Shitstorms på internettet

Træk vejret, og få dig en hobby

Træk vejret og få en hobby

Normalt stræber vi efter at levere en konkret metode, en teknik eller et værktøj i alle vores indlæg – men indimellem er vi kaldet til at ofre spalteplads på en pointe, der er mere vigtig, end den er umiddelbart omsættelig i hverdagen.

Der går simpelt hen skabertrang og kunstnersmerte i den; der er noget, der skal ud.

Det var tilfældet, da vi forklarede vores træthed over udenomssnakkende politikere. Og det var motivationen bag at udbrede kendskabet til den vigtige regel nummer 6. Nu har vi behovet igen – et behov for at dele en intern aftale, vi har lavet. Og nu håber vi, at du vil være med på den.

Lad os begynde med et spørgsmål:

 

Hvad lavede du i søndags?

Der er en pæn chance for, at du var blandt de mere end 1 million danskere, der så det fjerde afsnit af 1864 på DR1. En serie, der bliver sagt, skrevet og ment meget om.

Hvis du har brugt bare 5 minutter på Twitter i løbet af den seneste måned, er du allerede blevet væg-til-væg-tæppebombet af vrede udfald, retoriske spørgsmål og massiv ironisering over serien.

STOP: Bare rolig, dette indlæg handler ikke om serien – der er vigtigere ting på spil.

For måske har du også lagt mærke til, at alvoren er begyndt at tage af. Efter første afsnit var det store danske kollektive VI forarget over det enorme spild af vores alle sammens licenspenge på ’verdens dyreste sovepille’ og det brud på tilsyneladende al integritet, der blev begået med seriens udlægning af historiske facts.

Men blot et par uger senere har forargelsen fortaget sig – og det er i stedet vittig- og platheder, der fylder i feedbacken.

1864-drukspilMå vi have lov at præsentere: 1864-drukspillet!

vigtig er en filmatisering på DR jo i virkeligheden ikke for os. Harmen fortager sig.

 

Lysten til bøf trumfer alt

Sceneskift: Vi bevæger os hastigt fra søndag aften foran flimmeren og ud i fremtiden til en sommeraften i 2015, hvor følgende ordveksling aldrig vil finde sted:

Konen: ”Skat, skal vi ikke tage på Jensen’s Bøfhus og gå ombord i en plankesteak og fri salatbar?”

Manden: ”Nej. På grund af Bøfhusets sag mod Jensens Fiskerestaurant sidste år har jeg ændret mine præferencer, og jeg foretrækker nu enten slet ikke at gå på bøfhus eller at køre dobbelt så langt for at spise bøf på et bøfhus med en velafbalanceret CSR-strategi.”

Bøfhusets sagsanlæg mod fiskerestauranten torpederede folk ud af deres stole. Eller faktisk blev de fleste siddende – bare vredere. Skuldrene helt oppe ved ørerne. Uglet hår og fagter! Facebook-siden ’Boykot Jensen’s Bøfhus’ fik lynhurtigt langt over 100.000 likes og blev oversvømmet med kommentarer som fx:

‘Sidste gang jeg sætter mine ben hos jer, efter at I har trynet en lille mand, fy for satan, I må skamme jer, håber at alle fravælger at spise hos jer. Jeg vil gøre mit til, at folk får jeres sande ansigt at se’. Citat fra ekstrabladet.dk.

Kort efter lukkede siden ned og forsvandt fra Facebook. Hvorfor? Var det fordi, Facebook blev for småt til denne store sag, og protesterne flyttede ud på gaderne? Nej, det var meget smukkere. Der skete det, at manden bag boykotsiden solgte administrator-rettighederne for 4.000 kroner til en svindler, der straks forsøgte at fuppe penge ud af sidens vrede følgere.

Sagen var vigtig. Bevares. Men så vigtig var den alligevel ikke for founderen af denne verdenshistoriens-korteste-protest-fraktion.

Og hvordan gik det så i øvrigt med Bøfhuset? Der skete umiddelbart ikke en skid. I den weekend, hvor protesterne var på sit højeste, kunne Bøfhuset ikke spore det mindste udfald i omsætningen. Folk ville stadig have bøffer og softice ad libitum, og dem, der var sure, havde formentlig ikke tænkt sig at spise på Jensen’s alligevel. Det var heller ikke vigtigt.

 

Træk vejret – og få dig en hobby

Her er vores pointe: Ro på. Træk vejret.

Og det er ikke fordi, vi er bedre selv. Vi kunne heller ikke dy os ovre på vores egen Facebook-side.

Problemet er ikke, at folk hidser sig op eller går passioneret ind for en sag. Det er derimod, at de hidser sig op over ting, der reelt ikke betyder noget for dem. Det er ikke vigtigt. På denne måde kommer vores iltre temperamenter til at stå i vejen for vores troværdighed, når vi shopper rundt mellem mærkesager af en uges varighed. Og endnu værre: Det tager tid fra det, som burde være vigtigt. Hvad det er, ved du selv.

En højesteretsdommer ville anklage folk for at handle i affekt. At reagere på deres umiddelbare harme, som kort efter er stilnet af igen. Men inden den helt forsvinder, når den lige at oversvømme os andre med Kähler-vaser, fatwaer mod Zoo og de der vrede udbrud mod Netto, fordi de igen i år starter brunkagesalget lige efter efterårsferien.

Ting, der ikke betyder noget i det lange løb, fordi vi er ligeglade igen 14 dage senere. 1 dag senere. 5 minutter senere.

Det er ikke vigtigt. Så ro på.

Det her er på ingen måde ment belærende eller bedrevidende. Det er et forslag.

Her er vores aftale med hinanden inde på kontoret:

Læs din kommentar højt for dig selv, inden du kaster dig ind i debatten – kunne du ikke bare tage ’the high road’? Overvej dit like. Mener du det virkelig? Føler du, at blodtrykket er på vej ud af skalden på dig? Gå en tur op på balkonen, og se det hele lidt fra oven, som faderen af moderne forhandlingsteknik William Ury kalder det.

Luften er sgu frisk deroppe på balkonen. Og i stedet for at brænde energi på ligegyldige ting kunne du måske gøre alt det, som du har svært ved at finde tid til? Vi vil gøre vores.

Hav en dejlig torsdag.

29 kommentarer til “Træk vejret, og få dig en hobby

  1. Jeg hedder også Jensen men er indtil videre sluppet for tiltale

    1864-drukspillet lyder spændende. Man kunne jo bytte alkohol ud med softice fra Jensens og slå to fluer.

  2. Man kan jo også bare vælge ikke at være med på Facebook, eller andre sociale medier med kommentarmulighed 🙂

  3. Det er simpelthen SÅ langt ude at sådan nogle danskvanddrikkende og bedrevidende PSYKOPATER som jer skal bestemme at vi skatteborgere ikke længere skal være i vores gode ret til at hidse os op over ligegyldige detaljer og slåfejl. Nu må det stoppe. Jeg ser hellere alle afsnittene af 1864 på finsk end jeg læser jeres latterlige, såkaldte nyhedsbreve.

  4. Ja, der er mange som glemmer en gammel jysk dyd (ved ikke om den kommer fra Jylland) – “Det vil jeg lige sove på” – Spontane vredesudbrud er der mange af og jeg får dem også. Har dog lært, at sove på dem inden jeg deler dem med verden. Og det er sjældent de består efter en god omtanke, om det nu også er så vigtigt eller nødvendigt.

    Gode pointer – tak for endnu et godt indlæg på jeres blog.

  5. He he, helt enig. Folk har en tendens til at hidse sig op over ligegyldige ting, som ikke betyder noget og er glemt i næste uge. Brug dog al den energi på noget andet!!

  6. Jeg er helt enig. Jeg er fx en af de få der i en alder af 37 der ikke har en facebookprofil. Jeg deltager heller ikke på ekstrabladets nationen for folk brokker sig men 1 sek. efter de har trykt send, så har de glemt det. Man sad i nogle år overfor en god kollega, som lærte mig at tænke over det til i morgen inden jeg sendte et meget surt svar tilbage på noget. Hun kunne nemlig se og høre når jeg blev gal og nogle gange var hun enig, men hun synes alligevel jeg skulle vente med mailen for det ville jeg få mere ud af og hun har ret. Jeg er hende meget taknemmelig.

  7. Jens Christensen 6. november 2014 kl. 13:32 - Svar

    Har I tænkt på konsekvensen af jeres forslag vil være, at Facebook fremover alene vil bestå af de etablerede trolls, der slås indbyrdes, og fotos af nuttede katte?

    Jeg mener heller ikke, – nej nu har jeg tænkt over det, så jeg vil ikke skrive noget alligevel. 😉

  8. Det er da egentligt lidt trist, at de eksempler, som I kommer med, ikke er mere vigtige; at de bliver så hurtigt glemt igen.

    Nu har jeg ikke selv set den tv-serie, men er det ikke væsentligt, hvad vores penge bruges på?

    Nu fulgte jeg ikke med i sagen om Jensens Bøfhus og kender ikke detaljerne, men er det ikke vigtigt at sikre, at de små ikke bliver trynet af de store?

    Jeg mener: Bør vi ikke minde os selv om, hvorfor vi var sure og så genvinde kampgejsten? Jeg synes tit, jeg hører om vigtige emner, hvor kampgejsten blot dør hen. Fx fandt jeg jeres indlæg om det tragikomiske ved politikeres udenomssnak ret vigtig, men hvad er der sket med den debat siden da? Er der sket en ændring? Nej, for vi orker jo ikke at gøre noget ved det. Vi belønner jo ikke en gang politikere for at snakke … indenom(?) – og så er det jo sådan de bedst forbliver politikere, spillets uskrevne regler.

    Når det så er sagt, så er jeg da ganske enig i jeres indlæg – det er spild af energi at hidse sig op over … alt andet end vigtige ting.

  9. Hej, de skarpe mennesker på Redaktionen!

    Kommentarfeltet er et vildt stærkt redskab, der kan forbinde mennesker og splitte os.

    Efter min ydmyge mening, er kommentarfeltet den største opfindelse siden internettet og det at skabe engagement og dialog, gør det muligt at flytte viden, varer, mennesker og 100 andre ting.

    Jeg er alligevel uenig i, at vi skal tænke os om.

    Altså ikke i al almindelighed. Der er bare noget særligt ved kommentarfelter, som jeg vender tilbage til om et øjeblik.

    Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at da jeg kom på facebook – og allerførste gang så et kommentarfelt – blev jeg noget handlingslammet ved synet af ordene “Skriv en kommentar”.
    Det var næsten kvælende.
    Ikke desto mindre, fik jeg vel skrevet en 50-75 kommentarer, før jeg opdagede, at der AUTOMATISK dukker et nyt ubrugt kommentarfelt op i det sekund, den gamle sendes afsted.

    Pointen med, at undlade at tænke sig om, skyldes at kommentarfelter er noget nyt, som er kommet til os uden brugsanvisning.
    Vi er de første på kloden, der har fået kommentarfeltet mellem hænderne og ligesom tegnestiften og kobenet, kan kommentarfeltet bruges til lige dele godt og skidt.

    Nogle bruger et kommentarfelt til at få vreden og frustrationen ud. Andre er mere konstruktive.
    Men ingen af os kan sidde og tænke os til, hvor vi mon havner (og hvad der mon sker på den anden side), hvis vi bidrager til en shitstorm eller holder snitterne fra tastaturet. Vi kan ikke vide det. Vi kan ikke spørge nogen.
    Vi kan derimod prøve og se, hvad der sker.

    Dem, der opfandt cyklen kunne (formentlig) heller ikke selv køre på den fra begyndelsen. Og at tænke sig til cykling, gør opfindelsen umulig på forhånd.

    Min pointe er, at vi må handle og lære af det bagefter. Det er stærkt overvurderet, at sidde og tænke.

    Jeg vil gerne fortælle, hvor min kærlighed til kommentarfeltet kommer fra. Og hvorfor der ligger en stor ressource i kommentarfeltet, som måske skal modnes gennem tid og brug.

    I snart 3 år har jeg blogget om mit arbejde på fagmagasinet Ingeniøren. Jeg har delt mine arbejdsopgaver, tvivl, succeser, fiaskoer, resultater og meget andet helt åbent med dem, som gider læse med.

    Det her, er ikke en reklame for min blog, men en hyldest til alverdens kommentarfelter. Min oplevelse er, at kommentarfeltet kan fostre de mest utrolige ting. Rigtig mange mennesker er sindssygt kompetente og glade for at dele ud af deres viden. Og de er naturligvis vilde med at få viden tilbage.

    På min blog, har jeg gentagne gange efterlyst løsninger og viden, og er altid gået hjem med lommerne fulde, takket være input fra mennesker, som jeg aldrig havde mødt, hvis det ikke var for kommentarfeltet.
    Gavmilde mennesker med så specialiseret viden, at sandsynligheden for nogensinde at krydse deres vej, står og falder på kommentarfeltet.
    Mit liv, har (på den gode måde) ikke været det samme, efter opdagelsen af utrolige menneskers hjælpsomhed.

    Jeg vil ikke påstå, at alle kommentarer er lige vakse. Nogle, kan jeg faktisk leve uden.
    Sådan er reglerne bare ikke.
    Kommentarfelterne kan bruges af alle, og det tager tid at forstå, hvad de kan.

    Vi er nødt til at eksperimentere. Køre i grøften. Få nok, tage fejl. Gå i kunstnerkrampe og koge over.
    Kommentarfelterne er alligevel fantastiske, for de har potentiale til, at flytte os på den gode måde.

    Jeg tror ikke, vores børnebørn kommer ikke til at brænde sammen på 2 sekunder, som vi gør nu.
    De kommer til at vide bedre.

    De googler bare deres bedsteforældre, hvis de vil se, hvordan vi i virkeligheden var.
    Og udsigten fra dén balkon skal nok udløse et drukspil eller to.

    • Jeg er helt enig, Ole.
      Der er selvfølgelig kommentarstrømme som i alt for høj grad fyldes op af “trolls”, men der er også mere produktive diskussioner, hvor man kan trække på hinandens ekspertiser, og personligt har jeg haft glæde af den gavmildhed folk fra hele kloden har udvist, når jeg har haft et spørgsmål til deres specielle kompetenceområde.

      BRO’s diskussioner er især gode, fordi det synes som om redaktionen ønsker at indgå i en aktiv dialog med læserne og ikke bare bræger ud i æteren. Jeg ser så mange blogs eller LinkedIn diskussioner, hvor det virker som om forfatteren bare ville sprede sit men aldrig kommenterer tilbage på de spørgsmål eller indsigelser læserne måtte have haft.

      Hvor jeg er specielt forbeholden over for disse småstorme på nettet, er hvor der burde være oprigtig forargelse og protest, men hvor 100.000 “likes” er alt hvad der kommer ud af sagen. Når man har checket sit “like” har man ligesom gjort sit, og intet ændrer sig i den virkelige verden.

      I USA har man systematiseret denne protest med en “petition the president” website, som præsidenten er forpligtet til at reagere på, hvis der er nok personer der har lagt navn til. (Jeg kan dog ikke forestille mig at Margrethe ville påtale Jensens Bøfhus, 100.000 likes til trods.)

      • Tak, Charlotte.
        Vi er enige. BRO- folket har en rigtig fin etik, hvor de ikke vender ryggen til bloggen, når først indlægget er postet.

        Krydsede fingre for, at dialog på nettet engang vil gøre verden til et bedre sted. Med eller uden Jensens Bøfhus.

        • Kære Ole og Charlotte
          Hvis vi kan sætte os udover ironien i, at vi så længe har forsømt at besvare jeres kommentarer om, hvor gerne BRO-redaktionen vil dialogen med læserne, så skal I have en oprigtigt stor tak for jeres fine bidrag og tanker.
          /Henrik

  10. Michael Elmquist 6. november 2014 kl. 17:37 - Svar

    Som jurist må jeg opponere mod en i den iøvrigt yderst inspirerende artikel indeholdte bemærkninger, hvori det hedder: “En højesteretsdommer ville anklage folk for at handle i affekt.” Højesteretsdommere, såvel som byrets- og landsdommere, har ingen bemyndigelse til at anklage, kun til at dømme. (En af mine hobbies: flueknepperi).

  11. Bare en sidebemærkning: Tår findes kun i ental. Tåre er noget der komme fra øjnene – men det er selvfølgelig ikke jer, der har lavet reglerne for drukspillet 😉

  12. Anders Bo Petersen 16. november 2014 kl. 12:26 - Svar

    Hej Ole

    Jeg blev meget inspireret af dit indlæg. Hvad hedder din blog?
    Jeg har selv oprettet en, men har svært ved at få noget på den, fordi jeg nok er for perfektionistisk – og det ved jeg godt at jeg ikke skal være 😉

    Mvh

    Anders B. Petersen
    Islands Brygge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *