36 hemmelige timer, der gør din arbejdsuge mere effektiv

Effektive menneskers weekendvaner

Du ved, hvilke 5 ting effektive mennesker gør i løbet af en arbejdsdag. Men hvad med i weekenden?

Der er godt 60 timer fra fredagsøllen med kollegerne, til vækkeuret bimler klokken 6 mandag morgen. Sover du otte timer tre gange, har du altså 36 vågne timer i din weekend. 36 timer til at smøre dig ind i zen.

Men måske kan du genkende dette scenarie fra dine egne weekender: Lørdagen ender ofte i sofaen med romkuglemave og vred scrollen på iPad’en, mens DR sender Bagedysten igenigenigen. Klokken midnat går du i seng. Sur og to timer senere end nødvendigt. Søndag morgen vågner du op med en følelse af, at weekenden allerede er slut og ikke rigtig blev forløst.

Og det er et problem. For du har brug for at boble ud i weekenden for at kunne fokusere på en opgave ad gangen, løse komplekse problemstillinger og i øvrigt beholde dit gode humør fra mandag til fredag.

Derfor har vi samlet seks weekendvaner fra effektive mennesker, som gør dem maksimalt parate mandag morgen.

 

1) Hold fast i din hverdagsrutine

Jeg beordrer dig ikke til at arbejde i weekenden. Jeg siger blot, at det kan være risikabelt at ødelægge din produktive døgnrytme med den der lokkende sove-til-klokken-11-ide.

Måske er du allerede så højt oppe i effektivitetshierarkiet, at du bruger den første halve time af din dag på at løse din væsentligste opgave. Hvorfor ikke gøre det samme i weekenden? Som fx at kaste de æbler ned i juicepresseren, som du har overvejet at gøre brug af, siden din kone investerede i den for et halvt år siden.

 

2) Læg en plan

Ja, weekender er til for, at du kan slappe af og gøre, hvad du har lyst til. Men når din kalender pludselig er helt blank, har vi det med at gå i panik over de uendelige muligheder og gå rundt efter vores fiktive hale i et forsøg på at finde ud af, hvad vi har lyst til at lave.

Skriv et til to punkter ned lørdag morgen, som du gerne vil kunne sætte et fedt flueben ud for søndag aften. Det kan være mindre ting som at hænge et billede op, fikse det der bræt ude i skuret eller lave den føromtalte juice. Ting, som giver dig en følelse af at have produceret noget, samtidig med at du har nydt friheden.

 

3) Sæt tid af til at se dem, der er vigtige

Indimellem SKAL man arbejde i weekenden. Det er et vilkår, mange af os lever under. Sådan er det. Og når du skal, så gør det ordentligt.

Men når du ikke skal, skal du lade helt være. Mark Twain arbejdede fx aldrig om søndagen. Han insisterede på at bruge tiden sammen med sin kone og børn.

Brug din energi på at være til stede til familiefødselsdagen eller få ringet til den kammerat, der skrev en besked for to uger siden. Prioriter at se de mennesker, som du får energi af at være sammen med, fremfor at pleje relationer som egentligt ikke interesserer dig. Personligt vil jeg hellere på legepladsen med min datter end drikke kaffe med en perifer semiven.

Det lyder hårdt, men det handler i bund og grund om prioritering.

 

4) Tag dine røde hyggebukser på, og hold en pause

En unavngiven kollega skifter til sine såkaldte røde hyggebukser derhjemme efter fyraften.

Hop i noget blødt tøj, og sæt tid af til en aktivitet, som udrenser din hjerne for arbejdstankemylder. Dyrk yoga, sæt en plade på, eller tag i Fakta, og køb ind til hjemmelavede pandekager.

Pointen er, at du ikke kan fedte med din arbejdsmail eller tænke på dine kommende projekter samtidig. Og det er sundt.

 

5) Få ny inspiration

Gør som forfatteren Malcolm Gladwell, og brug søndag morgen på at sværte dine fingre til i avis. Du behøver ikke læse fra for- til bagside. Men prøv at læse tre-fire artikler til ende for at få ny viden og inspiration (eller vendinger til din swipefile).

Læs et kapitel i en roman, eller lyt til en podcast, mens du går en tur. Pointen er, at du sætter tid af – tid, som du ikke har i hverdagen – til at suge viden og inspiration til dig. Du behøver ikke nødvendigvis kunne bruge det i dit næste projekt, men det kan hjælpe dig i dit arbejde på længere sigt.

 

6) Forbered dig til mandag

Succesfulde mennesker ved, hvor vigtigt det er at starte mandagen med at nå mere på kortere tid. Derfor sætter de tid af i weekenden til at planlægge fremad.

Det behøver ikke at tage meget mere end 5 minutter. Her er to enkle ideer:

  • Identificer som minimum den suverænt vigtigste opgave, du skal løse, når du møder ind mandag morgen (stræberne klarede det selvfølgelig fredag eftermiddag inden fyraften).
  • Kig i din kalender for at få et overblik over den kommende uges møder. Du behøver ikke forberede dig til dem. Bare skab et overblik.

Gør mig en tjeneste: Forsøg ikke at implementere samtlige seks punkter, når du går på weekend i morgen. Vælg ud, og prioriter, hvad der virker for dig.

Og fortæl gerne os andre nede i kommentarfeltet: Hvordan får du mest ud af din weekends 36 vågne timer?

Vil du høre mere om vores effektivitetsworkshops? Så send mig endelig en mail 🙂

Om Henrik Hillestrøm

Henrik Hillestrøm

Konsulent - 40803995
Henrik er konsulent i BRO og arbejder med tekst, projektledelse, effektivitet og formidling. Han har løst opgaver for blandt andet Zen Systems, Dansk Psykolog Forening og Downtown. Henrik sidder desuden i redaktionen på BRO blog.

19 kommentarer til “36 hemmelige timer, der gør din arbejdsuge mere effektiv

  1. Carsten Dollerup 26. maj 2016 kl. 09:51 - Svar

    Udemærket indspark…

    Bliver lige nød til at opponere mod den bemærkning i parentes:

    Identificer som minimum den suverænt vigtigste opgave, du skal løse, når du møder ind mandag morgen (stræberne klarede det selvfølgelig fredag eftermiddag inden fyraften).

    1) Så er der jo bare en anden opgave til stræberen som er den suverænt vigtigste opgave mandag morgen. Så stræberen kan stadig finde noget, der er det suverænt vigtigste til mandag morgen 😉

    2) … og, hvis du er (mellem-)leder og den opgave, du løste fredag involverer e-mail eller lignende til kolleger / medarbejdere osv, så kan du ved at “stræbe” fredag eftermiddag gøre det sværere for andre at prioritere eller frigøre sig fra arbejdet i weekenden…

    Og så må I ellers have en god afrunding af ugen 🙂

    • Hej Carsten
      Tak for kommentaren og ønsket om en god ugeslutspurt. I lige måde 🙂

      Jeg kan så udmærket følge din tanke og dine indvendinger, og jeg må tage det på min kappe, at formuleringen ikke er skarp nok. For jeg er 94 % sikker på, at du har misforstået min mening med parentesen.

      Dét, stræberen klarede fredag eftermiddag, var den simple (men vigtige) øvelse at identificere den opgave, der skal ligges forrest i hans pipline mandag morgen. Han løste altså ikke opgaven fredag eftermiddag, han udpegede den.

      Mange hilsner
      Henrik

  2. Maria Ahlgren 26. maj 2016 kl. 10:19 - Svar

    I denne weekend vil jeg maximere mit vågne timeantal ved at sove mindre, og så i øvrigt drikke store mængder rosévin i gode veninders lag i et sommerhus langt væk fra mand og børn og vaskemaskine.
    Så regner jeg med at være tip-top-oplagt til at skrive mit kvalitetsudviklingsprojekt om LEAN i indkaldelsesproceduren i Træningsafsnittet færdigt til aflevering fredag. Det er afgjort ugens – og dermed hver dags – vigtigste projekt 🙂
    God weekend til alle!

  3. Vi har fået akvarium.

    Derhjemme.

    Og i de seneste 2 uger, har jeg fundet mig selv i dybe tanker, ved at glo på de lettere åndede fisk.

    Du tror det ikke, Henrik, men det handler på alle måder om dit inspirerende indlæg, det her.

    Vi har nemlig 2 slags fisk.

    Nogle aktive fisk og nogle underlige dimser, der ligner mini-ål.

    Når der er lys i akvariet, pisker fiskene rundt og laver fisketing.

    Bortset fra mini-ålene. De gemmer sig, for de hader lyset.

    Når vi fodrer fiskene, spiser de.

    Altså bortset fra mini-ålene, for de spiser ikke, når det er lyst.

    Når vi glemmer at slukke lyset i akvariet, sker der derfor to ting:

    De aktive fisk tror, at det er dag hele tiden, så de pisker rundt hele natten, indtil det bliver dag. Så fortsætter de med at piske rundt, for nu er det dag.

    Mini-ålene må virkelig undre sig over, hvor pokker natten bliver af. For de tør kun, at vove sig ud, for at få noget at spise, når det ikke er lyst.

    Omgivelserne styrer dermed fiskenes tilværelse 100 %. Og omgivelserne er f.eks. mig. Og jeg husker ikke altid at slukke lyset i akvariet.

    Selv kan jeg jo bare lukke øjnene, når det skal være mørkt. Det kan fiskene ikke.

    Min pointe er:

    Lad være med at være en fisk.

    Undlad i særdeleshed, at være en mini-ål, hjemme hos os.

    • Fiskene og ålene lader sig styre for meget af ydre omstændigheder. Det skal man lade være med. Man skal selv tage ansvar og taktstok og skeen i ens foretrukne hånd.

      Det er sådan, jeg læser din historie, Ole. Sådan – og så med et smil i fjæset. Det er sjovt skrevet 🙂

      Du må i øvrigt gerne sende mig et billede af de “underlige dimser, der ligner mini-ål”.

      /Henrik

  4. Susanne Geert 26. maj 2016 kl. 12:09 - Svar

    I kender godt fornemmelsen, når man HAR fået gjort en af de der to-do’s, der plagede?

    Grib øjeblikket – og mobilen (den ligger alligevel inden for rækkevidde). Optag en selvtilfreds selfie-video, hvor du på 10 sekunder fortæller, hvordan det føles. Var det det rigtige, f.eks. at bruge de to timer på at få ryddet op i børnenes legetøj på loftet? Eller ville du nu ønske, du i stedet havde slappet af?

    Den virker også, når du kommer hjem fra den løbetur, du var my tæt på at droppe: Optag 10 sekunder, lad være med at gå op i resultatet – ingen andre skal se den, kun dig. Og det giver sig selv, at det er effekten, der tæller, ikke det kunsteriske indtryk.

    Nemt nok og lidt banalt – hvem fortryder, at de har klaret en plage på samvittigheden eller to-do-listen?

    Men næste gang, du tøver og ‘burde’ men ikke gider, find så videoen frem og gense den.
    Vil du ikke godt prøve?

    Viser den sig at have den modsatte effekt;

    Altså får gensynet af dig selv – kåd over din piv produktive indsats med loftoprydningen eller dryppende af selvtilfredshed over de tilbagelagte 8 km…

    – dig mod forventning til at drømme om fornemmelsen af at tage på arbejde mandag morgen uden et eneste flueben på listen, så er der intet til hinder for at lade den oplevelse blive din læremester: Du ved nu, at mere effektive weekender ikke er noget for dig, så spar tiden med at overveje taktikker til at fremme den slags, og hiv stedet havestolen ind under æbletræernes skygge.

    (…)

    Men hvordan så med balancen mellem at få gjort to-do-ting, have nærvær med familien og lade op ved afslapning?

    Jeg lovede jo ikke noget om nogen helhed, vel…?

    Men faktisk virker den med videoen også på alle de rare ting – dem, vi egentlig gerne vil have flere af og bruge mere tid på, men som alligevel bare ikke altid når det niveau, vi ønsker os.

    Selvom for eksempel god kvalitetstid med børnene/familien er topprioritet hos os alle, skal der alligevel ind i mellem gøres aktiv en indsats for at flytte motivationen fra det, vi ellers havde gang i.

    Så næste gang du har taget en rigtig god tur med børnene på legepladsen; spillet yndlings-billedlotteriet eller givet den gas med nærvær sammen med børnene til Disney (en ipad er ikke et par briller…) – eller en god ven, så lav dig en hurtig selvtilfreds selfie, der dokumenterer, om det var indsatsen og tiden værd – eller om du hellere skulle have dedikeret den time til Frank Underwood.

    Inddel weekenden i nogle blokke, der tildeler tid til både familie, praktiske gøremål og afslapning – eller hvad du gerne vil.

    Nogle weekender har tyngden på det praktiske; andre på det rare. Pointen er at lægge nogle cirka-blokke ind fx. fredag, så du har en (realistisk…) fornemmelse af, hvordan tiden fordeles. Du har nemlig også meget bedre samvittighed over at hellige dig Frank Underwood eller faglæsning et par timer, når du ved, at du har aftalt skovtur med børnene kl. 14.00;-)

    Er det frelst? Det kan godt være. Men det er min selvopfundne metode, og det var jeres efterlysning;-)

    Giv den en chance, ik’?

  5. Trine Henriksen 26. maj 2016 kl. 12:17 - Svar

    Super indlæg. 🙂
    Faktisk har jeg selv fundet ud af, at jeg lader allerbedst op ved at gøre 2 ting. Den ene gøres fredag og den anden gøres i løbet af weekenden;

    Fredag: Så meget jeg nu kan rydde op i indbakken gøres, og så mange udeståender til ugen efter som muligt identificeres. (Prøver at holde mængden af udestående mails i min indbakke på under en side, men det er ikke altid det lykkedes).
    På den måde kan jeg gå på weekend med en følelse af at der ikke er noget jeg har glemt eller overset.

    Weekenden: Jeg gør meget ud af lave mindst 2 ting, der IKKE er arbejdsrelateret, hvilket netop giver mig følelsen af at have udrettet noget og ikke bare lade weekenden flyde væk. For mig er det mit håndarbejde, som i sagens natur er så langt fra IT som det overhovedet kan komme. 🙂 🙂

    Når ovenstående lykkedes, så føles min weekend næsten som en lille ferie 🙂 🙂

    God dag og god weekend, når I når så langt.

  6. Tak for et blogindlæg, der vanen tro får en til at tænke sig om.
    Jeg er vild med det!

    Jeg vedkender mig stræberstilen.

    Fredag planlægger jeg som det mindste mandagens to dos, inden jeg lukker ned – for computeren og for mit arbejdshoved. Så behøver jeg (som regel) ikke at tænke på arbejde i weekenden.

    I stedet kan jeg fokusere på alle de andre ting, der betyder noget for mig og fylder mig med energi. Energien bruger jeg så løs af, når jeg mandag morgen atter åbner op for computer og arbejdshoved.

    Så stor tommelfinger op for stræberstilen.

  7. Jeg prøver at stå op til sædvanlig tid i weekenden og begynde dagen med enten at løbe en tur eller at gå en lang tur. Derefter et varmt bad (afsluttet med 20 sek. koldt bad) og så en velfortjent morgenmad. Så er jeg igang..
    Desværre får jeg så ofte brug for en lille middagslur senere, men den prioriterer jeg også gerne.
    Sover jeg længe, kommer jeg aldrig rigtig i gang den dag..

    • “Sover jeg længe, kommer jeg aldrig rigtig i gang den dag.”

      Det kan jeg SÅ godt genkende, det der, Inga. Det kan være dejligt at sove til klokken 11 om søndagen, men det virker på en eller anden måde som en kortsigtet løsning for mig.

      /Henrik

  8. Charlotte Lorentzen 26. maj 2016 kl. 15:41 - Svar

    Inspirerende indlæg, der rent faktisk gav mig et spark bagi til at skrive til min veninde med henblik på at tage en ‘date’. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide hvordan man ‘planlægger fremad’? 🙂

    • Hej Charlotte. Tak for kommentaren. Dejligt, at det kunne inspirere til en konkret handling – håber, at det bliver hyggeligt 🙂

      Jeg har lidt på fornemmelsen, at dit planlægningsspørgsmål dækker over en morsomhed, som jeg ikke helt fanger, men nu svarer jeg sådan lidt semiseriøst på det alligevel. Det er jo et ret stort og bredt spørgsmål, du stiller, men måske kan et af (eller begge) disse to blogindlæg inspirere til lidt metoder:

      – De 5 ting, effektive mennesker gør i løbet af en arbejdsdag: https://www.bro-blog.dk/?p=5361
      – Personlig effektivtet: Hemmeligheden ligger gemt i din computer: https://www.bro-blog.dk/?p=1939

      God læselyst, god fredag og god weekend
      /Henrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *