4 grundregler for forretning, du lærte i børnehaven

4 grundregler for forretning, du lærte i børnehaven

Her er fire ting, du lærte i børnehaven: Leg. Del med de andre. Vær nysgerrig. Og hold sammen.

Forhåbentlig har du ikke glemt, hvad de betyder, eller hvordan man gør? For de er helt grundlæggende elementer, hvis du vil skabe engagement på din arbejdsplads – og det vil du gerne. Engagerede medarbejdere er nemlig en nøglefaktor for succes.

Det virker måske banalt, men det gør de mest grundlæggende og indlysende sandheder næsten altid. For ligesom en 5-årig kan lære dig at forhandle, så fik du også de mest basale teknikker til at engagere dig selv og dine kolleger, da du var 3-4 år gammel.

1) Leg

Tænk tilbage på din børnehavetid. Hvad er det første og bedste minde? Endeløse solskinseftermiddage på legepladsen, spændingen under tæppet i ’bjørnen sover’ eller trangen til at grine højt under stilleleg?

Mest af alt handlede børnehaven om at have det sjovt. Legen var i centrum, og vi bør aldrig blive for voksne til den.

Medarbejderne hos LinkedIn får løn for at spille bordtennis, og Googles hovedkontor har en indbygget klatrevæg. Det er der gode grunde til: Leg har vist sig at fremme produktivitet, kreativitet, motivation og optimisme og samtidig nedsætte risikoen for stress.

Vores kolleger er de mennesker, vi tilbringer mest tid sammen med. Derfor er det afgørende at kunne have det sjovt sammen – book en bowlingbane, hold en sommerfest, og flet lidt leg ind i hverdagen.

2) Del med de andre

Måske blev den 3-årige udgave af dig rasende, da du fik at vide, at du ikke havde eneret på alle sandkassens skovle. Men formentlig opdagede du kort efter, at det faktisk var sjovere at lege med de andre end at bygge et ensomt sand-imperium.

Det er vigtigt at dele med de andre. Jeg tænker ikke på enetaler om din weekend hver mandag morgen eller et usundt passioneret forhold til dit mailprograms Cc-knap. Jeg tænker på at skabe en kultur i dit team, hvor I deler, hvad der virker, hvad I arbejder med, og hvor I er gået i stå. Når et problem bliver sagt højt, er det ofte halvvejs løst.

Hos BRO deler vi fx vores viden på interne ølkassemøder (tag ikke titlen alt for bogstaveligt), og vi sender hurramails til hinanden, når et salg er gået igennem. Både for at fejre succesen og for at holde hinanden opdaterede på, hvilke opgaver vi hver især har på vej.

Læs mere om vores arbejde med udvikling af samarbejdet i teams.

Men viljen til gennemsigtighed behøver ikke kun gælde internt. Den gælder også over for dine kunder. Det er generelt vores erfaring, at kunderne bliver mest tilfredse med produktet, hvis vi har delagtiggjort dem i vores tanker, ideer og planer undervejs.

Og så er vores eget bedste eksempel selvfølgelig, at vi hver uge deler vores viden med over 17.000 abonnenter her på bloggen – om at skrive tekster, der fanger den utålmodige læser, eller at højne din troværdighed gennem dit kropssprog. Det betyder blandt andet, at kunderne selv ringer til os.

3) Vær nysgerrig

Man udvikler sig kolossalt i børnehaven. Alt er nyt og spændende, og en nysgerrig tilgang giver værdifuld erfaring, som vi trækker på senere i livet. Hold godt fast i den nysgerrighed: Lyt til dine kolleger, spørg ind til deres opgaver, anerkend dem for deres gode indsats, og husk at fejre jeres succeser.

Skeptikeren synes måske, at det dufter farligt fælt af falske skulderklap og sablede champagneflasker. Men at være opmærksom på hinandens indsats har afgørende forretningsmæssig værdi: Anerkendelse af indsats og resultater er en enorm motivationsfaktor for os alle sammen, og det er ikke kun de direkte involverede medarbejdere, der nyder godt af at blive bekræftet i det, der lykkes. Fejringen giver jer tid til at reflektere over den vellykkede proces, så I kan gentage succesen.

Ofte har din kollega ikke selv overskuddet eller modet til at råbe højt om egen succes – og så er det langt mere effektfuldt (og klædeligt), hvis det er en anden end dig selv, der taler pænt om dig.

Så husk at stoppe op, spørge, lytte, sige tak og gøre fejringen af succeser til en del af jeres arbejdsproces.

4) Hold sammen

Jo mere og tidligere man føler sig som en del af et hold, jo hurtigere og stærkere knytter man sig til sin arbejdsplads og dens mål og vision. Forskning viser gang på gang, at relationer trumfer kompetencer og argumenter. Det er altså en god investering at lære dine kolleger at kende – og at lade dem kende dig.

I behøver ikke at gå to og to på række, når I skal ud, eller spise kage hver eftermiddag klokken tre. Men at spise frokost sammen, løbe firmastafet eller dele en fredagsøl eller ti giver jer lejlighed til at lære hinanden bedre at kende som mennesker, og det gør jeres arbejdsliv som kolleger både sjovere og nemmere.

Og skulle I havne i noget voldsom forretningsmæssig trafik, er det et fornuftigt instinkt at række ud efter hinanden, gå videre hånd i hånd og holde sammen.

Spis ikke af sandkassen

Så husk det, du lærte i børnehaven – det gælder stadig:

Sig undskyld, hvis du sårer en anden. Ryd op efter dig selv. Læg tingene tilbage, hvor du fandt dem. Spis ikke af sandkassen. Lad være med at lyve. Vask hænder, når du har været på toilettet. Hold øje med trafikken. Du må ikke løbe med saksen. Tag en lur hver eftermiddag.

Og ikke mindst: Leg, del med de andre, vær nysgerrig, og hold sammen.

Indlægget er inspireret af en tekst af Naomi Simson. Hun er grundlægger af RedBalloon, som har været blandt de bedste arbejdspladser i hjemlandet Australien i årevis.

Om Helle Bro

Helle Bro

Direktør - 40805100
Helle er direktør i BRO. Hun arbejder med strategi-, team- og ledelsesudvikling i store danske og internationale virksomheder. Helle fungerer desuden som sparringspartner og rådgiver for executives. Helle afholder blandt andet Walk the Talk i Spanien, hvor teamudvikling sker i foreningen mellem fysiske og mentale udfordringer i smukke og inspirerende omgivelser.

14 kommentarer til “4 grundregler for forretning, du lærte i børnehaven

  1. Super blog hver uge, denne her sad jeg og læste højt for min kære kollega, for den var ikke mindst sjov men også bekræftende i den måde vi samarbejder på vores lille arbejdsplads.
    Håber at alle vil få lige så sjove 10 min som vi lige fik os her. Tak for det.

  2. Maj-Britt Kent Hansen 6. marts 2014 kl. 11:20 - Svar

    Tja, men det kan også tage overhånd med al den leg, fejring og løben stafet. Fra samtaler med andre er det nu mit indtryk, at en del medarbejdere finder det en anelse trættende – ikke mindst når den megen spas skal foregå i arbejdstiden.

    Det var så den “sure” kommentar på denne ellers meget positive blog. Beklager!

    Selvfølgelig er samarbejde, holdånd osv. vigtigt og værd at arbejde for, men det kan sagtens opstå og vedligeholdes uden så megen festivitas og så mange hurra-råb.

    • Ja det er klart – at der ikke skal gå jubelidiot i den 🙂 Leg i bedste forretningsforstand omhandler altid kerneopgaven på en eller anden måde – og har for øje at styrke sammenhold og kreativitet, hele tiden med opgaverne for øje. /Helle

  3. Historiefortælleren Jens Peter Madsen har en varm og nærværende fortælling om sin barndom der hedder: “Og der var steder, hvor tiden forsvandt”.

    Her render vi i hælene på den lille dreng, der farer rundt på en solbeskinnet eng med sin ven. Han finder en god pind og sammen går de, med vinden i håret og solen i ryggen, ned til de store træer, hvor de i skyggen af de store grene finder et rum, hvor de kan lege og har en frihed til at finde på.

    En tid, som de fleste af os kan spole tilbage til, hvor engen måske var en villahave eller en baggård og hvor vennen måske var masser venner. Hvad ved jeg.
    Men følelsen af, at tiden bare flyver og pludselig råber mor “NU SKAL VI SPIIIIISE!” genkender alle. Og den pludselige opvågnen i en god leg har alle prøvet.
    Jens Peter Madsens fortællinger er fremragende og jeg kan kun anbefale dem:
    http://www.jenspetermadsen.dk/

    På samme måde, taler kreativitetsforskeren Sir Ken Robinson om, at nogle mennesker lykkes med at koble deres arbejdsliv og deres personlige talenter på en måde, så arbejde ikke føles som arbejde. Hvor arbejdet ikke er noget, de upassioneret udfører, men er en del af den person, de er.
    De er, som han kalder det: i deres sande element.
    Jeg synes, det er en meget smuk tanke, som måske ikke altid lykkes, men som ikke desto mindre er værd at stræbe efter. Så ofte, vi kan.
    Her er et par ord af Ken Robinson: http://www.youtube.com/watch?v=u-jIxSqVCcw

    For der er jo steder, hvor tiden forsvinder.

    • Som nævnt i den mail, jeg netop har sendt dig, Ole: Tak for din kommentar og dit fine perspektiv. Hvis du bliver med at jage det sande element hos dig, gør vi det samme her hos os – har vi en aftale? 🙂
      /Helle

  4. Tak for de gode ord Ole – Det er stærkt inspirerende og ansporende, at blive husket på sine historier – Jeg fortæller gerne flere historie, når og hvornår det falder muligt. Mine historier kan også opleves på nettet – Hør her på et par af de nyeste indspilninger.https://www.youtube.com/watch?v=mQCJUtmTlWA
    Jeg arbejder i øjeblikket med professionel fotograf og lydmand for at udgive en ny publikation på nettet “Fortællinger om en dreng med en livlig fantasi” følg med på http://www.digitalstoryteller.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *