Kommunikativ rammesætning

Derfor skal du aldrig sige tingene, som de er

Ikke-sige-sandheden

Forestil dig følgende: Du har netop præsenteret dit forslag til en ny indsats i din afdeling. Nu er det tid til feedback fra dine kolleger – du ved, at det er et prestigeprojekt, så du er klar til at blive udfordret. Din kollega på den modsatte side af bordet åbner snakken: ’Nu siger jeg jo gerne tingene, som de er, og jeg synes, at løsningen er banal og suppe på en pølsepind.’

Hvad gør du? Læner du dig entusiastisk ind over bordet, smiler varmt og siger: ’Tak skal du have – jeg er glad for dit input og går straks tilbage og hæver niveauet’?

Nej, vel? Heller ikke jeg – de fleste af os ville som minimum sidde med stram kæbe og galoperende hjerte og glæde os til at komme ud af rummet. Og det er der en enkel grund til: Ærlighed er overvurderet.

Jeg er naturligvis ikke fortaler for at lyve. Men hvis man ukritisk deler sine egne erkendelser uden at tage hensyn til modtagerens mulighed for at bruge dem til noget konkret, forbryder man sig mod en af de mest banale kommunikative erkendelser: At hensynet til modtageren er afgørende i al formidling.

Vil du blive bedre til at styrke din indflydelse, kan du tilmelde dig vores gratis e-kursus i personlig gennemslagskraft.

Indledningen, der lukker for videre snak

Personligt bliver jeg altid lidt bange, når en frisk person indleder sin feedback med: ’Nu er jeg jo sådan en, der siger tingene, som de er… ’. For jeg ved, at der lige om lidt kommer noget, jeg ikke har lyst til at høre. Ikke fordi jeg er konfliktsky. Men fordi jeg ved, at min modpart simpelthen har tænkt sig at tvære sin egen version af virkeligheden ud over mig.

Hvis du selv giver feedback, og du gerne vil have din modtager til at følge dine anbefalinger, skal du gå til det på en anden måde. Hvis du vil nå igennem med dit budskab, er du nødt til at skabe en ramme, der giver din modpart lyst til at lytte til dig i stedet for straks at lukke ned for yderligere opmærksomhed:

Rammen for et udsagn dikterer, hvordan indholdet opfattes, og dermed om kommunikationen lykkes.

Du skal ikke lyve. Du skal heller ikke mene noget andet, end du gør, og du skal ikke snakke folk efter munden og sige, at de har ret, når de ikke har det. Men du skal formidle dit budskab, så du ikke begår overgreb på din modtagers selvforståelse.

Den velmente, men fejlagtige ide om, at det er bedst at ’sige tingene, som de er’, udløser minimum tre problemer:

  1. Det har ingen effekt: I ingen udgave af verden vil indledningen få modtageren til at tænke: ’Nå ja, det er jo sådan, tingene er. Tak, fordi du ved at sige tingene, som de er, hjalp mig til at indse, at jeg tog fejl i den helt store skala. Jeg er en utrolig banal kollega, og endelig fik jeg bekræftet de værste antagelser om mine egne kompetencer.’
  2. Du lukker ørerne på din modtager: Vi ved alle sammen godt, hvad fortsættelsen er, når indledningen gjalder. Følgen er, at vi straks monterer skuldrene ved ørerne, forbereder defensiven og lytter som en vis herre gør til Bibelen: Vi leder efter udveje, fejl og mangler ved dit bidrag – og det levner ikke mange chancer for at få indsigter igennem.
  3. Du tager fejl: Når du siger tingene, som de er, påstår du, at du har adgang til en højere sandhed – og det er en vanskelig retorisk situation at slippe helskindet fra. For de færreste af os kan sige tingene, som de er, og i mangel af bedre siger vi tingene, som vi er – som de ser ud fra vores næsetip.

Men hvordan siger jeg så tingene, som de er?

Når du skal gøre svære budskaber spiselige, er du nødt til at give dem en appetitlig ramme. En kontekst, som viser, at du gengiver din – og kun din – version af virkeligheden. Du er nødt til at give modtageren en mulighed for at få det bedste ud af din version af virkeligheden. For hvis du ved bedre, er det naturligvis din pligt at få din viden frem.

Mulighederne er mange. Her er fire enkle eksempler:

  1. ’Hvis vi nu sætter tingene lidt på spidsen og …’
  2. ’Nu er jeg jo ikke den her, der har mest erfaring, men …’
  3. ’Når jeg ser tingene fra min side af bordet, så …’
  4. ‘Jeg ved, du har travlt, så nu er jeg lidt uhøflig og hopper direkte til sagen …’

Pointen her er nedtoning; når du supplerer dit barske budskab med tvivlens nådegave, får din modtager mulighed for at høre og få glæde af dine tanker. Og når du nedtoner dit budskab, kan du slippe af sted med en del (dog aldrig at kalde din kollega banal).

Så husk: Rammen for dine ærlige buskaber er lige så vigtig som selve budskabet. Din evne til at sætte en ramme er afgørende for, hvordan budskabet bliver modtaget – uanset hvor sandt og soleklart, du selv synes, at det er.

Hvis du har erfaringer med en anden type strategi for at rammesætte vigtige budskaber, er du naturligvis meget velkommen til at sige tingene, som de er, nede i kommentarfeltet.

 

Om Anne Gerhardt

Anne Gerhardt

Seniorkonsulent - 40805101
Anne er seniorkonsulent i BRO og arbejder dels med team- og ledelsesudvikling, dels med professionalisering af dialoger. Begge dele både i forhold til samarbejde og resultater. Anne løser bl.a. opgaver for FOA og ATP. Derudover holder Anne foredrag under titler som 'Kend dem på gangen', 'Hvad giver gennemslagskraft?' Og 'Hvorfor er der altid nogen, der er sure?'

48 kommentarer til “Derfor skal du aldrig sige tingene, som de er

  1. Jeg sad og læste indlægget mens jeg hørte en debat om racisme på radio 24/7. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på den der måde at indlede en sætning på med “Nu er jeg jo ikke racist, men…”
    Det er altså ikke ret tit, der kommer noget kønt efterfølgende.

    Omvendt er et klassisk eksempel på en nedtoning, som du efterlyser det, den velkendte åbningsreplik fra talerne ved familiefesten… “nu er jeg jo ikke den store taler”

    • Ja, det er også en skøn klassiker, Andreas – det lille ‘jo’ er generelt altid lidt opmærksomhed værd: Og elsker også den klassiske vaccination om fravær af talekompetencer :).

  2. Til Andreas: Sjovt, jeg var til et bryllup for nylig hvor en netop sagde “Nu ER jeg jo en stor taler”. det udløste noget latter.

  3. Anne, jeg kunne dårligt få en bedre start på dagen.
    Tak for et vigtigt indlæg og modtag her en virtuel krammer ……

    Øverst i min indbakke ligger nemlig en mail fra en mangeårig (og afholdt) forretningsforbindelse.
    Emnelinien er kort: SPASSER

    Jeg har lavet en forandring i vores virksomhed, som kan skabe en usikkerhed, indtil et større billede er rullet ud og åbenbarer sig for alle.
    I fremtiden bliver vi alle rige, høje og solbrændte, men nu ligner forandringen mest af alt unødvendig støj. For forretningsforbindelserne, altså.

    Før jeg læste dit indlæg, havde jeg gjort mig klar til at sidde med fødderne i Gammel Dansk resten af dagen.
    Nu vil jeg i stedet gribe knoglen og sige: “Jeg har brug for din feedback. Hør engang denne her idé, som tager sig sådan ud fra mit tastatur.”

    Så ingen ny type strategi herfra, Anne. Kun tak.
    Ringer lidt senere fra skadestuen.

    • Vildt, Anne.
      Jeg gjorde præcis, som du anbefaler, og nedtonede mit svære budskab.

      Det gav en åbning for modparten til at præsentere sin virkelighed (og det, der her gjorde mig til SPASSER).

      Jeg bad om hans feedback på verden set fra mit skrivebord og reaktionen var, at det bliver vildt spændende at gå i gang med alt det nye + et par nye idéer.

      Således opgraderet fra SPASSER, skal du have tak og god dag.

      • Og selv mange-mange tak, Ole – det er et smukt eksempel, som jeg håber, at du ikke vil tage mig ilde op, hvis jeg kommer til at slide lidt på i fremtiden – ‘SPASSER’ (og så i versaler) er sgu en hård start på dagen!

  4. Dejligt med lidt indput til hvordan man bedst giver feedback.
    En anden variation jeg bruger er “Det lyder interessant, men har du tænkt på at…..”

    • Det ville jeg syntes var fantastisk nedladende – lidt som anglicismen ” jeg hører, hvad du siger, men…..” .Nå jeg hører den, får jeg lyst til at lykønske folk med at de ikke er døve og jeg føler mig helt overbevist om at de mener, at jeg er en klaphat, hvis argumenter, det ikke er nødvendigt at tage alvorligt.

      • Tak også for den, Linda – helt enig: ‘Jeg hører, hvad du siger’ er en af det danske sprogs tommeste ytringer: Som en kursist sagde forleden: ‘Det er sådan noget min chef siger, når han har været på kursus i anerkende ledelse.’

    • Tak Lone – også for eksemplet på en god start – anerkendelsen er altid god. Og hvis man så erstatter ‘men’ med ‘og’, som Joan også foreslår senere, så er der meget åbent land at undersøge :).

  5. Ret fint indlæg. Jeg synes nu også at “misforstå mig ikke” kan være djævelsk at indlede en sætning med. Om end det måske nedtoner den ubarmhjertige ærlighed, så synes jeg også at der implicit ligger noget nedladende. Som om modtageren ikke selv kan regne den ud eller forstå pointen rigtigt.

    • Arj, den er også god, Helene – og næsten umulig ikke at sige ‘men’ efter; og så er det forudgående negeret: Tak.

  6. Jeg lærte på et tidspunkt at udelade “men” i forbindelse med feedback. Det råd har jeg siden brugt med stor succes! 😉

    • Jep, Joan – og det er sådan en god øvelse at prøve at komme uden om ‘men’, især, hvis der bare er et minimum af risiko for uenighed, tak :).

  7. Tak for en god reminder om kommunikationens kunst. Set fra min vinkel af verden, er det måske ikke så meget selve starten på vores sætning og eller feedback, der er det vigtigste. Det er vigtigt, bevares, for det handler jo netop om, at modtageren ikke sætter paraderne op før budskabet er afgivet. Men det kunne også handle om, at vi accepterer, at vi kun kan se vores del af sandheden og den højst sandsynlig ikke er den samme som modtagerens. I min optik kan vi ikke imødekomme modtagerens behov før end vi selv har accepteret, at vi kun ha vores egne briller at se ud ad. Når det så er gjort, har vi større mulighed for at give konstruktiv feedback.
    Tak for super gode indlæg på jeres blog.

  8. Tak for et godt indlæg. Interessant, det med, at man sætter en ramme for levering af budskabet. Hovedpointen her, som jeg ser det, er, at det er godt at holde sig på egen banehalvdel. Det vil sige at feedback tager udgangspunkt i én selv, hvad man synes eller tror. OG samtidig holder sig til selve sagen. Altså hvad man synes om sagen og ikke om personen…

    • Selv tak, Majbritt – også for at trække den vigtige skelnen mellem sag og relation ind: Den gamle forhandlingsregel om ‘at være hård på sagen og blød på personen’ er altid god at have med til de lidt tungere beskeder.

  9. Hej Anne,

    Godt, givende og lærerigt indlæg.

    Jeg savner en print-knap på jeres blogindlæg, så jeg kan printe og fx hænge op til mine kolleger 🙂

    Kh Lars

  10. Hej alle i BRO-Kommunikation – (og tilhørende læsere på Bloggen).
    Tak for de mange fine og brugbare indlæg, I sender os. Det er altid en fornøjelse at åbne jeres mails og læse jeres gode og jordnære råd til, hvordan vi kan blive bedre til at få vores budskaber ud. Og det gælder også dette indlæg.

    Hvis jeg skal foreslå en lille forbedring til dette indlæg, Anne, kunne det være, at du også omtalte den feedbackmodel, der hedder “sandwichmetoden” – og som f.eks. bruges inden for NLP.

    Den går i al sin enkelthed ud på, at man bygger sit feedback op som en burger, hvor bøffen inde i midten, er selve budskabet.

    Først starter man med den nederste halve bolle. Man siger noget positivt om personen eller personens handling/præsentation – (“Jeg synes, det er godt, du tager fat i dette emne, og jeg kan især godt lide ….”). Dermed opnår man, at personen lytter åbent – uden at gå i forsvarsposition.

    Så kommer bøffen/budskabet/kritikken – (“Hvis du skulle forbedre noget .. kunne det måske være en ide at…”) – så bringer man kritikken ind som et forslag, og man tager som kritiker ikke patent på sandheden – for alle har jo deres egen opfattelse af verden. Det gør modtageren endnu mere lydhør. Og endelig slutter man af med den øverste halve bolle, som igen er positiv kritik ( “Men ellers synes jeg, du gør det rigtig godt, fordi….)

    Jeg bruger denne feedbackmodel i rigtig mange sammenhænge – og med rigtig gode resultater.

    Og endnu engang tak til dig, Anne, fordi du nu har lært os, at det kan være meget destruktivt, at sige tingene, som de er. Så fik jeg vidst brugt sandwichmodellen endnu engang 🙂

    • Tak, Poul – både for rosen og for den perfekte eksemplificering af sandwichmetoden, som jeg også holder meget af; synes faktisk, at du lykkes med at udvide en anden klassiker, nemlig ‘don’t tell, show’, til en ‘tell and show’ 🙂

  11. Tak for mange skønne blogindlæg som får sat nogle ting i perspektiv og giver anledning til at prøve nye ting af.
    Jeg kan sagtens følge jeres lidt ydmyge tilgang til at sige sandheden/give kritik – men jeg tilslutter mig meget Poul Guldborgs input med sandwichmodellen – den bruger jeg selv og i rigtig mange sammenhænge, både når det gælder børn og voksne. Det virker!

    Jeg er glad for jeg fandt jeres blog 😉 God dag til jer alle.

    Mange hilsner Gitte

    • Tak, Gitte – og helt enig med dig og Poul; sandwichmetoden er effektiv over for alle: Jeg bliver altid selv glad, når andre bruger den på mig – glad for at de gjorde sig den umage med (også) at anerkende mig :),

  12. Jeg glæder mig altid til at læse mailen fra Jer.
    og nu der her med feed-back. I min coach uddannelse var burgeren skiftet ud med et Bruchetta brød. Det “oversætter” jeg til:
    Start med en generel positiv feedback
    Gør det så mere specifikt, og slut af med
    udviklingsmuligheder (set fra min stol)
    Det kan vel også siges med:
    3 strøg på kinden og et “venskabeligt klask” i røven.

  13. Nu siger jeg det altså, som det er:
    I er knald hamrende gode på BRO Kommunikation, og jeg elsker jeres brugbare og tankevækkende indlæg.
    Tak for det.

  14. Er der mon nogen her, der også har et godt bud på, hvordan man taler til ‘dommedagsprofeter’? Altså den der kollega eller onkel, som er konsekvent negativ og altid formår at tømme glasset, når det er halvt fuldt?

    Gode råd modtages meget gerne – og stor tak for de gode blog-indlæg!
    Mange hilsener
    Kathrine

    • Haha, Kathrine
      Præcis sådan en kollega har jeg. Glasset bliver tømt HVER gang.
      Måske indlede med “Jeg forstår din bekymring, som kan virke oplagt, men før vi tømmer glasset helt, kunne det måske være en idé at overveje, bla bla…”
      Hvis man indleder sådan hver gang, bliver din kollega helt sikkert på et tidspunkt træt af at blive forbundet med en, der altid tømmer glasset…

      Der er ikke noget mere energisugende, end lige den type kollega, så kan godt forstå, du efterlyser en opskrift. Håber at der kommer andre indspark! 🙂

    • Hej Kathrine

      Det er ikke sikkert, denne her metode virker på en hardcore ‘dommedagsprofet’, men i et desperat øjeblik fik jeg en gang sagt følgende til en utrolig negativ person (lad os kalde ham Karsten):

      “Karsten! Det næste, der kommer ud af din mund, skal være POSITIVT!”

      Og det næste Karsten sagde var – overraskende nok – positivt.

      Hvis du prøver det af, vil jeg rigtig gerne høre resultatet 😉

      /Anne TO

    • Kære Kathrine og Ulrik – hvor er det godt, at vi får de halvtomme glas ind: vil straks trygle vores blogredaktion om, at vi tager det op i et selvstændigt indlæg: Jeg tror nemlig, vi alle sammen kender dem – og det giver jo ingen mening, for det må jo også betyde, at mange af os (i hvert fald mig) af og til selv kan fremstå rimelig dystre, når optimismen griber om sig.

      En lille tanke her: Man får sjældent pessimisten med sig ved at skrue op for det positive, ofte blive de mere skeptiske: Jeg har af og til haft held med at møde dem i det skeptiske, som du også er inde på, Ulrik, og lytte til, måske endda spørge ind til utilfredsheden. Ved dog ikke om det dur på onkler, Kathrine :).

  15. charlotte@wittenkamp.com 23. oktober 2014 kl. 17:33 - Svar

    Jeg er helt enig i målet og i min erfaring sætter indlæg der starter med “I virkeligheden…” også en masse alarmsignaler igang. I dette tilfælde er jeg imidlertid totalt uenig med par af forslagene:

    “Nu er jeg jo ikke den der har mest erfaring” er at bede om at blive bekræftet i at ens synspunkt bygger på manglende erfaring. Mange starter en bemærkning med en undskyldning (for at de overhovedet åbner munden) og ikke overraskende virker det på omgivelserne helt som forventet: at de ikke tager indlægget helt alvorligt.

    Jeg er lidt forbeholden for sandwich metoden med mindre rosen er ægte og hvis risen ikke starter med “men”. Alle bisætninger der starter med “men” negerer hvad der er sagt inden.

    En start på et svar kunne i stedet være at referere tilbage hvad man har hørt, for når man er uenig er det ofte fordi man enten ikke har hørt efter eller fordi det der blev sagt ikke svarede helt til hvad modparten ønskede at udtrykke. Så første trin kunne være at sikre, at begge parter er enige om sagen egentlig handler om. Ved at tilkendegive interesse i sagen vil modparten føle sig mere hørt og derfor være mere interesseret i at gøre gengæld ved at høre efter svaret – også selv om det indeholder kritik.

    • Tak for gode nuanceringer, Charlotte – og for ‘i virkeligheden’: Den har samme postulerede ‘højere sandheds’-klang, som når man siger tingene, ‘som de er’.

      Og du har naturligvis helt ret: Der skal ikke undskyldes, så nedtoningen kræver, at krop, klang og kompetencer er så meget på plads i dialogen, at den kun virker som en imødekommenhed. Og også enig i, at anerkendelsen skal kunne mærkes, så den ikke bare bliver et retorisk trick: I øvrigt godt eksemplificeret i dit råd med at forholde sig undersøgende og interesseret til det, sagen handler om.

  16. Tusind tak for jeres kommentarer, jeg vil prøve mig frem og glæde mig meget til et blogindlæg om håndtering af dommedagsprofeten. Gerne inden juleferien, så onklen kan pacificeres :-).
    God weekend til jer alle!
    Kathrine

  17. Brokkehoveder og negative bøvlehoveder afbødes lettest ved først at give dem luft også ind imellem dette få dem til at afgive 11 ja er i træk.
    11 ja er i træk opnåes ved spørgsmål, som end ikke et brokkehoved kan sige nej til ( spørg din gode fantasi hvordan!) Tag udgangspunkt i, et af hans mange sure opstød op få så brygget jaet derfra.

    Når han så ( tillader mig at skrive han, da de fleste brokke hoveder er mænd!) har afgivet de 11 ja er i træk. Voila! Så er det nu faktisk sværere at brokke sig” Selv for den inkarnerede brokker!

    Vi har nu som en missekat blidt manipuleret ham fra brokkeland til grynteland. Prøv selv og god fornøjelse Katrine og andre.

  18. Kære Anne

    Tak for endnu et inspirerende indlæg.

    Jeg er især tilhænger af punkt 3: ’Når jeg ser tingene fra min side af bordet, så …’
    For derved bliver jeg på min egen banehalvdel, fortæller om hvad JEG tænker, og respekterer samtidig den andens version.

    Enig, vi behøver ikke ALTID sige sandheden, det er til enhver tid et valg vi har – og jeg tænker at det vigtige er, hvad vi egentlig gerne vil have ud af, at sige sandheden…… 🙂

  19. Jeg er underviser, og møder også nogle gange personer, som har en mening om det jeg siger

    “- Nu tror jeg vidst, at jeg taler på alles vegne når jeg siger, at…”
    “- Det kan godt være det er sådan i din verden, men i virkelighedens verden så…”
    “-Pølsesnak og gummibånd, det der må du altså længere ud på landet med…”

    Bare mit bidrag til, hvordan jeg oplever at folk “pakker ind” eller “lægger op til” noget

    Tak for en god blog! Din bog “Personlig indflydelse” er fantastisk!

  20. Pingback: Tvivlens Nådegave

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *