Derfor ændrer informationskampagner ikke adfærd

Det ingen nogensinde har turdet fortælle Simon Kvamm

Ændre adfærd

Forestil dig følgende:

Du er 19 år gammel igen (selv tak). Det er søndag. Du ligger under et tæppe i sofaen med blide tømmermænd. Udenfor vælter regnen ned, imens du grovsmovser en gang tonstung bland selv-slik.

Du tænder din tablet og falder over denne video:

Du råber for dig selv: ”Nååååh ja for fanden, der er EU-valg, woohoo!” Og så tyrer du slikskålen på gulvet, smider regnslaget over dig og cykler hen til valgstedet.

Nej, vel?

Lad os tegne et lignende scenarie. Bare rolig, du er stadig 19 år. Men nu er der to uger til EU-valget, og på din cykeltur på vej til fodboldtræning ser du denne plakat:

EU er min bro'

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Du tænker med det samme: ”Før var jeg ligeglad med EU, men nu hvor jeg ved, at ’EU er min bro’, har det urbane ordvalg pludselig givet mig en ubærlig lyst til at stemme, og denne følelse vil vedblive inden i mig i to uger endnu, og ultimativt vil det få mig til at stemme. Nemlig.”

#EUErMinBro må være blevet undfanget i en kærlighedsløs brainstorm af en gruppe særdeles dehydrerede mennesker, og første gang jeg så den, rev jeg min telefon op af lommen, fordi jeg inderligt håbede på, at der var indført 1. april to gange i 2014.

Men nej.

Vi har tid til et tredje scenarie. Eller scenarie er måske så meget sagt. Men lad os lige bede Simon Kvamm om at vise os noget pinligt, der ikke virker:

Lad os fortælle sandheden til Simon Kvamm

Det, ingen har turdet sige til Simon Kvamm, er følgende:

”Hey Simon, øøh, den der informationskampagne, du medvirkede i i forbindelse med kommunalvalget, altså den med YouTube-videoen, hvor det ligner, du slet ikke har øvet manus, og hvor du pludselig råber op i kameraet og begynder at gå rundt i ring … Øøhhh, det viser sig, at den OVERHOVEDET IKKE VIRKEDE! Er det ikke mærkeligt?!”

Det samme burde nogen fortælle Voteman og #EUErMinBro, for det virker som om, at der ikke rigtig er nogen, der reelt interesserer sig for dette helt afgørende element. Der er ingen, der direkte spørger: Virker den? Og jeg mener ikke ’virker’ som i antal Facebook-likes, ikke som i visninger på YouTube, ikke som i ”sikken en debat, vi fik skabt”. Jeg tænker på det simple spørgsmål, som burde være det eneste relevante: Får denne video flere unge (som notorisk er et fuldstændig umuligt segment i denne sammenhæng) ned at stemme?

[RETORISK-SPØRGSMÅLS-ALARM].

EU er kedeligt

De tre eksempler chokerer, fordi de i deres design overhovedet ikke forholder sig til at få folk ned at stemme. De forsøger sig i stedet med en tanke om at gøre EU sjovt eller sejt – og så ellers at håbe, at det kan bære læsset.

Men lad os nu være ærlige: EU er ikke sjovt. EU er kedeligt. EU er ikke sejt. EU er usexet.

Ligegyldigt hvor mange delfiner, håndtegn, halfpipes og tatoveringer du photobomber plakaterne med, så kan du ikke undslippe det faktum, at EU altid vil være et  kedeligt emne. Det er kompliceret, det bliver opfattet som irrelevant, og det er et distanceret foretagende.

Og derfor er det så naivt at ringe til sit reklamebureau en måned før en afstemning og sige: ”Gør os lige relevante for denne målgruppe, der synes, vores produkt er irrelevant i helt episke dimensioner.” Og det er så utrolig røvet af bureauet at svare: ”Yes, den klarer vi, her er en mand på to delfiner.”

Informationskampagner virker ikke

Hvert år bliver der spildt stygt mange millioner kroner på informationskampagner, der ikke virker. Det er kejserens nye klæder, og vi er blevet så vant til informationskampagner, at vi nærmest er helt stoppet med at forholde os til det, de er sat i verden for.

Informationskampagnen er blevet et af vor tids alibier for at vise, at vi går på arbejde – at vise, at vi rigtig godt kunne tænke os, at målgruppen gjorde noget andet. Se, chef: Der er 7.000 likes på vores Facebook-side. Se, chef: Vores video er blevet vist 14.000 gange.

Men har den ændret adfærd? Det er det spørgsmål, som for få mennesker stiller.

Læs mere om at designe den adfærd, du ønsker.

”Kan du måske gøre det bedre selv?!”

Ja, det er altid let at pege fingre (især når man har disse eksempler til rådighed). Men du behøver ikke betale mig 250.000 kroner (som Voteman-videoen kostede) for at give dig to ideer, der med sikkerhed ville fungere.

Jeg ville glemme informationskampagnen, for den er et tåbeligt redskab. Jeg ville stille mig selv to spørgsmål: Hvordan kan jeg gøre det lettere for målgruppen at stemme, og hvordan kan jeg give dem et incitament for at stemme? I denne hurtige brainstorm får vi to ideer på to minutter, der er markant bedre end det makværk, vi har behandlet her.

IDE 1: Gør som fynboerne

Først ville jeg (meget belejligt) tage vores gratis online workshop i nudging ligesom 2.500 andre kloge folk. Her ville jeg blandt andet lære af Odense kommune, der under seneste kommunalvalg øgede valgdeltagelsen med 94 % i forhold til sidste valg. Stemmeprocenten blandt de 18-29-årige var 58,9 %, hvilket er imponerende og en stor stigning siden det forgangne valg.

Et kerneelement i strategien hos Odense Kommune var at gøre valgprocessen nem og tilgængelig ved brug af mobile valgsteder på erhvervsskoler og ungdomsuddannelser. Valgstedet kommer simpelthen ud til de unge.

Det handler nemlig ikke om at finde ud af, hvordan man får folk ud af sofaen. Det handler om, hvordan man undgår at ende i en situation, hvor man skal have dem ud af sofaen.

Fordi Voteman, #EUErMinBro og Simon Kvamms råberi er eksempler på, at alt er tilladt, når det handler om at få de såkaldt unge til at stemme, så har jeg netop fundet på endnu en ide, mens jeg har skrevet.

IDE 2: Giv målgruppen et interessant incitament

Voteman-videoen kostede altså godt 250.000 kroner. Jeg ville betale Medina 125.000 for at spille en koncert i København og L.O.C. 125.000 for en i Århus. For at vinde en gratis billet skal du blot gøre følgende: Tage en selfie foran indgangen til valgstedet med dit valgkort i hånden inden klokken 12 på valgdagen og smide det på Twitter eller Instagram med hashtagget #JegStemmerTilEUvalget.

Det ville betyde tre ting:

  • Rigtig mange mennesker havde pludselig et incitament til rent faktisk at udføre valghandlingen.
  • Medinas og L.O.C.’s sociale netværk ville blive aktiveret, da de uvægerligt ville nævne det på deres profiler.
  • På valgdagen ville en betragtelig del af målgruppen blive oversvømmet med beskeder fra deres venner og målgruppen om at stemme – i netop det tidsmæssige vindue, hvor handlingen skal foregå.

Er dette en gennemtænkt løsning? Nej. Ville den få flere unge til at stemme end de kampagner, vi har set på? Ja, naturligvis. For her bliver informationsdelen i kampagnen suppleret og aktiveret af et incitament for rent faktisk at handle.

Om Morten Munster

Morten Sehested Münster

Partner - 40805108
Morten Sehested Münster er partner i BRO. Han arbejder med personlig indflydelse, content marketing og adfærdsdesign for kunder som FOA, IBM, ATP og flere danske kommuner. Morten er redaktør på BRO blog og forfatter til bogen 'Personlig Indflydelse'. Derudover holder Morten foredrag - især om content marketing og adfærdsdesign.

69 kommentarer til “Det ingen nogensinde har turdet fortælle Simon Kvamm

  1. Katja Bonnesen 22. maj 2014 kl. 08:44 - Svar

    Tak for opsang. ER sikker på ideen med Medina ville give stemmer, men måske ikke i det lange løb, og det er vel det det handler om eller?

    • Morten Münster 22. maj 2014 kl. 09:12 - Svar

      Tak for, at du bakker min ide op, selvom den som sagt blev udtænkt i løbet af selve indlægget:) Jeg er sådan set enig i din udfordring, vi ved ikke, hvad der vil ske i det lange løb. Men skulle man endelig give et bud på det, så viser forskning faktisk, at det højst sandsynligt ville være smart af følgende årsag: Det er adfærd, der danner holdninger og ikke holdninger, der danner adfærd. Hvis du kan få folk til at stemme,er der større chance for, at de derefter vil få en holdning til, at det er vigtigt, fremfor at prøve at få dem til at få holdningen først.

      /M

  2. Søren Jespersggard 22. maj 2014 kl. 09:09 - Svar

    Fint indlæg. Enig i meget meeen…Hvis man ser bort fra kommunalvalget i 2001, var stemmeprocenten ved KV13 den højeste i 32 år. Det var sikkert ikke kampagnens fortjeneste alene. Meeen… Og ja, jeg arbejdede på bureauet der skabte kampagnen.

    • Morten Münster 22. maj 2014 kl. 09:20 - Svar

      Hej Søren, cool at du melder dig ind i diskussionen. Man skal selvfølgelig heller ikke måle sig med 2001, der blev der jo stemt samtidig med Folketingsvalget. Jeg tror forskellen på vores syn på emnet er, at jeg tror helt inde i mit inderste ikke på, at Simon Kvamm har fået flere unge hen og stemme. Heller ikke telefonsvareren og de andre elementer. I sidste ende bliver det jo et spørgsmål om, hvad man tror på her, ingen af os kan jo bevise, at vi har ret – og det er faktisk problemet. Derfor argumenterer jeg for, at man i langt højere grad gør brug af initiativer, der er mere målbare, som dem jeg giver et par eksempler på. For jeg synes vitterligt, det er et problem, at vi bruger SÅ mange penge på kampagner, som ingen ved, om virker. Nå, men under alle omstændigdheder skal du have tak for melde dig i kommentarfeltet og give lidt nuancer på tallene.

      • Det er vel ikke mere målbart at køre en valgvogn ud eller lave LOC-tricket, for man ved jo ikke om de folk, der bruger det, havde stemt alligevel.

  3. ” Nå, ja, men hvad med indholdet? Hvad med at få dem der ned, fordi de gerne vil stemme? Fordi de giver en fuck og rent faktisk interesserer sig for det? ”

    Glemt det, Sherlock. Det er først, når de får børn at de begynder at gå (for meget) op i kemi i legetøj og klor i kyllinger, at de tænker, at de 12 stjerner bliver vigtigt ( og selv her, bruger de/vi/jeg kun en minimal tankegang på det, for det de/vi/jeg egentlig tænker mest på, er netop HVORDAN de/dem/ikke mig kan komme med til den næste Medina koncert og score en på 20 år. )

    Og hvem har nogensinde gjort noget, fordi nogen siger, de skal? Ok – Nordkoreanere måske … Men alligevel.

    Nå, det jeg vil sige er egentlig bare: Enig! Jeg er råbende, larmede enig.
    Kend din målgruppe, tag dem alvorligt – også i al deres u-alvorlighed og brug deres adfærd korrekt.

    Arhhmen, ALTSÅ, hvor er der rigtigt.

    • Morten Münster 22. maj 2014 kl. 09:43 - Svar

      Hej Christina

      Engang imellem så møder to mennesker, der er enige hinanden på en blog. Det er det, der er sket her, og det er da vel egentlig bare lidt smukt:)

      Mange tak for din kommentar – og jeg kan blot sige, at jeg (ca. 97 procent af tiden) er fuldstændig enig i alt, hvad du skriver.

    • Morten Münster 22. maj 2014 kl. 09:44 - Svar

      Jamen det er jo også det vi selv prøver at sige! Nu er holdningen endelig ved at sprede sig:)

  4. Interessant … Men jeg har en idé 3: Det er slet ikke så vigtigt, om folk stemmer, hvis de ikke selv synes, det er vigtigt. Hvis de ikke mener, det er vigtigt at stemme, så tyder alt på, at de ikke ved nok om emnet til at sætte et kryds med mening.
    Hvis jeg skulle bestemme, ville jeg bruge pengene på nødhjælp i stedet for at spamme folk med kampagner, der skal få dem til at tage stilling til noget, som de ikke ved nok om alligevel.

    • Morten Münster 22. maj 2014 kl. 10:08 - Svar

      Hej Louise

      Tak for kommentaren og ide nummer 3. Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at man ikke prøve at ‘omvende’ folk, men i dette tilfælde ville din ide helt sikkert gøre mere gavn.

  5. 100% enig – og det gennem mange år, hvor jeg måbende har undret mig over, at især kommunikatører gider arbejde med noget virkningsløst og ukritisk laver en “sådan-en-skal-vi-da-også-ha'” på bestilling.

    • Morten Münster 22. maj 2014 kl. 10:16 - Svar

      Tak Kate – jeg er ked af, at jeg ikke har nået at booke Medina, så du havde ekstra motivation:)

  6. Jeg har ikke noget imod, at man prøver at oplyse folk, der gerne vil vide mere. Men når jeg ser i fjernsynet to piger, der siger “Vi gider ikke stemme – det siger os ikke rigtig noget – vi skal holde venindeaften og se X Factor den dag”, så er det, man sender en venlig tanke til alle de børn i verden, der ikke har råd til at gå i skole.
    Fra min side er der ikke noget moralsk krav om, at man skal stemme, hvis det virkelig ikke interesserer en, men jeg vil helst ikke betale for at tvinge folk til at tage stilling til noget, der rager dem en hujende hattenål, når der er så mange, der har et moralsk krav på pengene.

  7. Jeg er bestemt tilhænger af de to ideer, men også med forbehold. Det er interessant at iagttage, hvordan forskellige typer af inddragende ingredienser har forskellige virkninger. Jeg tror, de fleste har for øje at gøre det personligt, men langt fra alle sammen med konkrete argumenter, handlingsmuligheder eller egen fortjeneste tilknyttet. Der synes jeg, de to ideer har fat i noget.

    Jeg vil så alligevel stille spørgsmålet, om det er forsvarligt at nøjes med de to typer forslag, da de i mine øjne primært tilhører den ene af vægtskålene. Selv om resultatet af disse kampagner kan vise sig gode, siger de ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt de unge har interesse for det – om de har forstået informationen og dermed er blevet engageret i det. Lysten kan stadig blusse op i disse situationer, men hvis de ikke har sig selv med i det, tror jeg, de hurtigt kan blive engangs-vælgere. Næste gang sætter de nok tilmed større krav til tilgængeligheden og deres egen fortjeneste, hvis de skal engagere sig. Hvad værre er, de har måske slet ikke sat sig særligt godt ind i valget og derfor bruger sin stemme uden tanker bag, men bruger mest kampagnerne som værktøj til egen fortjeneste i hverdagen.

    Min pointe er, at information og adfærd ofte skal hænge sammen – som indhold og form gør det. I de tekster, I skriver, er I også rigtig gode til begge ting, ved f.eks. call to actions efter en informerende og personlig tekst. Der er helt klart en tendens i nyere tid til at gøre brug af inddragende ingredienser (ligestilling hævet over kompetence, Gangnam Style udført af præster og borgmestre, og set i dag nu også halal-kød på plejehjem). Jeg skal ikke gøre det til en politisk eller religiøs debat, blot nævne at der her er grundlæggende værdier, der har en tendens til at blive overset, fordi vi lægger så meget vægt på et åbent og frit samfund, så vi paradoksalt nok snart har svært ved at være der selv.

    Jeg ser heldigvis – dog først efter at have skyndt mig til tasterne her – at jeres artikel slutter med den konklusion, jeg også selv ville frem til – om at supplere information med handlen. Jeg tror på en balance, hvor der er afvejning og afhængighed mellem iscenesættelsen/værdierne og inddragelsen/åbenheden.

    • Hej Stefan

      Tak for den velovervejde kommentar. Som du skriver i sidste ende, så tror jeg, vi er ret enige om de store linjer. Hvad angår, hvor oplyste disse vælgere er, så mener jeg ikke i det store perspektiv, at det betyder noget. Der er ingen vælgere, der kan begribe patentdomstole og EU i makropersperspektiv, det kan de ikke engang selv. Jeg mener, dette drejer sig om at få unge mennesker til at fåe en vane om at stemme. Håber, det giver mening.

  8. Hej Morten,

    Enig i noget. Uenig i en del.

    Forestil dig følgende:
    Du er 23 år og ikke særligt politisk engageret, selvom du egentlig godt ved, at du bør være det (den evige dårlige samvittighed over ikke at stemme). Hvem ved, måske lytter du endda til Nephew (ja, der findes mange med dårlig musiksmag). Du sidder og stener på Facebook som en overspringshandling i eksamenslæsningen. Du ser Voteman-videoen i dit Facebook-feed, og kommer i tanke om noget du egentlig havde glemt, fordi du sjældent ser nyheder, og ikke lytter til radio: Der er EP-valg om snart. Og så er der et bl(ø)wjob i. Høhø.

    Din awareness omkring det dersens valg er lige steget et godt stykke, og sandsynligheden for at du stemmer ligeså. For faktisk var du ret tæt på at stemme i forvejen, men manglede måske en påmindelse. Simpelthen fordi du “ikke” følger med i politik i medierne.

    Dernæst mangler jeg dokumentation for, at informationskampagner ikke virker: Det passer helt sikkert i nogle tilfælde, men at skære det over en så bred kam, virker overdrevet. (Yes, jeg ved godt, at blogs ikke skal være lange sandhedsvidner, men alligevel….)

    Endelig, så tvivler jeg på, at disse tiltag har kostet særligt meget. Og effekt skal altså også måles op imod budgetter. Bare en løs tanke.

    Ellers tak for en velskrevet post. Skal da klart til at følge jeres blog lidt mere.

    Hilsen
    Anders

    • Hej Anders

      TAk for feedbacken – og ja, du har ret, det er selvfølgelig en firkantet fremstilling, men jeg står selvfølgelig på mål for den overordnede pointe. Og den synes jeg faktisk lidt, at du misser (eller bare er uenig i), for jeg mener netop ikke, at adfærdsændringer foregår på den måde du beskriver:

      “Din awareness omkring det dersens valg er lige steget et godt stykke, og sandsynligheden for at du stemmer ligeså.” Dette ræssonement er jeg simpelthen ikke enig i. Det er det, som marketingbureauet siger, men sådan foregår adfærdsændringer sjældent. faktisk foregår de typisk omvendt. Med andre ord: Adfærds danner holdninger, det er ikke holdninger, der danner adfærd (igen firkantet formuleret). Jeg har et indlæg på vej i Børsen på onsdag, hvis du synes, det kunne være sjovt at læse mere om denne tilgang/ide.

  9. Tina Brogaard 22. maj 2014 kl. 10:58 - Svar

    Jeg er helt enig i at filmene ikker batter noget ift. at få de unge op af sofaen. Det, der jo er sket, er at de ‘bare’ vækker til debat om rigtigheden i at bruge sådanne film.
    Så jeg er enig i, at en Medina-kamapgne el.lign. ville være et langt bedre trækplaster. Dog kan man frygte, at de krydser, der bliver sat, ikke er særligt velovervejede (missionen for dem er jo bare, at de skal ha’ en billet). Men igen: De få mandater, Danmark får ind i parlamentet, gør nok alligevel ikke den store forskel i det store puslespil.

    • Hej Tina

      Enig: Men jeg vil hellere hjælpe unge til at få vanen om at stemme og lade dem gøre det en smule uovervejet, end at de ikke stemmer. Og man kunne nok med rimelighed stille spørgmålstegn ved velovervejetheden ved mange voksnes stemmer, min egen inkluderet:)

  10. Af alle blogs, FB sider, web, artikler, udsendelser osv i al uendelighed er det BRO blog jeg ALTID læser. I al ydmyghed TAK!!!

  11. Morten Christian Andersen 22. maj 2014 kl. 11:22 - Svar

    Super debatindlæg om valg og kampagner!
    Informationskampagner er jo ikke lavet til at ændre adfærd – men til at give information. Så det svarer til: Sort er IKKE hvid! Det ved vi godt. Så vi skal ikke droppe informationskamagnerne, men bruge dem rigtigt.
    Men hvor min navnebror og blogg-o-man til gengæld rammer hoved på sømmet, så er de mange holdningskampagner et udtryk for at analysen ikke er lavet godt nok først: er det et spørgsmål om holdning, at de unge og “sofa”-vælgerne ikke stemmer, eller er det et spørgsmål om adfærd: at man skal hen på en obskur skole eller forsamlingshus for at krydse af på en blanket? Holdninger for eller imod demokrati, afstemninger og EU og information om samme bliver dækket fint i skolerne. Så jeg vil lægge hovedet på “bloggen”: det er et adfærdsproblem, der skal løses med en adfærdskampagne – og så er vi tilbage til nudging og Odense og hurra – og kritikken af kampagnerne er velfortjent.
    STEM og ha’ et godt valg på søndag…

    • Mange tak Morten. Gode pointer i din kommentar, men du skriver, at informationskampagner ikke er sat i verden for at ændre adfærd: Det er jeg simpelthen lodret uenig i. grunden til, at det kaldes informationskampagner er blot, at det peger på redskabet til at skabe forandring, som i dette tilfælde er information.

      men mange tak for dine nuancer.

  12. Helt enig i pointerne i indlægget. Gud, hvor bliver der spildt mange penge på kampagner, som man tror er løgn. Den primære udfordring med den slags slå-i-hovedet kampagner, er, at vi som såkaldt voksne forsøger at sætte os i de unges sted og tænke som dem. Ingen tør fortælle OS (måske inkl. Simon Kvamm?), at vi ikke kan følge med. Eller rettere, vi er så overbeviste om vores egen coolness, at det blokerer for selvindsigt. Jeg bilder da ikke mig selv ind, at kurven for min fysiske fremtoning ikke har været for nedadgående mellem 18 og 40. Hvorfor bilder jeg så mig selv ind, at jeg kan gennemskue de unges in og out lister? Der er et tydeligt mønster i, at når jeg begynder at bruge de samme udtryk som min teenage-søn, så blegner han, og i skam skifter hans ordbrug nærmest på sekundet. Er den mest aktive FB-bruger i øvrigt ikke en kvinde i midt-30erne?

    Det ville gå imod min egen pointe, hvis jeg forsøger at komme med en løsning. Men jeg tror, at et øje for incitamenter som motivation er rigtig. Kendis-effekt, jada. Og tænk i økonomi (INGEN unge har penge!). Hvis det er udgangspunktet, så behøver man såmænd ikke vide, om det er Snapchat, Instagram, Twitter, eller 0059, der er det fede. Spørg dog de unge. Hvad med at give dem et af de agregater, de kan bruge til alle apps’ne? Når der er en Ipad eller Iphone på højkant, så bliver det hele bare lidt mere interessant. Og vær så forberedt på, at når kampagnen kommer ud, er den måske allerede passé. Men så har vi heldigvis altid hippe Mogens Lykketoft til at fortælle os, at vi ingen humor har, hvis vi ikke forstår det sjove i et blowjob til Voteman…

    Bare et par tanker fra en lægmand der har forvildet sig ind i de kommunikationskyndiges tankeunivers…

  13. Kan man med et enkelt skud i bøssen, kan flytte menneskers adfærd i retning af noget, der forekommer dem inderligt ligegyldigt?
    Morten siger: Det kan man ikke.

    Jeg har lige lavet en (totalt uvidenskabelig) undersøgelse for hele Kr. 130.-.

    Ude på firmaets parkeringsplads lagde jeg simpelthen tre 10’ere på asfalten. Ikke ved siden af hinanden, men tre helt forskellige steder.
    Så fór jeg ind på kontoret og satte mig til at glo ud af vinduet. På den videnskabelige måde, du ved.

    Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der vel gik omkring 15 minutter, så var mønterne samlet op. Og lagt sikkert i lommerne på de personer, der fandt dem.
    Intet nyt under solen. Alle ville gøre det. Snuppe 10’eren og gå glad videre.

    Derefter lagde jeg en plastik-chartek med en 100-kroneseddel og en besked ud på parkeringspladsen. På beskeden står der: ”Du får Kr. 500.-, hvis du går ind af den blå dør til højre og spørger efter Ole”.
    Jeg mener det. Der er 500 spir til den første, der går ind af døren og spørger efter mig. Varighed: 4 sekunder. Timeløn: så høj som dagens blå himmel.

    Resultatet er imidlertid helt som ventet. Folk stopper op, læser beskeden og går hovedrystende videre.
    For det er bare er for mærkeligt.

    Folk samler gerne en 10’er op. Nogen har tabt den. Det sker hele tiden.
    Men at få Kr. 500.-, for at spørge efter nogen, er bare for skørt. Ingen vil være den første.
    Der er ikke engang nogen, der bare har taget 100-kroneseddelen!

    Så jeg giver Morten ret. Altså helt uvidenskabeligt.
    Du ændrer ikke menneskers adfærd med et enkelt skud i bøssen. Ikke engang, hvis vi får penge for det!

    EU kan ikke bare komme springende ud af skabet og stå der i tweed-vest og med skæl dryssende ned af skulderen, fordi de har brug for os lige om lidt.
    Det er for mærkeligt.

    EU må være mere til stede altid. Kampen om at få os til at stemme er relevant. Altid. Også selvom der ikke lige er valg.

    Selv en økonomisk gevinst, får ikke mennesker til at handle aktivt på noget, vi ikke har en relation til.
    Der skal en længere og mere vedholdende indsats til, tror jeg. Og en følelse af relevans.

    Tilbage på arbejdet, skulle jeg nok gå ud og stille en gadestander op. Sådan permanent.
    ”Kig ind hver torsdag. Ole laver løjer. Værdi: Kr. 500.-”
    Kunsten bliver nok, at få den første til at gå ind.

    Men så skal der til gengæld tweetes så højt og langt, at alle kan høre det.
    Det vil nemlig være beviset for, at det er den vedholdende indsats, der flytter noget.

    Det enlige skud i bøssen, varmer nok …. nå, ja ….. kun bøssen.

    • Henrik H. Poulsen 22. maj 2014 kl. 13:10 - Svar

      Som altid underholdende læsning fra din side, Ole. Ligger hundredekronesedlen der endnu? /Henrik

      • Tak, Christina.
        Hæ, hæ …. Tak, Henrik og tillykke med dagen.
        Nixen-bixen. Sedlen er tilbage i fars lomme, hvor den pludselig har fået lyst til at blive vekslet til et stykke med Medina.

      • Tak, Morten.
        Du skriver i en meget interessant kommentar længere oppe, at “adfærd skaber holdninger. Det er ikke holdninger, der skaber adfærd”.

        Jeg har ligget søvnløs lige siden, for det er virkelig en central udmelding.
        Desværre er Google ikke til den store hjælp, her.

        Har du et link til et sted, der vender ret og vrang på den med adfærden?
        Står overfor at skulle lave et nyt bonussystem til nogle sælgere. Og det må gerne virke denne gang.

        • Asger B. Ridderhaugen 27. maj 2014 kl. 08:44 - Svar

          Hej Ole

          Jeg vil foreslå, at du bruger Loss Aversion fra adfærdsøkonomien til bygge dit nye bonussystem op med.
          Idéen er, at du på forhånd giver dine medarbejdere (sælgere) bonussen, og hvis de så ikke når deres salgsmål (ved udgangen af måneden, kvartalet eller hvordan I nu plejer at gøre), så trækker du bonussen tilbage. Du spiller dermed på, at mennesker vægter tab højere end en gevinst. Ved at spille på tabet, vil dine sælgere arbejde hårdere for ikke at miste noget, som de allerede har modtaget, end hvis de skulle arbejde for at få en gevinst de endnu ikke havde fået.

          Mvh
          Asger Breindahl Ridderhaugen

          • Ole Witthøft 27. maj 2014 kl. 20:11 -

            Mange tak for inspirationen, Asger.
            Loss Aversion som bonusmodel er sindssygt interessant, men man skal altså lige lægge tankerne i de rigtige folder, så der ikke opstår krøller nogen steder.

            Hele eksekveringen bliver anderledes, når man får både guld, sølv og bronze hængt om halsen, når kvartalet starter.
            Ved bonusperiodens hænger der så kun én af dem tilbage. Eller ingen … naturligvis.

            Det er virkelig en delikat opgave i forhold til medarbejderen, at give bonussen og kommunikere med (stor) tydelighed, at den skal returneres hvis målet ikke nås.

            Er rationalet bag Loss Aversion, at vi hellere vil slås for beholde det vi har, end vi vil strække os til det yderste, for at opnå noget vi ikke har (i hånden)?
            Eller er vi simpelthen ikke glade nok for at vinde? I forhold til hvor rædselsslagne vi er, for at tabe?

            Den skal seriøst overvejes, den Loss Aversion.
            Mange tak for den.

        • Asger B. Ridderhaugen 28. maj 2014 kl. 09:52 - Svar

          Hej Ole

          Det var så lidt, det er et meget interessant problemstilling du står overfor.

          Det er rigtigt, at man skal være helt sikker på det man laver, så man ikke for nogen uhensigtsmæssige effekter af nudget.

          Interessant med guld, sølv og bronze, og der vil jeg nok gribe det lidt anderledes an. Jeg tænkte det som en ren økonomisk bonus.
          Umiddelbart ville jeg nok beholde medaljeoverrækkelsen som den er nu, og så kun lave loss aversion omkring den økonomiske bonus.

          Rationalet bag loss aversion er det, at vi VIRKELIG ikke kan lide tab. Undersøgelser viser, at vi vægter tab 2,5 gange højere end gevinster. Omsat til bonus, så skal du give 2,5 gange mere i det nuværende bonussystem for at få den samme adfærdseffekt blandt dine medarbejdere, end hvis du i stedet truede med at tage pengene tilbage ved udgangen af perioden.

          Du har ret, der er en vigtig kommunikativ opgave i, at dine medarbejdere forstår hvad der sker i den nye ordning.

          Du er velkommen til at skrive på asger(at)decisiondesign.dk for en uddybning eller flere idéer.

          Mvh
          Asger

          • Tak, Asger.
            Foretrækker nu at blive her på bloggen, så flere kan få glæde af snakken.
            Bortset fra det: En stor tak for inspirationen. Det er meget værd.

  14. Jeg er ret enig i at disse kampagner, kun tjener det (i øvrigt noble) formål, at opretholde arbejdsplader på de givne bureauer.

    Ikke flere kvindekampagner, ungekampagner, arbejderkampagner, akademikerkampagner, minioritetskampagner osv. Når vi kommunikerer til folk som om de er en del af en bestemt gruppe og beskriver hvad der er afsindigt nederen ved netop denne gruppe, subjektiverer vi den enkelte og manipulerer i værste fald denne til at opfylde profetien.
    I dette tilfælde ved at banke en bestemt stemmeberettiget aldersgruppe oven i hovedet med, at de med sikkerhed ikke gider at stemme.
    Tillid, mand. Hvis vi har og udtrykker tillid til at alle vil stemme,… tjaaaa, så vil flere stemme.
    Tillid bliver gangbar nudgingmønt om et øjeblik. Også i kampagnebestyrelserne.

    #BROErMinBro … eller noget.

  15. Hamrende enig med dig, Morten!

    Der findes så mange uheldige eksempler på at blive ung med de unge. Voteman har dog vundet på nogle andre parametre, men det er en anden diskussion.

    Årsagen er simpel: Der sidder alt for mange folk i bureauer, marketing- og kommunikationsafdelinger, som er ude af trit med målgruppen. Forstår du ikke målgruppen godt nok, risikerer du at skyde skævt – og så bliver det akavet. Har netop blogget om, hvordan du kan få bedre føling med en målgruppe, du ikke selv er en del af:
    http://www.contentmarketing.dk/foling-med-malgruppe/

  16. Jørgen Mark Pedersen 22. maj 2014 kl. 13:05 - Svar

    Interessant blogpost. En lille anke:

    Medina kan få flere til at stemme, javist. Men kan hun højne kvaliteten af demokratiet? Sådan som det fremgår af bloggen er det én og samme sag. Og det mener jeg bare ikke, det er.

    Sagt på en anden måde: Nogen orker ikke at bruge deres stemme af sig selv. Hvad skal vi så egentlig høre deres mening for?

    • Hej Jørgen

      Spændende indvending. Faktisk har vi jo indirekte besluttet, at stemmeprocenten er en direkte kvalitet, og jeg synes helt sikkert, at ‘staten’ bør interessere sig for at hæve den. Der er jo virkelig mange ting, som borgere ‘ikke orker’, som man godt kan hjælpe dem med at gøre alligevel; spise sundere, spare op, stemme etc.

  17. Maria Ahlgren 22. maj 2014 kl. 15:39 - Svar

    Det er umuligt at flytte de dovne unge mennesker. Suk.
    Næ der skal sættes ind meget tidligere!
    Børn skal lære, at man selvfølgelig skal udnytte den stemme, man har. Det skal slet ikke være et valg.
    Derfor skal mine børn på 6 og 8 år med ned og stemme på søndag. Det er nok heller ikke så farligt at kaste sig ud i, når man har set, hvordan det foregår.

    • God pointe at tage sine børn med ned og stemme – det er faktisk lige i tråd med min tankegang – tak for det gode eksempel!

  18. Jeg har været der før med denne holdning (dengang på facebook), men tonen er blevet endnu skarpere, så nu kommer den igen: Kan man ikke kommunikere sine pointer uden at udstille og nedgøre andre? Bør man ikke forvalte sin talerstol med omtanke, når nu så mange tilhørere? Eller skal vi virkelig være så hårde ved hinanden?

    Dbh
    Jacob

    • Hej Jacob

      Tak for din ærlige kommentar. Jeg synes bestemt ikke, at vi nedgører nogen. Det er klart at tonen er skarp, men det er fordi det er enormt væsentligt problem, vi adresserer. Hvis vi havde skrevet, at ‘vi synes, at der er mange EU-kampagner’, der er dårlige, så havde ingen gide at læse indlægget, og det havde ikke skabt denne gode debat. Og det kan godt være, at du synes, at vi ikke forvalter vores talerstol på den rette måde, men jeg kan love dig for, at det foregår med omtanke.

  19. Michael Jensen 23. maj 2014 kl. 08:46 - Svar

    Det var sådan en lidt misvisende overskrift – jeg troede, at det, som “ingen nogensinde har turdet fortælle Simon Kvamm” er, at hans musik er elendig…

  20. Dejligt befriende, og logisk. Men jeg synes ikke målet må være stemmetal, uden de “nye” ved hvad de stemmer om. En stemme på en flot kandidat er jo skæv. Hvordan vil du skrue budgettet sammen, så det er oplyste vælgere. Ikke bare mange vælgere.

    • Ja, det vil være umuligt med det budget. Men overordnet set er ingen oplyste, når det kommer til EU – der er ingen af os, der kan begribe kompleksiteten, og man kan derfor spørge til, om vores stemmer er mere kvalificerede. I min optik handler det om at få de unge derned, så vi kan få dem til at få de gode vaner.

  21. Asger B. Ridderhaugen 23. maj 2014 kl. 09:47 - Svar

    Fint indlæg, og I har ret i, at de ovennævnte kampagner ikke har den store effekt. Og måske har kampagnen med Simon Kvamm endda den modsatte effekt.

    I har dog et demokratisk problem omkring IDE 1.
    Vi kan hurtigt blive enige om, at det at stemme er en vigtig del af vores repræsentative demokrati. Det er er her, at vi vælger, hvem der skal repræsentere os som folk og nation.
    Der ligger dog et problem i at rykke valgstederne ud til de unge på uddannelsesinstitutionerne. Umiddelbart er det en rigtig fin idé, når vi har med adfærd at gøre, at fjerne barriererne for den ønskede adfærd. I dette tilfælde gør man det altså nemmere for de unge at stemme. Problemet er, at man samtidig kan risikere at skabe en forestilling hos modtageren om, at det ikke er specielt vigtigt at stemme. Det skyldes, at vi mennesker godt kan have en tendens til at synes, at hvis noget er nemt, så er det nok ikke særlig vigtigt. Heri ligger derfor er en potentiel fare for, at stemmeprocenten ikke stiger, som ønsket, da det på længere sigt kan skabe en uhensigtsmæssig adfærd, i forsøget på at påvirke den positivt. Jo nemmere det er, jo mindre opmærksomme er vi altså på, at det er særligt vigtigt. Det er synd, men sandt.

    • Hej Asger

      Tak for din kommentar. Jeg er enig i, at ingen kan vide noget om de langsigtede konsekvenser af sådanne strategier. Men hvis Voteman er mit alternativ, hvor jeg direkte gør grin med EU, så foretrækker jeg stadig denne vinkel.

  22. Jesper Johansen 23. maj 2014 kl. 10:35 - Svar

    Hej Morten

    Tak for et inspirerende indlæg.

    Jeg synes dog, der bliver draget forhastede konklusioner ved allerede inden valget at sige at Voteman ikke virker. Det kan godt være, at den har været meget udskældt, men for mig at se har det virket som perfekt spin. Det at man har diskuteret kampagnen så meget – og også fået markante holdninger frem fra regeringen, har været med til at skabe et (for mig at se) kæmpe hype omkring valget.

    Jeg tænker, at med tilbagetræningen af videoen har man netop fået de unges opmærksomhed – Forbudt? DET skal jeg se… (1,5 mill. views på Youtube er da en vellykket kampagne?!)

    Så jeg tror at du skal vente med konklusionen, og se om der måske ikke alligevel kan være en effekt at spore. Uanset hvad, så tror jeg at de unge er blevet opmærksom på EU – og måske tænker: “Hvad betyder det egentlig for mig?”

    Men tak for indsparket (personligt ville jeg da også hellere til koncert ;-))

    Med venlig hilsen
    Jesper

    • Hej Jesper

      Mange tak for din uddybende kommentar og den gode feedback. VI er blot meget uenige:) Du skriver:

      ‘(1,5 mill. views på Youtube er da en vellykket kampagne?!)

      Så jeg tror at du skal vente med konklusionen, og se om der måske ikke alligevel kan være en effekt at spore. Uanset hvad, så tror jeg at de unge er blevet opmærksom på EU – og måske tænker: “Hvad betyder det egentlig for mig?”’

      Jeg er uenig i begge dele. Hele pointen med mit indlæg er netop, at en kampagne er ikke vellykket, hvis mange ser den på Youtube. En kampagne er vellykket, hvis den ændrer adfærd, og sammenhængen mellem de to parametre er langt mere diffus og inneffektiv, end vi tro. Jeg tror heller ikke, at de unge stopper op og stiller sig eksistentielle spørgsmål a la det, du skriver.

      Når det så er sagt, kan jeg selvfølgelig ikke bevise, at Voteman ikke vil virke. Men jeg synes, det er en sjov situation, vi er havnet i, hvor der er dannet omvendt bevisførelse og jeg skal argumentere for, hvorfor en mand på to delfiner ikke får en særdeles svær målgruppe til at udføre en handling, de er komplet uinteresserede i.

  23. Jacob Schouenborg 23. maj 2014 kl. 22:31 - Svar

    Tak for et godt indlæg og morsomme kommentarer på bloggen. Et par overvejelser.
    1) Hvis vi lykkes med Medina strategien (eller for den sags skyld med Voteman) så ville langt flere unge stemme end før, og det ville tippe valgresultatet i en – ny – retning. Mens det ville gå i en anden retning hvis man nu skulle vælge at prioritere at få flere ældre til at stemme [jeg er sikker på at der kan komme god forslag til hvem koncerten skal være med]. Eller kvinder. Eller hvad vi nu har. Rent principielt kan man stille spørgsmålstegn ved om det er fair og demokratisk: Det offentlige påvirker direkte valgets resultat ved at få en ellers ikke-aktiv vælgergruppe involveret.
    2) Er det kun mig som synes det er problematisk at betale borgere (eller give dem ellers betalelige ydelser som fx en koncert) for at udføre en handling som er tiltænkt fællesskabets bedste? Vi kan sammenligne det med at betale frivillige for deres foreningsarbejde. Der ligger efter min bedste overbevisning – ideelt set – en vis grad af altruisme i begge handlinger. At betale for dem virker for mig selvmodsigende. Måske endda amoralsk. At stemme tilhører civilsamfundssektoren, hvor vi agerer som borgere, og hvor fx holdninger udveksles. Ikke markedet hvor vi agerer som forbrugere og hvor penge og varer udveksles. Tankeeksperiment med sammenlignelige økonomiske incitamenter: “Følg den gamle dame over vejen og modtag 10 kr på den anden side. Du behøver i øvrigt ikke lytte til hendes snak. Du må tage så mange damer over vejen som du orker.” Kan I følge mig?

    Tak igen for fine indlæg, fra
    Moralens Vogter

    • Hej Jacob

      Jeg synes, det er fine udfordringer, du kommer med. Som jeg skrev er Medina-ideen ikke gennemtænkt, men jeg synes stadig, at den er mere interessant som eksperiment, end det vi ser. Om vi vælger at spilde budgettet på en tegnefilm eller levere ekstra værdi til en målgruppe er jo det samme – der er allokeret et budget til dem. Når det er sagt, så synes jeg dine udfordringer på overordnet niveau giver god mening.

  24. Sludder! Mine sønner på 17 og 21 synes, at voteman er supercool og god! Og Simons kampagne var de også helt vilde med! Tror man gør klogest i – som altid – at spørge mplgruppen 🙂 Godt valg, derude

    • Hej Susanne

      Godt, de kunne lide den. Men hele pointen med indlægget er netop, at det ikke handler om, hvorvidt man kan lide en kampagne, eller synes dene r flot. Det handler om, hvorvidt den får mig til at ændre adfærd. I Votemans – og de andres tilfælde – tror jeg ikke påd et.

  25. Underligt nok har en af de helt store emner været “Kemikalier i legetøj” og der må jeg jo som en helt normal ung 23 årig dreng lige stille et undrende spørgsmål:
    Hvem er det der går ind for giftige kemikalier i legetøj? Så længe der bare er en lille mistanke om gift, hormonforstyrrende stoffer osv. så skal det da ikke være i legetøj? Vi har da rigeligt med alternativer.
    Hvordan kan dette blive et af de store emner i EU denne gang? Har de/vi ikke større problemer?

    For mig viser det mig bare det samme billed igen og igen som jeg er blevet træt af med politik:
    Det er en magtkamp imellem folket og dem der ville tjene mange penge.

    Hvorfor skulle jeg stemme eller interessere mig for nogle (for mig totalt ligegyldige) politikere hvis de ikke engang kan slå hånden i bordet og fjerne gift fra legetøj?

    Hvordan skulle de danske politikere overhovedet få bare det mindste indflydelse dernede?
    Ville at spare deres løn og valgkampene og bare indfører en slags EU minister som skulle stemmes ind samme tid som regeringen og dermed spare os for dette cirkus?

    Hvorfor sender vi ressourcerne ud af vinduet og retter fokus væk, når vi har værre problemer herhjemme?
    Hvorfor bruges der penge på reklamer og valg når vi har mennesker i danmark der lever ad h til?

    Og jeg er ikke engang begyndt at snakke om ikke vestlige lande.

    Jeg er meget tæt på at miste al tillid til demokrati.

  26. Hej Frederik

    Mange tak for kommentaren, du viser netop, hvilken modstand, der skal overkommes, hvis det skal lykkes. MEn hold fast i tilliden til Demokratiet, det er sgu alt, hvad vi har…

  27. Ja tak, Morten, endelig finder jeg en der kaster det budskab ud, jeg selv har gået og brændt inde med: Voteman virker ikke!
    Jeg har intet videnskabeligt belæg (har nogen set efterfølgende undersøgelser af, hvad de unge faktisk syntes om videoen og om den fik dem til at stemme?), men jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestile mig, at gruppesex og dyreplageri (heller ikke selvom det er for sjov og kun på tegnefilm!) kan få de unge til at føle sig hørt, mødt og overbevist.
    Jeg var SÅ pinlig over at være dansker, da den video kom ud. Og jeg blev endnu mere pinlig, da jeg så de andre eksempler i Mortens indlæg.
    Personligt har jeg denne gang gjort en indsats for at forstå bare lidt af, hvad der foregår i EU, og jeg er dybt taknemmelig for diverse mediers “EU for dummies”-guides – men denne gang har ingen af dem formået at gøre mig mindre forvirret. Og så er EU bare laaaangt væk (nu skal det jo ikke handle specifikt om EU, men indsæt et hvilket som helst andet brand, der gerne vil have min opmærksomhed eller mit engagement).
    Derfor tror jeg også på eksemplet fra Odense med at bringe valget tættere på vælgerne, i bogstaveligste forstand!
    Risikerer vi uoplyste vælgere, som stemmer på den kønneste kandidat? Formentlig. Og det er ikke en sti, jeg vil anbefale generelt. Men måske kan det godt betale sig at skyde genvej indimellem, hvis det kan bringe en ind på en bedre rute på længere sigt?

  28. Pingback: Den lette opskrift på, hvordan du finder det lækreste emne til dit næste blogindlæg - somea

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *