Skriv interessante tekster om hvad som helst

Sådan skriver du noget virkelig spændende om noget virkelig virkelig kedeligt

Sådan skriver du noget virkelig spændende om noget virkelig virkelig kedeligt

Sidder du nogensinde i en situation, hvor du skal skrive om noget uinteressant?

[Mm, siger du].

Jeg synes fx, at det er sjovt at skrive blogindlæg om tekstarbejde, men det er sjældent, at vores kunder bestiller sådan nogle tekster af mig. For nylig skulle jeg fx skrive en salgstekst om maling. Det, synes jeg ikke, er et særlig venligt emne, selvom kunden var det.

Det er nogenlunde lige så spændende som at se på maling tørre [ba dum tzz].

Men vi sidder alle med disse emner engang imellem. Enten er de umiddelbart bare født kedsommelige, eller også er vi i den situation, at vi har skrevet SÅ utrolig meget om emnet, at vi simpelthen ikke kan sige mere om det.

Lad os lige tørre mælken op, inden flæberiet tager overhånd. For hvis det er kedeligt, er det dit problem. Og hvad værre er, så er det også din skyld.

For her kommer den frelste sandhed om kedelige emner: De findes ikke.

Hvis du er uenig, tager du fejl. Og undskyld, men så har du efter alt at dømme ikke gjort dit arbejde godt nok. (Kan du mærke, hvordan der kun er ét synspunkt at indtage her?)

I BRO fylder tekstarbejde en del. Læs mere om, hvordan vi gør.

Lad os lave et eksperiment:

 

Et eksperiment med agurker

Agurker er umiddelbart kedelige. Uenig? Tak – du har netop bakket den centrale pointe i dette blogindlæg op.

Her er resultatet af en lynbrainstorm om agurker i denne blogs redaktion:

  • Man kan lave tzatziki af agurker.
  • Man kan skære dem i skiver og lægge på sin leverpostejmad.
  • Man kan lægge skiver af dem på sine øjne (af grunde, jeg stadig ikke helt forstår).

Kast, hvad du har i hænderne, der er sgu da en film gemt i dette materiale.

 

5 måder at gøre agurken spændende på

Okay, filmen kommer ikke til at lægge gaderne øde.

Men det er forbavsende let at gøre agurker og andre kedelige emner sjove, spændende, engagerende og alt mulig andet. Her er 5 muligheder.

 

1. Begynd din research på skæve sites

I stedet for at skrive ’agurk interessant’ i Google, så begynd andre steder. Der er tusind steder at komme i gang, men du kan altid begynde med disse tre:

  1. Wikihow.com
  2. Wannalearn.com
  3. Buzzfeed.com.

En fuldstændig ufiltreret afrapportering fra en søgning på agurk på disse sites giver os flere leads, fx:

Det fandt jeg på fem minutter. Hvis jeg brugte en time, ville jeg have en lang liste af interessante vinkler.

 

2. Stil de rigtige spørgsmål til dit emne

”Hvad kan man bruge agurken til?” er et spørgsmål med mange farverige svar. Men du kan få mange flere indgangsvinkler til dit emne ved at variere dit hv-ord i dine spørgsmål. 

Bevares, vi er på brainstorm-niveau her. Det kan blive bedre. Men du forstår pointen; vi åbner døre lige nu. Hvis du kombinerer denne tilgang med lidt flid, analyse og kreativ isolation, er der interessante tekster på vej.

 

3. Put dit produkt ind i en menneskelig kontekst

I stedet for at fokusere på produktet kan du give helterollen til personen, der bruger dit produkt. Det kunne være:

      • Personen, der har lavet tzatziki hele sit liv
      • Kosmetologen, der rent faktisk ved noget om de der agurker på øjnene
      • Smørrebrødsjomfruen, der kan forklare, hvorfor leverpostej og agurk er som pot og pande
      • En person, der har skrevet en opskriftsbog om agurker. 

 

4. Sæt emnet ind i en historie

Fortæl historien om den lille familie, hvis juleaften midt i en krigszone blev reddet af en agurk. Det vil sige; den skal du genfortælle, for den findes allerede.

Eller lav den gyldne top-10-liste over madvarer, som alle udlandsdanskerne savner, og placer agurken – smask – lige dér som nummer 1.

 

5. Find ud af, hvad folk gerne vil vide om emnet

En sikker metode til at tilfredsstille dine læsere er at løse deres problemer og besvare deres spørgsmål. Og du behøver heldigvis ikke invitere til fokusgrupper og lave spørgeskemaundersøgelser for at finde frem til dem.

Der findes utallige spørge-websites, hvor folk fra hele verden spørger om alting. Answers.com eller Yahoo Answers er blot to eksempler, som du kan gå i kødet på med det samme.

 

Nu har du ingen undskyldninger for ikke at komme videre. Men inden du vender tilbage til arbejdet, skal du være meget velkommen til at byde ind i kommentarfeltet med eksempler på nogen, der er gode til at gøre kedelige ting spændende. En af mine egne favoritter er Will It Blend.

Om Kathrine Louise Nielsen

Kathrine Louise Nielsen

Tekstforfatter
Kathrine er tekstforfatter i BRO og vores forlængede pen i Canada, hvor hun løser opgaver inden for formidling og copywriting. Kathrine er i øvrigt forfatter til romanerne 'De Spidsørede' samt 'Ild og vand'.

30 kommentarer til “Sådan skriver du noget virkelig spændende om noget virkelig virkelig kedeligt

  1. Tak for et godt grin, men lige så meget for at faktisk at give nogle gode og konkrete redskaber med.

  2. Jeg er glad for, du både kan bruge indlægget og følte dig underholdt undervejs, Jens – så har det opfyldt sit formål 🙂

    Mange hilsner fra Kathrine

  3. Lise E Rasmussen 12. marts 2015 kl. 11:21 - Svar

    En japaner på agurketrumpet er virkelig overrumplende morsom! Gode pointer og gode metoder til simpel reseach, der kan få én ud af dødvandet. Tak for det.
    Mvh Lise

  4. Tusind tak for et godt indlæg, der gav mig det ekstra lille spark, jeg havde brug for, til at skrive om noget kedeligt ; )

    Glæder mig til at læse mere fra dig igen, Kathrine.

    /Simon Linde

  5. Hold op, du skriver skægt. Tak for et dejligt indlæg, der (på en venlig måde) sender skrive-boomerangen tilbage i nakken på skribenterne og samtidigt opklarer om en billardkø kan blendes.

    Jeg vil gerne fortælle en historie, der forlænger det med at gøre kedelige ting sjove. Den handler også om, hvor utrolige mennesker kan være. Så hold fast et øjeblik.

    Jeg hader at skrive invitationer.

    De kommer til at lyde som om jeg egentlig ikke gider at se folk og det hjælper ikke at suse ned i boghandleren og købe en stak præfabrikerede humørsprederkort, for de spreder alt andet end humøret.

    Så jeg opfandt Hyggodil. Pillen der gør dig hyggelig.

    Nu må du ikke tro, at jeg har forgrebet mig på naboens hjemmedyrkede hamp, for Hyggodil var naturligvis ren fantasi. Pure opspind, der bare skulle bruges til en invitation.

    Jeg ringede til Lundbeck og fik en af deres grafikere til at lave rigtige labels til Hyggodil. Jeg modtog en stak rigtige pilleglas og på den rigtigt designede indlægsseddel, fik jeg skrevet min kedelige invitation i ægte Lundbeck grafik. Glassene blev fyldt med skønne Tic Tac.

    Nede på apoteket synes de godt om Hyggodil, så mine 25 pilleglas fik en plads lige bag skranken.

    Det gjorde det nemt, at invitere. “Kære Peter. Du skal med til min fest, men hvis du vil inviteres (sådan rigtigt), skal du gå ned på apoteket og bede om et glas Hyggodil. Bare gør det. Du har 1 uge.”

    Lige den uge, ville jeg have solgt min cykel for at blive apoteker. Og for at se mine venner træde sig selv over tæerne og genert bede om Hyggodil.

    Hvis der overhovedet er en pointe med at fortælle historien, må det være den, at det er fedt at komme ud af trædemøllen og vende det kedelige på vrangen.

    Det mærkes helt ude på den anden side af skærmen, når du klæder agurker festligt på og fortæller hvordan det gøres.
    Jeg tror, det er din attitude der brænder i gennem, herude på den anden side.
    Skriv snart igen.

    • Hej Ole. Selv tak for at blive oplyst om blendede billardkøer og festklædte agurker 🙂

      Jeg gnæggede mig igennem hele din Hyggodil-historie – det er lige dele vanvittigt og sjovt fundet på. Det må have været en virkelig hyggelig fest med alle de piller i omløb…

      Mange hilsner
      Kathrine

  6. Endnu engang tak for et godt, informativt og inspirerende indlæg.
    Dette skal absolut i min værkstøjskasse, og disse tip skal afprøves, næste gang jeg skal skrive en tekst – og hvor skrivblokeringen rammer mig 😉

    Helene Rosendahl Hillersdal
    Slip hensynsbetændelsen & Sig til og fra – på den gode måde.

  7. Kære alle

    Læste ikke, da mailen kom i formiddags – men nu er jeg da enormt glad for, jeg tog mig tiden. Gode tips og tricks, der absolut må huskes.

    Men lattermusklerne blev da rørt ved Oles indlæg – hold da op en kreativitet – kan kun forestille mig hvordan selve festen blev…

    Rigtig god solrig dag til alle.

    • Jeg er glad for, du fandt vej til indlægget, Helle. Og god solskinsdag til dig også.

      Mange hilsner
      Kathrine

  8. TaK for en skøn mail.
    Fik lige udvidet horisonten lidt her.
    Kan alligevel ikke lade være at tænke over det næste gang noget “kedeligt” rigtigt fænger -tror jeg – haha ;)))
    Super

  9. Daniel Friis-Pieper 12. marts 2015 kl. 22:33 - Svar

    Ganske underholdende agurketid her på bloggen 🙂

    Din historie bekræfter, hvad G. K. Chesterton sagde for lang, lang tid siden: “der findes ikke uinteressante emner, kun uinteresserede personer!” – hvilket blot gør det mere påkrævet, at skribenten formår at formidle *kedelige* emner på en interessant måde.

    Tak for et godt indlæg… (og p.s.: var der flere af de der Hyggodil?)

    • Tak, Daniel, det er en glimrende pointe!

      P. S. Hvis man skal tro efterpørgslen, ser det ud til, at Ole kunne begynde et nyt produkteventyr her 🙂

  10. michael elmquist 13. marts 2015 kl. 10:52 - Svar

    Godt, nyttigt og morsomt indlæg, der helst skal nydes med en Hendricks Gin – med agurkesmag.

    • Personligt har jeg altid hørt til dem, der foretrækker G&T med lime. Men jeg er glad for, at du har fundet den rette setting til den med agurk 🙂

  11. Kathrine, du har gjort det igen. Fortalt en medrivende historie med gode pointer … der er jo virkelig ingen grund til at skrive kedeligt 🙂

    • Kathrine Louise Nielsen 7. maj 2015 kl. 12:23 - Svar Author

      Arhmen, det er dejligt at høre, Svend Haugaard – tak for kommentaren 🙂
      //Kathrine

    • Kathrine Louise Nielsen 7. maj 2015 kl. 12:24 - Svar Author

      Hej Rasmus
      Nej, det er der ingen grund til 🙂 dejligt at høre, du kan bruge indlægget i dit arbejde.
      //Kathrine

  12. Jeg har lige skrevet to tekster til en kunde. Den ene om at de har udvidet med XXL i størrelserne. Den anden om at det nu er muligt at bestille deres produkt i grå. Begge på 400 ord.
    Hvis ikke jeg havde læst dette indlæg få dage forinden, var jeg aldrig kommet så nemt i mål med forfatningen.

    Så en kæmpe tak for inspirationen. I har gjort mig bedre!

    Kæmpe knus
    Stella

    • Kathrine Louise Nielsen 7. maj 2015 kl. 12:26 - Svar Author

      Selv KÆMPE tak, Stella – det emne er jo oplagt til sprogtrylleri 🙂
      Mange hilsner Kathrine

  13. Pingback: Sådan overvinder du skriveblokader (og redder pandaen fra at uddø)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *