Det alle i virkeligheden tænker om dig

Det alle i virkeligheden tænker om dig

Jeg vil gerne præsentere dig for en fantastisk tankegang, som handler om den måde, vi møder andre mennesker på – og ikke mindst om, hvordan vi tænker om os selv. Det var i et indlæg af Robert Bruce, jeg selv blev introduceret til den, og jeg faldt med det samme helt og aldeles pladask for den. Lad mig forklare den med et eksempel:

Som direktør i BRO har jeg haft mange talentfulde mennesker til jobsamtale. Sådan en samtale er en frygtelig spændende situation for de fleste – men for nogle er den bare frygtelig.

De fokuserer på ikke at træde ved siden af. Ikke at fejle. Og det gør de, fordi de tror, at personen på den anden side af bordet kun leder efter deres fejl.

Men som personen på den anden side af bordet kan jeg forsikre dig, at sådan forholder det sig ikke – tværtimod.

Når samtalen starter, er der ikke noget, jeg ønsker mig højere, end at det er min kommende kollega, der træder ind ad døren. Jeg vil så gerne have, at det er dig, der har det, jeg leder efter.

Jeg er ikke imod dig, men ønsker, at lige netop DU lykkes.

Og denne tanke kan bruges i mange andre sammenhænge end jobsamtaler. Det samme gælder fx også, når der skal optages nye medlemmer i min VL-gruppe, eller når nogen skal præsentere noget for mig i de bestyrelser, jeg sidder i.

Tænk over det her et øjeblik:

Alle, der på en eller anden måde bedømmer dig eller lytter til dig, ønsker, at du redder deres dag.

 

Alle hepper på dig

Sandheden er, at alle mennesker og virksomheder i denne verden ønsker, at du har løsningen til dem.

Det er ikke sikkert, at du vil opleve det sådan. Og de vil med garanti ikke selv fortælle dig det. Men det gør det ikke mindre sandt.

  • Vi håber alle inderligt, at dit foredrag ikke er lige så kedeligt og generisk som så mange andre.
  • Vi hepper på dig, når du til et internt møde præsenterer en ide, der kan løfte forretningen.
  • Og som kunde har vi et brændende ønske om, at du har lige den service eller det produkt, som vi har brug for – eller måske slet ikke vidste, vi havde brug for, før du var så venlig at servere det flot og færdigstegt, klar til brug.

Det er en fantastisk tanke, synes jeg. Og det bedste ved den er, at den kan føres over i stort set alle aspekter her i livet. Alt det, du drømmer om at opnå.

Her er, hvad du skal bruge denne viden til

Nu ved du altså, at alle omkring dig inderst inde håber på, at du er deres helt. Det afgørende for dig er derfor at demonstrere det for os og indtage rampelyset.

Så fokusér på din opgave og din ide. Hvad er det, du gerne vil overbevise os om, som kan redde vores dag?

Hos BRO hjælper vi andre med at styrke deres personlige gennemslagskraft.
Læs mere om vores arbejde med indflydelse.

Lad dig ikke stoppe af, hvad du tror, andre tænker. Du tager nemlig ofte fejl. Brug i stedet visheden om, at vi inderst inde hepper på dig, til at styrke troen på dig selv, og forbered dig så: Vær grundig i din research, træn din salgstale, bekæmp din præsentationsangst, øv dig igen og igen – og før det så ud i livet.

Og hvis den ikke sidder der i første omgang, så husk, at øvelse gør mester (undskyld klicheen), og at vejen til at blive ekspert nok er lang, men også farbar.

Om Helle Bro

Helle Bro

Direktør - 40805100
Helle er direktør i BRO. Hun arbejder med strategi-, team- og ledelsesudvikling i store danske og internationale virksomheder. Helle fungerer desuden som sparringspartner og rådgiver for executives. Helle afholder blandt andet Walk the Talk i Spanien, hvor teamudvikling sker i foreningen mellem fysiske og mentale udfordringer i smukke og inspirerende omgivelser.

14 kommentarer til “Det alle i virkeligheden tænker om dig

  1. Det er en virkelig fed tanke synes jeg. Er en af dem der altid har været bange for eksaminer, og jobsamtaler er jo endnu værre! Men det her er jo en hel ny måde at se situationen på… Vil jeg helt sikkert have i baghovedet næste gang 🙂

  2. Marie-Louise Elbrandt 5. december 2013 kl. 10:26 - Svar

    Troede jeg skulle læse noget negativt om hvad det egentlig var alle tænkte om mig.
    Tankevækkende, det kunne jo ligeså godt være noget positivt. Og det var det. Dejlig læsning. Og hvor er det rigtigt. Vi vil alle gerne have noget der kan lette vores vej…

  3. Sikke en dejlig, opmuntrende tanke at gå ud i stormen med. Ja, jeg troede også, jeg skulle læse noget frygteligt om, hvordan alt kan tabes på gulvet på de første ti sekunder. Nu vil jeg gentage det gode budskab for mig selv, til det sidder fast

  4. Det var da noget af en øjenåbner – fantastisk tanke og tankegang. Den skal lige sætte sig – så vil jeg også klart bruge den fremadrettet.

  5. Lige på kornet og tak for den.
    Det handler ganske rigtigt ikke om mig, når jeg f.eks. skal præsentere et eller andet.
    Det er ikke mig, der bliver bedømt af tilhørerne, for jeg er ikke hovedpersonen.

    Det er derimod brugbarheden af min historie, der bliver bedømt og (ikke mindst) dets relevans for den der lytter, læser eller hvad man nu gør.

    Er det rigtigt forstået, at “det alle i virkeligheden tænker om mig”, er, at ingen rigtig tænker noget? Altså bortset fra, at jeg hjertens gerne må levere det tip, den gode idé eller det opløftende øjeblik, som vi alle er på udkig efter?

  6. Når man tænker rigtigt efter, så er det jo indlysende! Man vil jo ikke pille nogen ned, men man håber på at blive præsenteret for noget positivt, nye ideer eller en ny og spændende kollega.
    Tusind tak for denne inspiration.
    Med venlig hilsen Povl

  7. Pingback: Spørg - og lyt, lyt, lyt - Githa Rasmussen

  8. Den første tredjedel af vores liv bekymrer vi os om hvad andre tænker om os.
    Den næste tredjedel af vores liv, siger vi “F… hvad andre tænker om mig”
    Den sidste tredjedel af vores liv, går det op for os at ingen tænker på os – de har travlt med at tænke på dem selv.

  9. Mange tak for jeres tilbagemeldinger, reaktioner og kommentarer. Det er dejligt at kunne videregive mentale vitaminer og energi.

    Og Ole: Nej, det er ikke rigtigt, at folk i virkeligheden ikke tænker noget. De er bare ikke aktivt klar over, hvad de tænker. Nu ved du det – så er det bare om at bruge det og minde dem om det på den bedste måde, du kan 🙂

  10. Gert Lund Christensen 12. december 2013 kl. 13:43 - Svar

    Ja det lyder alt sammen så pænt, men fakta er desværre at de fleste jobsamtaler overhovedet ikke drejer sig om det du er god til, ej heller jobbet, men nogle ganske uinteressante oplysninger såsom om hvor man er født, hvad ens forældre (nu afdøde) lavede og om man har en stor familie og hvorfor man ikke fortsatte i jobbet for 15 år siden. Tests med tåbelige spørgsmål der stilles igen og igen med lettere ændrede formuleringer og “Find Kurt” diagrammer. Jeg er så træt af det bavl, og så skulle læse at det da sørme er for at man skal lykkedes som den succes der åbenbart er den altdominerende faktorfremfor om man er dygtig og ansvarsbevidst. Og hvad rager det andre i en jobsituation hvad jeg laver når jeg holder fri? Jeg holder jo netop fri fra jobbet, eftersom ens job ikke bør lægge beslag på hele ens liv, og chef og kolleger også skal være de nære venner med fælles interesser for at man kan begå sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *