Tvivler du på dig selv?

Sixpencekast_9,3x6

Her er en filosofi, vi holder meget af i BRO. En lille historie, som vi tit genfortæller for os selv og hinanden, når vi lægger planer, træffer beslutninger og har brug for at finde modet til at gøre noget nyt. Når vi tvivler.

Historien kommer oprindeligt fra den irske forfatter Frank O’Connor. Han beskriver i en af sine bøger, hvordan han som dreng en dag stod foran en høj mur sammen med sine venner. De ville gerne over på den anden side af muren, men de vidste ikke hvordan. Så tog de deres kasketter af og kastede dem henover muren – nu var de ganske enkelt nødt til at finde en løsning på deres problem.

O’Connors historie blev senere brugt af John F. Kennedy. Han lovede den amerikanske befolkning – på hvad der skulle vise sig at være hans sidste dag i live – at han ville sende en mand til månen. Uden at vide hvordan.

Han smed kasketten over muren.

Mange år senere mødte vi så historien i Niels Lundes glimrende bog om LEGO, Miraklet i LEGO. Og vi faldt med det samme for dens ungdommelige optimisme og enkle tankesæt.

 

Smid kasketten, og skift fokus

Det handler ikke om blindt at sige ja til alting. Så ender man med at brække nakken. Men hvis du fx overvejer, om du skal sige ja til en ny opgave eller et nyt ansvarsområde, kan kasketkastet hjælpe dig med at fokusere på det vigtige.

Når du smider kasketten, ændrer dit fokus sig helt naturligt til, hvordan du kan løse problemet i stedet for frygten for, om du kan løse det. Med over muren ryger nemlig nogle af de begrænsninger, vi sætter for os selv. Og det gør os i stand til at tænke mere løsningsorienteret.

  • Bliver du inviteret til at holde et oplæg om et af dine faglige emner, men du er nervøs for, om du kan? Smid kasketten over muren: Sig ja tak, og fokusér på dit oplægs indhold i stedet for at lade præstationsangsten bremse dig.
  • Første gang jeg blev kaldt ind som rådgiver på øverste niveau hos en kunde på absolut topplan i Danmark, blev jeg både småbange og nervøs. Men jeg kastede kasketten over muren og fokuserede min energi på den konflikt, det hele drejede sig om. Jeg mindede mig selv om, at der nok var en grund til, at de havde ringet til mig.
  • Er du i tvivl, om du kan håndtere den nye stilling, du er blevet tilbudt? På tilsvarende vis: Der er en god grund til, at de har spurgt lige netop dig. Så smid kasketten over muren.
  • Går du med en undertrykt iværksætter i maven? Vent ikke på det perfekte tidspunkt, der alligevel aldrig kommer. Smid kasketten.
  • Da holdet bag vores blog overvejede, om de skulle gøre alvor af at starte en podcast, var de bekymrede, fordi de aldrig havde prøvet noget lignende før. Men de kastede kasketten over muren: De lavede en aftale med gæsten til den første episode og fokuserede derefter på emnevalg og test af teknik.

Så næste gang du står foran en udfordring, så spørg dig selv, om det her virkelig er noget, du gerne vil. Hvis svaret er ja, er næste trin enkelt: Smid kasketten over muren. Tag ungdommens mod til dig. Det gør en forskel.

Sidst, men ikke mindst vil jeg gerne opfordre dig til at inspirere både os og de andre læsere: Når du kigger tilbage på dit liv eller din karriere, har du så haft et smid-kasketten-over-muren-moment, du gerne vil dele med os? Vi håber, du vil dele historien med os andre.

Om Helle Bro

Helle Bro

Direktør - 40805100
Helle er direktør i BRO. Hun arbejder med strategi-, team- og ledelsesudvikling i store danske og internationale virksomheder. Helle fungerer desuden som sparringspartner og rådgiver for executives. Helle afholder blandt andet Walk the Talk i Spanien, hvor teamudvikling sker i foreningen mellem fysiske og mentale udfordringer i smukke og inspirerende omgivelser.

20 kommentarer til “Tvivler du på dig selv?

  1. Sikke en skøn metafor! Og tak for endnu et inspirerende indlæg fra jer.

    Jeg havde en kasketten-over-muren-oplevelse i onsdags. Og den der følelse af, at jeg helt vildt gerne ville, men ikke turde, var så stærk. Jeg var blevet spurgt, om jeg ville holde et foredrag til en polterabend tre dage efter. Altså allerede om lørdagen.

    Min første reaktion (da jeg fik beskeden) var.

    Nej. Nej. Nej. Det kan jeg ikke. Det KAN jeg ikke. Mig holde foredrag?! I HALVANDEN time. Og endda kun have 3 dage til at finde på og sammensætte det!

    Nooooo.

    Men jeg kastede kasketten over muren og sagde alligevel ja. Og det gik over al forventning. Polter-pigerne var taknemmelige og meget inspireret – og jeg var helt høj efterfølgende 🙂

    Så ja. Det kan virkelig godt betale sig at kaste med kasketter.

    • Kære Sarah
      Tak, fordi du deler denne inspirerende oplevelse med mig. Det kræver mod at kaste kasketten over muren. Men som du selv mærkede, føles det godt, når man klarer den. Godt gået.

      Mange hilsner
      Helle

  2. Som musiker er det noget, man gør hele tiden – lige fra barndommen af. Det har virkelig givet mig meget i andre sammenhænge, at jeg har optrådt, siden jeg var 8-9 år gammel.
    Det har været piece of cake at gå til eksamen og tale i større forsamlinger. Jeg kan kun anbefale, at man lærer at “kaste sin kasket” i en ung alder!

    • Kære Christine. Tak for din beretning. Jeg synes, at det giver god mening, at man lærer kasketkastet at kende allerede som ung. Mange hilsner Helle

  3. Klog mand, ham Frank! Jeg har længe øvet mig i at kaste kasketter og er blevet meget bedre til det – både professionelt og privat. Senest har kasketkast resulteret i nyt og spændende job og et kursus i operasang (og jeg kan ikke læse noder endnu!). Det er da modigt 🙂
    Tak for et godt indlæg som altid, Helle.

    • Kære Birgitte
      Det er enormt modigt. Og sikke mange positive ting det har ført med sig.
      Selv tak, og tak for din fine kommentar.

      Mange hilsner
      Helle

  4. Vildt inspirerende indlæg!

    Det er svært at kåre, men blandt mange topkandidater er dette på top 2 over mine mest afholdte indlæg på jeres blog. Hermed bogmærket til fremtidige tvivle-dage.

    Jeg følte mig meget ramt på 2 af de eksempler, du ridsede op.

    Den første – at holde et oplæg. Jeg blev sidste år bedt om at lave noget undervisning/foredrag for læger om kommunikation og samarbejde mellem læger og patient/pårørende (efter min datters leukæmi-forløb). Lidt usikker på egne kvalifikationer takkede jeg – efter betænkning – ja. Det var super givende, og skal gøre det igen.

    Den anden – give efter for mavefornemmelsen om at være drømmefanger på min iværksætterspire. Her hænger kasketten på yderste spids af pegefingeren. Kan man godt lide tryghed, tager det ind i mellem lidt tid at tjekke tærrenet på bagsiden af muren, inden man kaster. Jeg indsamler lige nu jordprøver – og mod.

    • Kære Susanne.

      Wow, tusind tak for dine velduftende roser. Det gør mig virkelig glad at høre. Og tak for at dele dine oplevelser med os. Hvor er du sej!

      Mange hilsner
      Helle

  5. Fantastisk inspirerende!
    Det er så vigtigt at gribe mulighederne, når de ligefrem kommer flyvende imod en.

    Jeg hoppede ud på det dybe vand, og holdte et foredrag om varemærke og domænenavns strategi for en gruppe unge seje iværksættere. Mennesker som virkelig havde fået godt gang i deres forretning, og som jeg har den dybeste beundring for.
    Jeg var rystende nervøs, men det hjalp at minde mig selv om, at jeg jo var den eneste ekspert i lokalet på netop mit felt. Det gik over alt forventning

    • Kære Randi
      Tak for din kommentar. Jeg er glad for at høre, at du også har følt tryghed ved at tænke, at du er valgt til jobbet af en grund.

      Mange hilsner
      Helle

  6. Og jeg har lige købt for 2000 kr facademaling, selv om jeg ikke tør kravle højt op på en stige. Men det er netop derfor jeg har købt malingen 🙂

  7. Dejligt med dette billede – og en obs på, at når vi kigger tilbage, har vi sikkert gjort det nogle gange – uden at vide, hvad vi gjorde.
    Jeg sagde et fast job op for at blive vikar inden for en branche, jeg rigtig gerne ville inden for. Og jeg elskede det – i øvrigt blev jeg fastansat i løbet af den første måned. Er her stadig og elsker det fortsat:-)

  8. Jeg blev til en jobsamtale i min pure ungdom spurgt, om jeg ville være i stand til at simultantolke mellem dansk og fransk i en forhandlingssituation. Det kunne jeg ikke lige overskue, så jeg sagde nej for en sikkerheds skyld og fik et andet job. Her kom chefen og sagde, at der ville komme en fransk tekniker fra den franske filial et par dage senere. Den franske tekniker kunne kun tale fransk, og vores servicechef, der skulle undervise ham og bagefter teste, om han havde forstået, hvad han havde lært, talte kun dansk ig engelsk, så jeg skulle formidle budskaberne melkem de to.
    Hvis de havde spurgt, om jeg kunne, ville jeg nok ikke have turdet love det, men de spurgte ikke, og det gik over al forventning. Den slags opgaver fik jeg en del af. Jeg blev bare kastet ud i alle opgaver, og det viste sig altid, at jeg kunne mestre dem.
    Siden har jeg haft en tyrkertro på, at jeg kan klare alt, hvad jeg sætter mig for.
    Tak, gamle arbejdsplads, for den tillid.

  9. Jeg tvivler ofte.

    Synes endda, tvivlen er vigtig.

    Hvis jeg ikke tvivlede, ville jeg være så utroligt sikker på mig selv, at jeg ikke behøvede at udvikle mig (synes jeg).

    Og jeg har virkelig lyst til at udvikle mig.

    Så jeg tvivler en del.

    Jeg spørger folk, om deres mening om noget, jeg har lavet.

    Jeg tager på kurser, for at få noget til at lykkes bedre.

    Eksperimenterer med ting, fordi jeg ikke aner (på forhånd) hvad der er rigtigt.

    Men jeg dyrker ikke tvivlen.

    Jeg sidder ikke og nusser med den, og vender den i tankerne og lader den vokse.

    For så tror jeg, den æder mig.

    Derfor skrider jeg hellere til handling.

    Skulle du være i tvivl, Helle, så holder jeg meget af jeres blog.

    Jeg kan se, hvad I prøver på … og se, at det kræver et stort engagement, at gøre det så blændende, som I gør.

    Tak for jer.

  10. Ja. Da jeg i en alder af 45 endelig fandt ud af, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, men ikke havde tilstrækkelig faglighed til at kunne få sådan et job. En god ven sagde “Har du overvejet uddannelse?”. Så smed jeg kasketten, tog på Studievalg København, adresserede (eller ignorerede) mine bekymringer, sagde mit faste job op – og i skrivende stund har jeg ét år tilbage af min kandidat i kommunikation 🙂

  11. Mette Fruensgaard 25. august 2016 kl. 15:59 - Svar

    Når jeg tænker over det, har jeg smidt kasketten en del gange, fx da jeg sagde ja til at blive leder første gang, eller skiftede branche efter 15 år.
    Tidligere i år gjorde jeg det så godt og grundigt ved at kvitte alt det jeg vidste noget om og sige ja til et job, hvor jeg var fuldstændig blank. Jeg vidste INTET. Men de troede på mig, og det er gået over al forventning.
    Men hold da op, hvor har det været hårdt, så jeg smider nok ikke lige kasketten så langt væk lige med det samme 🙂

  12. Årh, det var lige hvad jeg trængte til præcis i dag.
    Jeg har efter et halvt års masseren endelig landet en stor opgave til mit enmandsfirma. For præcis et år siden smed jeg den store kasket og blev selvstændig som 50 årig. En uddannelse hos Morten/The Nudging Company gjorde, at jeg blev nødt til at gå videre ned ad den vej.
    Nu står jeg med en drømmeopgave, der er skræmmende lige nu. Men kasketten skal hentes i løbet af efteråret. Tak for en velplaceret reminder om, at det gælder om at sige ja!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *