Hvad en aberøv og 6 andre geniale fænomener fra dyreriget kan lære os om at kommunikere

Inspiration er en sjov størrelse. Svær at definere og umulig at kontrollere. Den kan komme fra en bog, en film eller et spændende møde. Fra en samtale, du overhører i toget. Og i BRO kan den komme til dig, hvis du er så heldig at havne ved samme frokostbord som Maria fra The Nudging Company.

Kombinationen af klæbehjerne, biologistudier og en stærk evne til at fortælle gode historier gør, at Maria er underholdende at være i selskab med – og så det er ovenikøbet lærerigt.

Nu har vi samlet 7 af hendes bedste historier om forskellige dyr og alt det, alle os kontorfolk kan lære af dem. Det handler både om parringsritualer, abenumser og camouflage (altså inden vi oversætter det til kommunikationsråd).

#1 Den lille frø, der ligger på lur

Når (nogle typer) frøer skal parre sig, kalder hanfrøen på hunfrøen. Store flotte hanfrøer kan kalde så højt, at hunnernes frøhjerter smelter på et øjeblik.

Men hvad gør du, hvis du kun er en lille frø? Og ikke kan kalde lige så højt og charmerende som konkurrenten? Du tier stille og ligger på lur i nærheden af den store mandige frø. Når hunnen så kommer for at parre sig med den store han, skynder du dig ind fra højre og springer på hunnen, inden han når det. Snydt, du!

Og hvad kan vi så lære af det?

Det handler ikke om at råbe højest, men om at lægge en god strategi. Vi kan ikke alle sammen være Apple. Altså den største og stærkeste på vores felt. Men vi kan finde en niche, som vi kan være den første og hurtigste til at springe på.

  • Find ud af, hvad du er god til, og kortlæg dine muligheder.
  • Er du en lille frø, må du arbejde ud fra de styrker, du har til rådighed.
  • Pas på med at blive for selvsikker, hvis du er en stor frø. Kig dig over skulderen, for forholdene kan hurtigt ændre og udvikle sig.

Se frøerne i aktion her.

#2 Aberne, der viser røv, når de overgiver sig

Aber er sociale dyr ligesom mennesker. De vil helst være med i klubben. Så hvis der opstår uenigheder eller uro, må man finde en måde at genetablere freden i gruppen på.

Hos mangabey-aber kan en lille abe, der er blevet upopulær hos en større artsfælle, signalere med sit kropssprog, at den ’giver sig’. Det foregår helt konkret ved at stikke røven og halen i vejret, hvorefter den bliver gennemkrammet af den store abe. Og så er alt forladt.

Vi er ude i en form for fin fysisk konfliktløsning her, som Maria så smukt har formuleret: ”Prøv lige at se på min numse – er vi venner igen?”

Og hvad kan vi så lære af det?

Realisme er kodeordet. For både i abeland, i privaten og på arbejdet gælder det om vide, hvornår du skal være ærlig og indrømme, du har lavet fejl. Nogen blotlægger sandheden, andre røven. Du kan jo prøve dig frem og se, hvad der virker bedst for dig. Igen; realisme er kodeordet.

  • Hvis du har mødt din overmand, så erkend det. Så er der stadig en chance for, at du må lege med.
  • Selv de største abekonger har brug for backup, når det virkelig gælder – udnyt det.
  • Du har størst chancer for at overleve med et netværk og gode venner omkring dig.

Se selv, hvordan ‘sig det med røv’ udspiller sig i abeland i denne video.

#3 Vinkekrabbens klo-bluff

Hos vinkekrabber har hannen en stor klo og en lille klo. Den lille er til at spise med. Den store har to formål:

For det første at tiltrække hunner ud fra den ældgamle logik om jo større, jo bedre. Og for det andet til at slås med.

Faktisk behøver krabberne ikke starte en kamp. De måler bare kløer, og så kan krabben med den mindste klo trække sig, hvis han på forhånd kan se, at han ikke har en chance.

Kommer det alligevel til kamp, kan en krabbe gro en ny klo, hvis han mister den i dysten. Den nye bliver ligeså stor men langt mere skrøbelig og let og dermed uegnet til kamp.

Men det behøver ikke at være et problem. For den nye klo kan stadig imponere hunnerne og snyde andre hanner til at trække sig uden kamp. Det kaldes for klo-bluff, og vi er helt og aldeles vilde med det begreb.

Og hvad kan vi så lære af det?

Aberne lærte os, at man skal erkende et nederlag. Men pointen her er, at det ikke er svagheder, vi skal blotlægge. Ligesom du heller ikke fortæller mødedeltagerne til en præsentation, at din tidsplan ikke holder, når kun du ved, at du har sprunget 17 slides over. Og hvis du får et spørgsmål, du ikke kan svare på nu og her, kan du respondere med: ”Godt spørgsmål, det vender jeg lige tilbage til senere” – i stedet for et par afslørende vertikale skulderløft.

  • Du skal ikke virke usikker, selvom andre umiddelbart har en bedre hånd. Du har nemlig stadig en chance for succes.
  • Tro på dig selv og på din klo.
  • Du kan nå langt med bluff. Hvis du udstråler selvsikkerhed, så vil andre tro på det.
  • Tag ikke nederlag for tungt, men brug dem konstruktivt: Lær af erfaringerne, for der kommer flere chancer.

Det er ikke uden grund, de bliver kaldt vinkekrabber.

#4 Zebraerne, der dyrkede disruption, før det blev cool

Der er blevet talt meget om disruption i 2017. Zebraerne griner af os, for hos dem er det gammelt nyt. De har fx brugt disruptiv camouflage i et par tusind år. Det dækker over farver og mønstre, der bryder overfladen, så det er svært at se, hvad man er, eller hvor stor man er.

For zebraernes fjender betyder det, at det er svært at se, hvor den ene zebra slutter, og den næste begynder. Natsværmere og fisk gør det også i stor stil. De bryder deres form op, så man ikke kan se ”hele” dyret ordentligt. Og det gør det svært for deres modstandere at vurdere dem ordentligt, fange dem og æde dem.

Og hvad kan vi så lære af det?

Disruptiv camouflage er noget, vi dyrker en del i BRO – og vi ved, at andre konsulenter gør det samme. For selvom vi er flinke, er det ikke alle medarbejderne hos alle vores kunder, der bliver gennemvarme om hjertet, når konsulenterne træder ind ad døren.

  • Kopier dresscoden hos den virksomhed, I arbejder for. Altså; mød ikke op i det stiveste Mærsk-blå jakkesæt, hvis deres stil er afslappet og uformel. Og vælg neutrale farver, hvis du vil blende ind, så det er dine budskaber, der kommer i fokus.
  • Undlad at smide jeres store fede logo ind alle steder. Fx på jeres slideshow, når I er ude ved kunder.
  • Tal om andet end business, og gør det svært at se, hvornår konsulenten stopper og mennesket begynder. For dybe relationer er guld værd.

#5 Pingvinerne, der er klædt på til fest og farer

Det er ikke kun for at vinde prisen for Antarktis’ bedst klædte, at pingviner insisterer på smoking hver morgen. For sammensætning af mørk overside og lys underside er også en afgørende sikkerhedsmekanisme hos de flyveløse fugle.

Når pingvinerne svømmer, flyder de sammen med isen eller solens stråler over vandet, når man kigger på dem nedefra. Og det samme gælder oppefra, hvor den sorte farve gør dem svære at spotte mod havets mørke.

Fænomenet kaldes modskygning. Det camouflerer pingvinerne effektivt mod både rovdyr og byttedyr. Dødsmart.

Og hvad kan vi så lære af det?

Vi skal altid orientere os og være opmærksomme på vores interessenter. Dem alle sammen. Og det var altid. Medmindre du gerne vil ædes af konkurrenter og andre rovdyr.

  • Gør som pingvinerne: Orienter dig 360 grader, og tilpas dig dine omgivelser.
  • Varier dine budskaber alt efter, hvem der lytter. Alle har ikke behov for den samme besked.

#6 Sommerfuglene, der forklæder sig som giftige

Næste levende billede drejer sig om fænomenet mimicry. Det handler om at efterligne nogle andre med det formål, at nogle helt tredje tror, at du tilhører den gruppe, du efterligner (⇐ læs lige sætningen igen). Er du med?

Mimicry er særligt udbredt blandt insekter og kommer i mange varianter. Her er to, vi har kastet vores kærlighed på:

• Müllers mimicry
• Bates’ mimicry (og det er dén, der er helt genial).

Müllers mimicry: ”Jeg smager dårligt, så lad være med at spise mig”

Her kan der fx være tale om, at mange sommerfugle i et bestemt område har de samme farver og mønstre på vingerne, og at de alle sammen smager virkelig dårligt. Så lærer rovdyr hurtigt at genkende dem uden at skulle smage sig frem. Det er sådan en situation, hvor både flertallet og individet vinder. Win-win.

De her smager dårligt:

Bates mimicry: ”Jeg smager glimrende, men det er en hemmelighed”

Nu bliver det smart. En anden gruppe sommerfugle i det samme område har nemlig udviklet sig til at ligne de første sommerfugle temmelig meget. Til gengæld smager de dog ganske glimrende. Det er lidt snyd, men meget genialt.

Alle dem her ser ud som om, at de smager dårligt pga. dem ovenover:

Og hvad kan vi så lære af det?

Mimicry kan overføres til et af kommunikationsbranchens ældste tricks:

  • Hvis nogen allerede har udviklet noget genialt, så kopier. Det er ikke tyveri. Det er evolution.
  • Når du kopierer, så kopier det rigtige: Formen, ikke indholdet.
  • Kopier alt, hvad du kan, bare du bevarer din identitet.

Og hvis din strategi er at kopiere andre, så husk på, at der er et loft for, hvad du kan opnå.

7) Reptilverdenens svar på sten-saks-papir

Vi har gemt vores yndlingsdyr til sidst: På engelsk hedder de side-blotched lizards, og vi har faktisk ikke et dansk navn for dem. De lever på stillehavskysten i Nordamerika. De har udviklet en unik form for polymorfisme med tre slags han-firben i spil: Ultradominante, dominante og snigere.

De tre typer hanner har hver deres strategi til at få fat i en mage. Og de konkurrerer mod hinanden efter en sten-saks-papir-logik, hvor en slags har fordele over for en anden slags, men bliver slået af den tredje.

Lidt mere detaljeret er der tale om det her scenarie:

• En ultradominant han er orange/rød og bevogter store områder og har masser af hunfirben omkring sig. Det lyder jo fedt. Men firbenenes svar på Hugh Hefner er desværre sårbar over for de snigende gule hanner, og utradominanten lever generelt kortere end de to andre.

• En dominant han er blå og bevogter et lille område med blot ét hunfirben. Det er ikke helt så ambitiøst, men helt fint, for når de kun har én hun at passe på, kan de bedre forsvare sig selv og sin mage over for andre hanner. Problemet er dog, at en ultradominant han af og til kommer forbi og stjæler ens eneste dame. Klassisk Hugh Hefner.

• Endelig har snigeren evnen til at skifte farve til gul og dermed ligne et hun-firben. Camouflagen gør det lettere at snige sig ind og stjæle hunner fra de ultradominante. Men det er temmelig risikabelt, og det virker ikke mod de dominante, der som bekendt kun skal overskue én hun. Til gengæld kan snigeren skifte farve og ligne en dominant, hvis sådan en netop er død i nærheden. Wow.

Og hvad kan vi så lære af det?

Den biologiske betegnelse er parringscamouflage. Og vi synes, vi kan trække den her læring ud af firbenene:

  • Vær realistisk. Vi kan stadig ikke alle sammen være Apple.
  • Ingen er perfekte. Du vil altid være bedre end nogle, men dårligere end nogle andre.
  • Spil dine chancer, og slå på det, du er god til. Så skal du nok lykkes med et eller andet.

Læs mere her om vores nye yndlingsdyr.

Andre ting, vi kan lære af dyr?

Hermed slutter vores guidede tur i kommunikationszoo.

Hvis du kender til andre eksempler fra dyreriget, vi kan bruge i kommunikationsbranchen, så skyd løs i kommentarfeltet. Vi er ikke så gamle hunde, at vi ikke kan lære nye kunster.

 


 

Kunne du lide indlægget? Del det med dine venner ved at trykke på en af de nedenstående blå bokse (der er garanteret en dyreelsker iblandt).

Om Simon Krag Linde

Simon Krag Linde

Juniorkonsulent
Simon er juniorkonsulent og copywriter i BRO og medredaktør på BRO Blog. Han arbejder med tekst, formidling og kommunikationsstrategiske projekter og har løst opgaver for fx Lederweb, Tivoli Casino og Dansk Pilotforening.

18 kommentarer til “Hvad en aberøv og 6 andre geniale fænomener fra dyreriget kan lære os om at kommunikere

  1. Sjov artikel . . men men men, sætningen:
    “Alle dem her ligner, at de smager dårligt pga. dem ovenover:”.

    “ligner, at” – tsk tsk tsk. Det er der altså ikke noget, der hedder i det danske sprog 😉

    • Henrik Hillestrøm 2. november 2017 kl. 11:37 - Svar

      For pokker, det er anden gang på en måned, redaktøren lader præcis den fejl slippe igennem. Gad vide, hvad der sker ved tredje strike…

  2. Jeg vil gerne fremhæve Maria fra TNC.

    Hun har lært mig begrebet ”højre-venstre-neutral”, og det er ikke er en 3-delt politisk retning, for folk der kan gå alle veje på én gang.

    Det handler om design, der ikke diskriminerer hverken højre- eller venstrehåndede.

    Jeg vil også gerne fremhæve Bodil, min hundehvalp.

    Hun har lært mig, at gentagelser er det ægte guld indenfor kommunikation.

    Og dig, Simon. For pokker.

    Aldrig så man en mere oplagt kandidat til blogging-landsholdet end dig. Hold nu op. Du har så veloplagt en skrivestil, at jeg tegner et smil med læbestift helt ud til ørerne og sætter mig i et offentligt transportmiddel resten af dagen.

    Hvis jeg har sagt det før, skyldes det, at gentagelser er guld.

    Tak for et godt indlæg og vuf fra Bodil

    • Simon Krag Linde 2. november 2017 kl. 12:07 - Svar Author

      Bodil og Ole, I skal have en godbid og en krammer.

      Wow, kandidat til blogginglandsholdet er ret så sejt. Især når det kommer fra landsholdsanføreren.

      Tusind tak! 🙂

  3. Sjov læsning, der findes masser af lærebøger om kommunikation i dyre verden, som vi nok kan lære en del af.

    Jeg forstår dog ikke hvorfor skriver: Apple i stedet for Alpha, det udtryk man normalt bruger. Men jeg er også Biolog og ikke kommunikationsmedarbejder 🙂

  4. Elin Christophersen 2. november 2017 kl. 13:02 - Svar

    Øh, har du ikke fået byttet rundt på sommerfuglene? det er acraea, der er giftige og smager dårligt og det er efterlignerne pseudactaea der er spiselige. Deraf pseud-.
    Ellers tak for en god artikel og du fik da vagt min nysgerrighed da jeg så navnene på sommerfuglene.

    • Simon Krag Linde 2. november 2017 kl. 13:15 - Svar Author

      Du har fuldstændig ret, Elin. Pseud-sommerfuglene er så gode til at efterligne de andre, at også jeg blev helt snydt 🙂 /Simon

  5. Jeg må også sige at det var forrygende morsomt at læse. Torsdag blev lige til fredag. Jeg kom til at tænke på vores hund. Den hedder Leopold, det er en mops. Og den overgiver sig temmelig tit – for den viser hele tiden røv. Også gerne helt tæt på… :o}
    Da jeg læste om krappen med bluff-kloen kom jeg til at tænke på filmen “Bennys Badekar”. I den er der også en krabbe. Den har bare en stor luffe på sin lille klo, for at narre fjenderne til at tro, at den har TO store kløer. Det er så synd da luffen bliver trævlet op, og den mindste lille klo bliver afsløret…

    Ha’ en god dag! :o)

    • Simon Krag Linde 2. november 2017 kl. 16:09 - Svar Author

      Hvor er det bare dejligt at høre, Ditte. Det luner mere end det tykke uldtæppe, jeg vikler mig ind i, når jeg rigtig skal hygge mig med en god bog derhjemme.

      Åh ja, Bennys Badekar. Dén har jeg ikke set i 20 år. Det må jeg lige lave om på snart 🙂

      God dag til dig også!
      /Simon

  6. Tak for sjovt, men tankevækkende indlæg!
    Brumbassen burde teknisk set ikke kunne flyve – men den gør det alligevel!
    Det har altid fascineret mig – og mindet mig om hvor vigtigt det er, ikke at lade sig begrænse af andres manglende tro på ens evner – men derimod i tillid til sit DNA udleve sit fulde potentiale!

    • Simon Krag Linde 2. november 2017 kl. 16:05 - Svar Author

      Og nu får du mig til at tænke på en (form for) joke, jeg hørte for et par dage siden:

      Hvad er det, der flyver rundt og siger “mus, mus, mus”?
      – en brumbasse, der flyver baglæns.

  7. Fantatiske indsigter, der også viste stien for os, der prøver at komme frem på egen lille bane, som langt mere appellerende (ingen egentlig Apple-intention her) – tak;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *