrede løs i tasterne for at gøre gengæld på sådan en helt igennem barnlig noget-for-noget-måde.

Heldigvis stoppede chefen mig, inden jeg trykkede på send. Jeg sov på det og formulerede næste morgen et utroligt venligt og imødekommende svar, så jeg tror, at hende i den anden ende sad og krummede tæer over sin egen tone. Med andre ord begik jeg ikke den fejl at pisse skoldhedt tilbage.

Og det var det samme, der skete i fodboldfadæsen. Indledningsvis slog træneren tydeligvis isvand i det berømte blod og lagde en grundig forklaring på episoden op på Facebook – her gengivet i kort form og med ændrede navne:

”Ja, der var turnering i hallen i morges, hvor der deltog drenge fra sidste træning. Jeg meldte sent et hold til, så jeg spurgte på banen efter træningen i torsdags, hvem der ville med i weekenden.

Det ville Carl, Emil, Bilal, Sebastian og Niels. Emil er fra det andet hold på vores årgang, og Bilal er en af Carls venner fra børnehaven, som har været med et par gange.

Jeg ville ikke skrive ud dagen før stævnet til alle i gruppen og risikere, at 8 meldte sig til 1 plads. Jeg håber ikke, at folk er blevet stødt over det. I øvrigt ændrede jeg holdets navn i forhold til det navn, vi normalt spiller under.”

Når Facebook får det værste frem i folk

Men trænerens forklaring var ikke acceptabel for et par af forældrene. I den 25 kommentarer lange tråd, der fulgte, stillede de store krav til både tilmeldingsprocedure og pædagogik, mens tonen blev stadigt skarpere.

Andre bakkede træneren op. De mente, at når han nu hver uge lagde så mange timer i klubben, så kunne han nok tilgives for i et enkelt tilfælde at have taget den nemme løsning: At klare tilmeldingerne til træningen frem for over Facebook.

Hjalp det så? Næ. Og et par dage senere fik træneren nok og trak sig fra holdet. Og forældre, der hidtil havde givet kram, når de mødtes på gaden eller afleverede deres børn i samme skolegård, kunne dårligt hilse på hinanden.

I BRO arbejder vi blandt andet med teamudvikling – læs mere om det her.

Betænkningstid kontra automatreaktion

Der er masser af gode ting at sige om Facebook. Men ind i mellem får mediet det værste frem i folk, fordi det indbyder til hurtig respons. Og hurtig respons er ikke konstruktivt, hvis du er i dine følelsers vold.

Vi har før været efter folk, der hidser sig op på Facebook over ting, der ikke er vigtige for dem. Det er ikke tilfældet her, for selvfølgelig er ungerne og deres fodbold og sociale samvær betydningsfuldt, og selvfølgelig skal der være plads til at ytre sin utilfredshed.

Problemet her er derimod fraværet af betænkningstid og formuleringsomtanke. De ophidsede fodboldforældre beskyldte hinanden for ting, de aldrig ville have sagt til hinanden ansigt til ansigt. Hvis de havde været i samme rum, ville de sandsynligvis være blevet afbrudt undervejs i en lang svada og have været nødsaget til at lytte til modpartens synspunkter. Og måske endda at tænke sig om, når de så, hvordan deres hårde ord blev mødt med blanke øjne.

Nogen eller noget ville have stoppet dem, når selvbeherskelsen ikke gjorde.

To gode råd, når du vil ud af en uoverensstemmelse uden tabere

Så hvordan kunne vi have undgået automatreaktioner, skyttegravskrige og træner-exit? Her er to bud:

1) Fat knoglen eller hold et møde ansigt til ansigt, når alle har haft tid til at reflektere. Det er sværere at kalde din modpart et røvhul, når du kigger ham i øjnene. Det skyldes sandsynligvis, at han ikke er et. Og det er sværere at være benhård, når du taler sammen, end når du dyrker envejskommunikation ved tastaturet.

2) Slå koldt vand i blodet. Lyt til modpartens forklaring og synspunkter. Måske skal du endda være lidt overbærende. Husk, at det er menneskeligt at fejle. Og at dine børn ikke er på B-holdet for evigt, bare fordi de ikke blev inviteret med til et enkelt stævne. Sov på det, du er blevet ked af.

Og hvis det ikke virker? Hvis du rent faktisk har ret i, at den anden er et dumt svin?

Så pis tilbage.

Iskoldt.


Du er velkommen til at sparke dine egne gode råd til kølig kommunikation ind i kommentarfeltet.

Om Marie Hemmingsen

Marie Hemmingsen

Marie Hemmingsen

Konsulent - 29469737
Marie er konsulent i Bro. Hun arbejder med kommunikation fra de store strategiske linjer til det enkelte komma – både digitalt og på print rettet mod kunder, medlemmer og medarbejdere. Marie har blandt andet løst opgaver for JN Data og Foreningen Nykredit.

19 kommentarer til “Du skal ikke pisse tilbage, før du kan gøre det iskoldt

  1. Der er jo den klassiske: Tal/skriv/råb til andre, som du også gerne selv vil tales til 🙂 Den prøver jeg i hvert fald at efterleve.

  2. jeg er selv spejderleder og har med børn og forældre at gøre, også via facebook, messenger, lukkede og åbne grupper. Min erfaring: den lette løsning giver altid bagslag, men kan begrænses med god forebyggende argumentation.
    Nogle vil bare pisses af og de forældre er åbenbart over alt. Tilgengæld bruger jeg den umiddelbare kommunikation til at rose dem for deres interesse for børnenes fritidsaktivitet. Frustration er et udtryk for ønske om forandring. Når jeg bruger den tilgang tvinger jeg forældrene til selv deltage i en dialog og så falder blodtrykket som regel og hovedløse kommentarer forstummer. Bare husk f-t-f er vejen frem.

    • Marie Hemmingsen 9. november 2017 kl. 10:34 - Svar

      Tak for dine gode input, Kenneth. Du lyder som en virkelig god spejderleder! Alle kan blive frustrerede, men dialog ansigt til ansigt eller alternativt over telefon øger muligheden for at løse konflikter markant frem for Facebook og skrift i det hele taget. Det er i hvert fald også min erfaring.

  3. Tankevækkende historie, ærgerligt at det blev ungerne som kom til at betale prisen, for forældrenes indignation, med en mistet træner.
    Noget “ytrings anstændighed” havde været på sin plads – men det er så let at se stort på når man sidder bag sin skærm og deler svinere ud.

    • Marie Hemmingsen 9. november 2017 kl. 10:29 - Svar

      Tak for din kommentar, Kari. Og ja, det var så ærgerligt, at det skulle gå ud over børn, der bare gerne vil spille fodbold og være venner. Kan dog “trøste” med, at alt er godt igen – med flere trænere, der hjælpes ad, og forældre, der bakker op om stævner og andre initiativer for fællesskabet.

  4. Tak for historien, som jeg sagtens kan genkende fra mit frivillige virke – for slet ikke at tale om forskellige grupper på FB…
    Der burde være en automatregel på alle SO-ME’s om at kommentarer på et indlæg sendes til kommentatoren efter 10 min med en følgetekst i stil med “Er du helt sikker på, at du fortsat vil sende det – vel vidende, at du faktisk skriver til et andet menneske? Hvis nej, så tillykke med, at du er et reflekteret menneske, der ikke behøver at sende alle dine skideballer og ordbrækkelser ud i det offentlige rum – hvis ja, så tryk SEND og vid at du påvirker ikke bare den oprindelige afsender, men også alle os andre.”
    Der er en verden til forskel på ytringsfrihed og misytringspligt….

  5. Rigtig god pointe og megafedt råd i overskriften 🙂
    Men jeg havde da set frem til nogle mere bloddryppende indlæg fra Facebook-gruppen. Må indrømme, at jeg både i lukkede og åbne fora på FB oplever meget mindre diplomatiske udsagn, der især bliver grimme, når de går efter manden i stedet for bolden.

    • Marie Hemmingsen 9. november 2017 kl. 11:52 - Svar

      Kære Hanne. Jeg forsøgte at følge mine egne råd og gøre det sobert. Og jeg håber og tror, at det lykkedes, fordi der er gået noget tid siden episoden. Jeg har haft tid at sove godt og grundigt på den.

      Den med manden og bolden havde jo været oplagt at bruge i indlægget – tak 🙂

  6. Da min ældste arving fik en profil på Facebook, havde jeg to råd til ham:
    1) Skriv altid kun noget du ville skrive i avisen (inkl. billeder)
    2) Tænk på at din bedstemor også vil læse med

    Selvom det er lidt søgt, giver det et meget godt afsæt for hvad og hvordan man skal skrive

    • Marie Hemmingsen 9. november 2017 kl. 11:57 - Svar

      Tak for rådene, Maj-Brit. Jeg tror sgu, jeg kopierer dem og overleverer til min ældste søn (omtalt her i indlægget) den dag, han får lov at få en Facebook-profil.

  7. Min bedste taktik: Kvæl dem i kærlighed. Ingen kan hate på en flink fyr, der roser en. Og dernæst giver man intelligente, kvalificerede argumenter, hvor man dog aldrig påstår at have det endegyldige svar. Så er man svær at være uenig med, og så fuser gassen lissom ud af de overophedede balloner. 🙂

  8. Tal til folk som du står overfor dem. Der er så mange internet krigere derude, desværre, som helt glemmer at der rent faktisk er et menneske i den anden ende.

    Godt indlæg.

  9. Hvor er det fedt, at høre om andre menneskers problemer (når man ikke selv er involveret).

    Tak for det, Marie.

    Der er stadig forældre, der siger Godt Nytår, når jeg viser mig på sidelinien til børnenes fodboldkampe.

    Jeg kommer ikke så tit.

    Mit råd til kølig kommunikation er derfor den kyniske model: Lad entusiasterne trække læsset og støt dem på afstand.

    Jeg aner intet om stævner, vasketure eller frugt til pausen, men klapper hælene sammen, gør honnør og hjælper til, når de beder om det.

    Orker ikke, at være endnu en kok, der rører i gryden.

  10. Super relevant input fra din hverdag, Marie – til gavn og eftertanke for alle os (engagerede forældre) 😉

  11. Blot en kommentar til selve bro-blog.dk mobilversion. Jeres navigation på mobilen er på engelsk og hedder “Navigate to…” – måske den skulle oversættes.

    Blot en overservation 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *