Sådan lukker du r**** på en telefonsælger

Der er sælgere, som har sat sig ind i din virksomhed, og hvor deres produkt kan hjælpe dig med at løse væsentlige udfordringer. Dem kan vi godt lide.

Og så er der sælgere uden pli. Sælgere, som forsøger at presse dig til at købe uforbeholdne mængder annoncer i lokale telefonbøger, lysstofrør, energidrikke og Penny-abonnementer. De bliver ved, selvom du høfligt forsøger at sige nej. Og i nogle tilfælde formår de måske endda at få dig til at købe noget på denne urimelige måde.

Disse typer af sælgere skal vi stoppe. Lige nu. Det kunne være, du har det på samme måde. Her får du derfor fem håndholdte taktikker til at få telefonsælgeren til at lægge røret på.

Lær mere om, hvordan du styrer strategier og dialoger på vores kommunikationsuddannelse, BRO Comm.

1: ’Det bruger vi ikke’
Der findes en enkel teknik, som er blevet professionaliseret, forfinet og testet over flere år. Den hedder: ”Det bruger vi ikke.”

Ligegyldig hvad stemmen i røret vil have dig til at købe, skal du svare ”Det bruger vi ikke”. Det lukker munden på de fleste – men det kræver en vis selvdisciplin af dig at gennemføre, hvis det handler om belysning, toiletpapir eller telefoner.

Sælger: Jeg har et eksklusivt tilbud på kopipapir.
Dig: Vi bruger ikke papir.

Du kan finde mange formidable eksempler på denne teknik her: Vibrugerikke.dk.

2: Kvæl dem med venlighed
Når du får sælgeren i røret, så gør du absolut ikke andet end at skamrose din nuværende leverandør.

Telefonsælger: Jeg ringer fra Plask Sjask Rengøring, og vi kan lige nu tilbyde jer at komme ud til et møde om jeres rengøringsløsning.
Dig: Åh, vi er simpelthen så glade for dem, der kommer her nu. De skurer og skrubber, og så endda i weekenden. De gør det især godt omme bag køleskabet, hvor du ved, der kan samle sig rigtig meget skidt og kanel. Jeg ville være så ked af at miste dem, så nej tak!

Med andre ord: Kvæl dem i venlighed – og detaljer.

3: Sælg noget til dem
En god måde at få en telefonsælger til at klappe i er at vende samtalen rundt og insistere på at sælge noget til dem.

Dig: Nej tak, jeg har ikke brug for H.C. Andersens samlede værker. Men jeg tænkte på, om du har brug for noget kommunikationsrådgivning? Er du tilfreds med den rådgivning, du får lige nu? Hvad! Du får slet ingen rådgivning – det skal vi da have gjort noget ved.

4: Jeg har allerede talt med din kollega
Hvis du lige har talt med en anden om præcis det samme, er det jo pinligt, at de ringer igen.

Telefonsælger: Hej, jeg ringer fra 1-2-3 Print, og jeg ville lige høre, hvornår I sidst har gennemgået jeres printløsning?

Dig: Jamen, det forstår jeg ikke. Jeg talte da lige med din kollega den anden dag, så det er der allerede styr på!

Bered dig på en telefonsælger, der bliver slået ud af kurs over det interne rod, der åbenbart er i ringelisterne. Det er ikke prisværdigt, men det virker.

5: Hulemanden
Hvis man blot forbryder sig mod nogle simple forhandlingsprincipper, kan man hurtigt dræbe en samtale. Hulemandstaktikken består i, at du uhøfligt kun betjener dig af to midler:  Ordet ’nej’ og larmende tavshed.

Telefonsælger: Jeg ringer fra Sødt & Godt. Vi laver bolsjer og chokolade med logo og print, som man kan give til sine kunder. Er det noget, I har gjort førhen?

Dig: Nej.

Telefonsælger: Men man kan f.eks. bruge dem som gaver til kunder. Er det noget, I kunne tænke jer at prøve?

Mig: Nej.

Telefonsælger: …Øh…I giver ikke jeres kunder en lille ting til jul?

 Mig: Nej.

Telefonsælger: Nå. Jeg kan da godt høre, at jeg ikke kommer langt, når jeg bare får nej og nej hele tiden!

Erfarne sælgere har lært, at de skal stille spørgsmål for at beholde dig i røret. Begynder du at svare, giver du blot sælgeren mere at arbejde med, og du bliver suget ind i den spiral, der kun fører én vej: Til et desperat køb. Forholder du dig derimod tavs eller svarer du kun nej, løber sælgeren tør for spørgsmål og vil selv sige tak for nu.

6: Hvis alt andet går galt
Så kan du insistere på at lave en konkurrence om, hvem der lægger først på – ligesom i Bubbers Badekar. Det er tilpas bizart til, at det kan få de fleste telefonsælgere ud af fatning. Men det er sidste udvej, så lad os høre fra jer: Har I nogle gode ideer til, hvordan man får telefonsælgere til at lægge røret på?

115 kommentarer til “Sådan lukker du r**** på en telefonsælger

  1. Blev på et tidspunkt ringet ned af avissælgere. Jeg fortalte dem, at de var med i en konkurrence om, hvem der først forstod, at jeg ikke var interesseret: “En sælger fra Politiken var et minut og tretten sekunder om at forstå, at jeg ikke var interesseret. Hvor hurtigt kan du forstå det?” Der var faktisk sælgere, som prøvede at bruge længere tid end de foregående.

    • Jeg udgiver mig altid for at være en anden.

      Sælger: Hej taler jeg med Lola Petersen?
      Mig: Nej jeg hedder Camilla??

  2. Jeg synes ikke, der er grund til at spilde ens tid med at argumentere med telefonsælgere, endsige at give dem en forklaring på hvorfor man ikke er interesseret. “Jeg er ikke interesseret. Hav en god dag” og så lægge på, virker fint for mig 🙂

  3. Ha ha grinte pænt ved nummer 5 🙂 tilpas sort!
    Det er mig et under at nogle virksomheder (undlader helt bevidst f.eks. at nævne Telia) fortsat tør være så massivt pågående i en så transparent verden… Tak for indlægget.

  4. Sælgere ringer i et væk! Telefonnumre vises heldigvis på mobilens display. Sjovt nok har 95 pct. af alle sælgere “privat nummer”. Står der “privat nummer”, tager jeg derfor ikke telefonen. Hvis nogen vil mig noget, lægger de en besked. Det gør sælgere ikke ;o)

  5. Helene Ulrich Pedersen 1. november 2012 kl. 11:12 - Svar

    Jeg synes, at det er flot, at man kan bevare roen og komme med så mange muligheder for at stoppe ordstrømmen fra telefonsæglere. Så ER man bare allerede ude i at bruge tid på noget man slet ikke ønsker?! Jeg er endeligt blevet rigtig god til bare at lægge stille og roligt på og har det godt med det. Forstår slet ikke, at det er lovligt. For mig er der ikke stor forskel på dette totalt up-front-kald (som også hærger alle børnenes mobiltelefoner) og dørsalg, som mig bekendt blev forbudt for en del år siden…

  6. Nyttige – og sjove – råd til de af os, der rummer et seriøst udviklingspotentiale i kategorien “Så-sig-dog-for-f*****-nej-en-gang-i-mellem”. Tak 🙂

  7. Tak for dagens grin! Jeg får af og til lyst til at forklare de stakkels mennesker, at taktikken er helt skæv. Jeg blev for eksempel ringet op af en sælge der lagde ud med: Bruger du nogle gange Google? Så er slaget for den sælger altså tabt på forhånd!
    Mange hilsener Lise

  8. Tak for en underholdende – og desværre nødvendigt – indlæg 🙂

    Vil lige supplere med Jerry Seinfelds metode (der dog retter sig mod private):
    Sælger: Jeg ringer fra Forlag Frandsen og har netop nu et supergodt tilbud til nogle få udvalgte
    Dig: Jeg har desværre ikke tid til at tale lige nu, må jeg få dit privatnummer og ringe dig op i aften?
    Sælger: Øh, nej. Jeg vil ikke ringes op af en vildt fremmed på mit privatnummer.
    Dig: Så ved du, hvordan jeg har det lige nu. Farvel

  9. Kostelig læsning og denne sætning har hjulpet mig mange gange:” Jeg synes, at du skal skynde dig at lægge røret på og bruge dit krudt et andet sted”

  10. Jeg har udvilåklet en fremragende teknik, der også baserer sig på høflighed. Når sælgeren har givet sin indledende præsentation, svarer jeg høfligt, at jeg ikke er interresseret. Hvis sælgeren taler videre, afbryder jeg med et “nej tak, men tusind tak for din tid”. Ombytningen af roller med mig som den taknemlige gør dem helt forvirrede og *yay* mundlamme. Samtalen afsluttes herefter hurtigt og altid uden indvendinger. Den virker hver gang.

  11. Tak for fint oplæg – jeg morede mig kosteligt!

    Som privatperson har jeg haft stor succes med denne tilgang:

    Uanset, hvad de spørger om, tilbyder eller lignende, svarer jeg: “Ligegyldigt hvad du vil sælge mig, er jeg ikke interesseret. Jeg er selv sælger og kender alle de teknikker du bruger. Du spilder din tid!” 🙂

  12. Lav lidt ping-pong med din kollega.

    Når sælgeren har lavet sit indledende spørgsmål “Dav mit navn er Jens, jeg ringer fra Svulstig A/S. Ergonomiske redskaber til din PC, er det noget i bruger ?”

    Så siger du “lige et øjeblik…”

    Sæt tlf på mute

    Din kollega (bedste hvis det er en kvinde) tager nu telefonen og siger “Tryk stjerne-stjerne hvis du vil tilbage til hovedmenuen, eller vent og du vil bliver stillet om til først ledige medarbejder”.

    Pause

    Pause

    Pause

    “Du står nu i kø som nummer….. 14”

    Pause

    Pause

    Pause

    “Du står nu i kø som nummer….. 15”

    Pause

    Pause

    Pause

    “Du står nu i kø som nummer….. 16”

  13. HA-HA, sjove idéer. Jeg plejer at bede om et skriftligt uforpligtende tilbud, som jeg stille og roligt kan tage stilling. Det virker også afskrækkende på mange sælgere.

  14. Det virker som regel også, at pænt sige “undskyld, ved du hvad dato vi har i dag” – “undskyld ved du hvad klokken er”…. Det dur, fordi de fleste sælgere har fastlagt et spørgesystem. Så split deres system med enkelte spørgsmål og du slipper af med dem kort efter, når du siger pænt nej tak.

  15. Der er efterhånden (heldigvis) langt mellem avissælgerne. Om det er fordi jeg spørger interesseret ind til, om jeg kan få deres avis som lydbog eller blindskrift ved jeg ikke, men telefonsælgeren fik travlt med at komme videre…

  16. Jeg syns ikke, at telefonsælgere har krav på en forklaring. De banker på, du er ikke interesseret, så er det i begges interesse at få sagen afsluttet asap.
    Til gengæld syns jeg, at det er ok, at de forsøger sig. En sjælden gang imellem får man jo også et relevant tilbud.
    Jeg syns de mest irriterende er phonere fra hjælpeorganisationer. De har trænet i at give dig dårlig samvittighed, og i lang tid havde jeg det dårligt, hvis jeg var nødt til at være uforskammet, men nu har jeg overvundet ubehaget.

  17. Man kan også have det hyggeligt og rart, selvom man ved, at man ikke vil købe noget.
    Efter i mange år at have hadet telefonsælgere – mest dem med jobannoncesites – fandt jeg på at lege, at det var mine bedste venner. I og med, at det bare er et job, de får penge for, og at de for det meste bliver afvist, bliver de helt glade, når man begynder at tale om vejret og hvad man kan se uden for sine vinduer. Det er trods alt deres telefonregning. Hvis man ikke har deres nummer kodet ind og derfor allerede har ladet være med at tage telefonen, så er man jo blevet forstyrret, og kan lige så godt udnytte pausen med en hyggelig sludder. Teknikken virker, når beslutningen om ikke at købe noget er taget på forhånd.

  18. Jeg har også haft succes med at sige, at jeg netop er flyttet til udlandet og dette opkald koster mig x-antal kr. i minuttet så med mindre de har et overordentlig godt tilbud og desuden leverer til udlandet (hvilket de færreste gør) må vi hellere stoppe samtalen her.
    Det har gjort et par telefonsælgere helt undskyldende og på deres egen opfordring bliver man så ovenikøbet slettet fra deres opkaldslister.

  19. Henrik H. Poulsen 1. november 2012 kl. 11:43 - Svar

    Virkelig god underholdning, det her. Jeg er vild med Lars’ teknik med konkurrencen om at forstå, at man ikke er interesseret.

  20. Mette Bruus Hansen 1. november 2012 kl. 11:48 - Svar

    Tak, alle sammen! Det er skønt at være bevæbnet med endnu flere formidable teknikker. Min favorit må vist være den fra ‘Chr’; Den må helt klart afprøves!

  21. Anders B. Petersen 1. november 2012 kl. 11:49 - Svar

    Jeg har selv været både gade- og telefonsælger så kender gamet. Det der undrer mig allermest er, at folk ikke kan finde ud af at sige nej tak. Hvor svært kan det være?

  22. @ Hele Ulrich Pedersen;

    I Forbrugeraftaleloven, kapitel 2 § 6, står der:

    Forbud mod uanmodet henvendelse m.v.
    § 6. Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
    Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om
    1) bestilling af bøger,
    2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,
    3) formidling af forsikringsaftaler og
    4) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand

  23. Stop taelefonsælgerens talestrøm med et spørgsmål: Det du vil mig, koster det penge? Hvis ja, er jeg ikke interesseret. Det stopper alle sælgeres talestrøm.

  24. Jeg lytter altid ganske kort af høflighed, og så stiller jeg spørgsmålet:

    ”Må man gerne sige nej tak?”

    Så svarer sælgeren ALTID:

    ”Øhh … ja, det må man da”

    Og så svarer jeg:

    ”Godt … så vil jeg gerne sige nej tak”.

    I langt de fleste tilfælde slutter samtalen her.

    Men til de insisterende sælgere, der alligevel prøver en ekstra gang, siger man så (mens man lyder meget skuffet og forurettet):

    ”Du LOVEDE mig altså lige før, at jeg gerne måtte sige nej tak. Nu holder du ikke dit løfte. Det kan du altså ikke være bekendt.”

    Her slutter samtalen altid. Og jeg har endda en enkelt gang opnået at få en undskyldning også 😉

  25. Har oplevet en del forskellige fonsælgere, arbejdsmæssigt og privat.. I mit tidligere job havde vi konkurrencen.. Af med sælger høfligt og hurtigst! Arbejdede med bla. Belysning… Neeej!! Jeg vil ikk købe lysstofrør… Vil du? Den “bedste” var dog dengang en ville sælge mig et abonnement på “Tænk”…?!? Øøøh og så på værste og mest insisterende måde… Ubehøvlet var han. Spurgte ham om han vidste hvad Tænk er…? Sælgere eller indsamlere får samme behandling… “Vil du ha’ penge? Og når de (som altid)svarer undvigende.. Siger jeg pænt nej tak! Brug din energi på noget andet…. Go’ dag!”

  26. Anders B. Petersen 1. november 2012 kl. 12:27 - Svar

    Tak Morten 😉
    Min pointe ligger i, at huske at sælgeren trods alt udfører et job. Vi kan ikke forvente at han/hun har empati og/eller kan gætte til, hvilket humør modtageren er i. Det sjove er, at efter jeg selv stoppede lærte at en sælger skal få et nej tak fire gange før, han opgiver en samtale. Faktum at de mest pågående eller opfindsomme sælgere også er dem der tjener med. Så i stedet for denne negative vinkel, så handler det virkeligheden mere om en selv. Nogle gange kan faktisk være sjovt at opleve, hvor meget en sælger i virkeligheden kan manipulere med en. Igen så handler det i sidste ende om ens egne grænser og være bevidst om dem.

  27. Tak for de gode forslag. Når man er både privat og selvstændig, så bliver man ustandseligt ringet op af sælgere. Jeg har forsøgt mig med teknikken bare at lægge på, når det stod klart, at det var en sælger, men langt de fleste forstår det ikke og ringer tilbage og siger “hov, vi blev vist afbrudt”.
    Så nu er jeg blevet registreret på Robinson-listen og har fået reklamebeskyttelse hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen – det har givet arbejdsro. Det sker dog en sjælden gang, at nogen finder på at ringe, men så jeg prøve nogle af de nye teknikker.

  28. Jeg synes telefonsælgerne får (for) lang tid med disse teknikker – så snart jeg finder ud af det er en telefonsælger siger jeg “beklager du må ringe til en anden, jeg har ingen interesse”. Kort, kontant og konsekvent! 🙂

  29. Maj-Britt Kent Hansen 1. november 2012 kl. 12:58 - Svar

    Rammende beskrivelse og mange gode forslag.

    Den med at gentage “nej”, og inget yderligere tilføje er vist den mest effektive. Man skal ikke rode sig ud i undskyldninger og forklaringer. Kommer man alligevel til det, er det nok mest effektivt at afslutte samtalen ved at afbryde, mens man selv taler. Ringes der op igen kort efter, behøver man jo ikke absolut at tage telefonen.

    I valgkampen i USA ringes vælgerne for tiden op og i den anden ende lyder et forudindspillet valgbudskab. Det skulle efter sigende kunne foregå dagen lang.

    Det kommer vi forhåbentligt ikke ud for.

  30. Mette Bruus Hansen 1. november 2012 kl. 13:35 - Svar

    Mai – At kunne skære igennem og sige nej er en fantastisk kompetence. Ideerne her er til alle os, der ikke mestrer disciplinen nær så godt – og til alle dem, der gør, men som alligevel har lyst til at afprøve teknikkerne i praksis. Det har jeg i hvert fald.

    Endnu engang tak til jer alle for de søde,sjove og stride måder at få telefonsælgerne til at klappe kaje. Som Morten siger, er det årets sjoveste kommentarfelt!

  31. Birgit Gidionsen’s kommentar o at “gøre det hyggeligt” og at lade som om at de er gode venner er genial! Den vil blive brugt hver gang fremover. Dont be an asshole har altid været god karma og Birgit tager den her til HELT nye højder.

  32. Jeg gør noget så simpelt jeg lægger røret på så snart det klart det en sælger, ringer de op igen lægger jeg på igen. Har aldrig oplevet de har ringet en 3 gang. Dem på gaden der prøver at stoppe en og render efter en for at sælge et eller andet ignorere jeg fuldstændig som jeg ikke kan høre/se dem. Det virker for mig.

  33. Det er typisk telefoniselskaber der ringer og tilbyder mit firma et “ufatteligt godt tilbud”.
    Efter at have talt i længere tid med flere sælgere og kommet frem til at de ikke kan gøre det billigere for mig, så har jeg fundet frem til at den helt direkte vej giver stor succes.
    For så spilder de hverken min tid unødigt, eller jeg deres.

    De stiller det første spørgsmål, hvorpå jeg svarer: “Nej tak, ellers tak, jeg er fint tilfreds med min telefoniløsning”.
    Sægleren følger gerne op med et:” Jamen, hvad nu hvis jeg siger at jeg kan gøre det billigere”, hvorpå jeg simpelthen svarer: “Ellers tak, hav en god dag”, venter et sekund og lægger røret på.

    Man skal jo huske på at det er dem der forsøger at sælge mig noget, så jeg skylder dem ikke noget.

  34. Mette Bruus Hansen 1. november 2012 kl. 15:19 - Svar

    Det er formidablet med alle de ideer, der vælter ind!

    Personligt foretrækker jeg at få telefonsælgeren til at takke og lægge på selv, i stedet for at jeg skal smække på. Men måske er det bare mig?

  35. Jeg er meget glad for Birgit Gedionsen’s kommentar – dont be an asshole er virkelig god karma – Jeg vil i fremtiden bruge hendes råd om at knuselske telefon sælgere og bruge det til at frigive nogle glade endorfiner i min hjerne 🙂

  36. ah smart – kunne først se mit tidligere indlæg nu – da jeres kommentar felt smider nye posts i toppen… flot rasmus..

  37. Som gammel telefonsælger må jeg sige, at jeg har svært ved at forstå, at så mange mennesker er blevet enige om, at uforskammethed overfor telefonsælgere er i orden.

    Telefonsælgere arbejder jo bare – lissom alle mulige andre mennesker. Og ret få af dem bryder sig i virkeligheden om at skulle ringe og forstyrre mennesker.

    Hvis jeg ikke er interesseret i det folk ringer og sælger, så siger jeg det bare som det er…

    “Ellers tak. Jeg er faktisk ikke interesseret”

    Sælgeren argumenterer eller spørger måske en enkelt gang eller to mere, men jeg har aldrig oplevet, at det ikke virkede blot at gentage budskabet i en rolig og høflig tone. Det kan ikke tage meget mere end 10-15 sekunder… Hvad i alverden er det store problem?

    Hvis det er meget vanskeligt at holde ud, så kan man jo bare ringe til kommunen og få registreret sit nummer på en liste, så der ikke er nogen, som kan ringe og sælge ting til en. Jeg mener det hedder RKI-registret.

    • > så kan man jo bare ringe til kommunen og få registreret sit nummer på en liste, så der ikke er nogen, som kan ringe og sælge ting til en. Jeg mener det hedder RKI-registret.

      Ja, jeg vil også gerne slippe for at blive ringet op af RKI 🙂

  38. Arbejder selv som telefonsælger, men synes stadig det er morsomt, den sjoveste jeg har hørt, var en ældre herre som afbrød mig og sagde at han havde et flygel til salg for 100 kroner jeg skulle bare selv bærer det ned fra 5.sal 🙂

    Eller den her, “hvordan siger en bakkende lastbil?” dut dut dut ;P

  39. Jeg har to standarder jeg som regel bruger:
    Er det avis/bogklubber der ringer, og IKKE forstår et nej, og vil bore ind til hvorfor man ikke er interesseret i deres avis/bog/magasin, så bryd grædende sammen i telefonen, og fortæl dem om det uheld du var ude for for et års tid siden som gjorde dig blind…..jeg har ikke hørt fra Kristligt Dagblad siden jeg brugte den.

    Ellers så er det også altid underholdende at vente til de har præsenteret sig, og så præsentere dig med navn og bed om en nr 15 med extra ost, og fortsæt diskussionen om hvem der har ringet hvem op, og insister på at du har ringet dem op og vil have din pizza, indtil de lægger på.

  40. Mette Bruus Hansen 2. november 2012 kl. 09:00 - Svar

    Jacob – som jeg skrev i mit indlæg, er der stor forskel på sælgere. Dem, jeg driller, er dem, der netop ikke vil tage nej for et nej, men presser på med produkter, jeg ikke har brug for.

  41. Jeg bliver af og til ringet op af asiatiske sælger som forsøger noget med investments etc. Det er tit god underholdning, for de er virkeligt tungtopfattende.

    Her et par ekstra forslag til hvad man kan…

    * passivitet.. sæt musik på i telefonen og læg den ved siden af dit tastatur og arbejd videre. De forsvinder selv efter 2-20 min.

    * forsøg at presse personlig information ud af sælgeren, f.eks. om deres mor eller barndom eller familie. De bliver totalt forvirret, og giver faktisk tit information om dem selv 😉

    * stil dumme spsm om produktet.. “findes det spørgeskema i blåt ? Ahh.. softwaretræning.. jamn jeg har jo netop en WordPerfect 4.2, kan I levere til den ?” etc.

    * forskrække sælgeren.. stilhed og pludselig “bøh”

    * tal et sprog de ikke forstår

  42. De her to ved jeg virker:

    1. Erhvervsdrivende: Der er ikke nogle virksomhed på dette nummer længere. Den er gået konkurs.

    2. Privat: Det har jeg ikke råd til jeg er lige blevet fyret.

    Det er to sikre mundlammere.

  43. Pågående telefonsælgere og interviewere fra et oplysningsbureau klarer jeg ved at sige: “Jeg arbejder ligesom dig på timeløn. Hvor skal jeg sende faturaen hen ?”
    Barsk men effektiv.

  44. “Kun vi hjælpe dig med et avis abonnement?” Nej tak, jeg er ordblind
    “Hej, kunne du overveje at få installeret tyverialarm derhjemme?” Næh egentlig ikke – jeg er hjemløs …
    “Hej! Vi har Philadelphia på tilbud i denne uge!” No thanks, it’s not my birthday …

  45. Dejligt underholdende indlæg ;-).
    Jeg har valgt en hel anden tilgang til telefonsælgerne – helt at slippe for at de ringer. Min virksomhed er nemlig reklamebeskyttet i CVR-registret. Linket fører til et indlæg, jeg har skrevet, om hvordan man gør.

  46. Tak for nogle rigtig gode grin 😉
    Da jeg (for mange år siden) startede firma – gik mit telefonnr. åbenbart sejrsgang over det ganske danske land. Dengang købte jeg i panik flere ting – dét stoppede jeg hurtigt med.
    Hvis en sælger ringer i dag, får han/hun svaret:
    “Pænt af dig at ringe – men jeg er ikke interesseret – hverken i dag eller fremover”. Prøver sælgeren lige én gang til, påpeger jeg, at der er en fejl i hans/hendes spørgeskema – “der mangler et “ha’ en god dag” – når den du ringer til ikke er interesseret” – og så afslutter jeg med “tak og i lige måde” 😉

  47. Hvor et det dog en manglende respekt for andre mennesker i udviser. Sælgerne skal leve af deres job, måske unge studerende. Jeg taler med respekt for dem når de ringer, siger blot at det ikke har nogen interesse og at de ikke skal bruge deres tid på mig, når de så spørger gentager jeg det og siger du må have en god aften… Hvorfor skal man sige en lang gang pis for at sige det rent ud som i foreslår… Ha dog respekt for jeres medmennesker, højst utroligt man skal læse den slags indlæg på jeres blog!!!

  48. Kære Kim. Hvor ville det dog klæde dig at læse indlægget ordentligt igennem inden du går amok uden grund. Der står jo tydeligt i starten at det ikke gælder alle sælgere, men kun de uvorne af slagsen. Hvor gamle de er er fuldstændig ligegyldigt. Læs venligst tingene, hvis du vil tages seriøst.

  49. Mette Bruus Hansen 5. november 2012 kl. 12:09 - Svar

    Hej Kim. Som Matthias skriver, har vi ikke noget imod sælgere, der har gjort sig den ulejlighed at lære os at kende og foreslå os ideer og produkter, som kan hjælpe os. Men jeg får alt for mange sælgere i røret, som ikke har respekt for hverken min tid eller mit nej – og det er dem, mit indlæg er rettet mod. Bedste hilsner Mette

  50. Nogle ganske få af dem har faktisk humor, og man kan få et godt grin af og til, hvis man har tid. Der er måske også ind i mellem nogen man kan lære noget af, men ellers er det en god lejlighed til at lære at bruge ordet nå. Nå er ganske vist et af de korteste ord i det danske sprog, men også et af de stærkeste. Det kan afvæbne næsten enhver diskussion, både professionelt og privat, uden at give anledning til yderligere ophidselse. IKKE: Nå – men eller Nå – ja. Alene Nå!

  51. Jeg arbejder for en miljøorganisation, og vi har forpligtet os til at købe så miljø- og energivenligt som det er muligt.
    En dag bliver vi kontaktet af en sælger, som ville sælge ham pærer, hvilket vi afviser, da de ikke kan levere en løsning, som vi kan leve med.
    Dagen efter bliver vores administrationschef ringet op af en anden fra lysfirmaet, der fortæller, at vores ordre var ved at blive pakket. Hvilken ordre?, spørger han.
    Ordren på de 100 lysstofrør, svarer sælgeren.
    1. Vi kunne ikke finde på at købe lysstofrør.
    2. Vi har slet ingen lamper, der kan bruge lysstofrør.
    Hvilket vores adm.chef siger.
    Spørgsmål – hvordan er denne fejl sket? Mit gæt er, at de har forsøgt sig med at sende en fiktiv ordre bestilt af en anden person – desværre har de så valgt det helt forkerte produkt.

  52. Man kan jo også bare snakke meget lavt så de skruer op på deres headset, bliv ved med at tale lavt til sælgeren siger: “undskyld, kan de gentage?” Når han siger det, så ved du, at han har skruet op, derefter råber du så: “Jeg håber ikke du har tinitus!”

  53. Kristian Hylleberg 5. februar 2013 kl. 20:42 - Svar

    Når det er avissælgere kan jeg personligt godt lide at sige “Nej tak, det bliver svært eftersom jeg er blind.”, og når de så smider en undskyldende kommentar svarer jeg: “Nå jeg må også hellere lægge på, jeg sidder lige og kører bil. Hej hej!”

  54. Kontraspørgsmål til telefonsælgeren virker omgående.
    Mig: “Sig mig, er du provisionslønnet?”
    Sælgeren: “Øh, ja”.
    Mig: “Så får du et godt råd, læg røret på og ring til den næste på listen”.

  55. Super sjov artikel. Jeg benytter mig primært af taktikken der hedder ‘det lyder interessant, kan du ikke sende mig noget på skrift?’ Det får som regel telefonsælgeren til at sige tak for i dag. En anden taktik er at sige ‘lige et øjeblik’ – og så mute telefonen. Nogle gange er det imponerende så længe de venter….

  56. Det sjoveste ved alle kommentarerne på denne tråd er, at langt de fleste, som har skrevet et indlæg her, givetvis selv arbejder et sted, hvor man har en eller flere sælgere som kollega, som rent faktisk ringer ud på vegne af ens virksomhed. Man kan jo starte med at takke disse sælgerkollegaer, for at man selv har et job 🙂

  57. Jeg morede mig rigtig meget. Tak for det sjove indlæg og kommentarerne. Jeg foretrækker en af de korte versioner, da jeg hellere vil bruge min tid på noget andet. Hvis det er salg af aviser og bøger svare jeg ærligt, “det får jeg ikke læst, så nej tak” og lægger på. Hvis de når at bryde ind inde bliver svaret: “hvad skal jeg med det? jeg får jo ikke læst det”.
    Jeg har svære med velgørenhedsorganisationer. Deres indledning er som regel lang, og, som en skrev, er de gode til at forsøge at give dårlig samvittighed. Men det er ikke umuligt at sige “nej tak” eller “det kan jeg ikke”. Jeg forstår dog ikke rigtig de velgørenhedsorganisationer, der ringer til deres allerede betalende medlemmer hvert år. Jeg ved jo de er der, og havde sikkert allerede valgt at give dem flere penge, hvis jeg ville/kunne det.
    Jeg har lidt ondt af de små erhvervsdrivende der bliver kimet ned og bliver forstyrret meget af de mange sælgere der er.

  58. Henrik H. Poulsen 10. april 2013 kl. 09:37 - Svar

    @Lasse: Du har ret. Det er svært at forestille sig en arbejdsplads, hvor der ikke findes nogen med en eller anden form for salgslignende funktion. Salg er en bydende nødvendighed, og her hos os i BRO er vi også alle sammen sælgere.

    Vi bilder os dog ind, at vi forsøger med en lidt mere gennemtænkt og elegant tilgang til disciplinen end de ‘sælgere uden pli’, som Mette stiler blogindlægget imod. Om den formodning er i overensstemmelse med sandheden… tja, det må andre vurdere 🙂

  59. Henrik H. Poulsen 14. maj 2013 kl. 16:11 - Svar

    Tak for gode links, Tobias. Dillemaet er så, at det også udelukker de flinke og elegante sælgere, når man tilmelder sig Robinsonlisten.

    • > Tak for gode links, Tobias. Dillemaet er så, at det også udelukker de flinke og elegante sælgere, når man tilmelder sig Robinsonlisten.

      Er der ikke en liste kunde irriterende sælgere bruger?

  60. Husk på at dem der ringer rent faktisk sidder og gør deres job. Nogle er dygtige sælgere, andre er på vej og så er der dem der er helt nye i jobbet som er rystende usikre og nervøse. Hav dog respekt for disse mennesker uanset hvad. Tænk på hvordan du ville have det hvis du blev mødt i dit arbejde af andre på en sådan måde som der beskrives i blogindlægget.

    Er du ikke interesseret – så sig nej tak, længere er den vel ikke!!? Og som der nævnes så kan man tilmelde sig robinsonlisten hvis man ikke ønsker at ens telefonnummer bliver brugt af firmaer til salg.

    Mht. virksomheder lever alle af at sælge noget og skabe forretningsrelationer og salg af ydelse/service/produkt og må man da mene at det også her gælder for en virksomhed at man også tegner firmaets ansigt udadtil ved, hvordan man opfører sig overfor folk der ringer.

  61. Hej Mette

    Tak for kommentaren.

    Jeg synes, at du springer hele præmissen for indlægget over – og derfor synes jeg din kritik er skudt ved siden af. Vi skriver:

    “Der er sælgere, som har sat sig ind i din virksomhed, og hvor deres produkt kan hjælpe dig med at løse væsentlige udfordringer. Dem kan vi godt lide.

    Og så er der sælgere uden pli. Sælgere, som forsøger at presse dig til at købe uforbeholdne mængder annoncer i lokale telefonbøger, lysstofrør, energidrikke og Penny-abonnementer. De bliver ved, selvom du høfligt forsøger at sige nej. Og i nogle tilfælde formår de måske endda at få dig til at købe noget på denne urimelige måde. Disse typer af sælgere skal vi stoppe nu”

    Dette indlæg forholder sig helt direkte til den sidste gruppe. En gruppe, som rigtig mange har haft dårlige oplevelser med.

    For som vi også skriver – man må hjertens gerne ringe og sælge noget. For vi er enormt respektfulde – så længe telefonsælgeren også er det.

  62. Synes det er synd for de sælgere der får sådan nogle personer i røret. Folk prøver jo bare at gøre deres arbejde

  63. Syntes især ham der ville sælge julegaver til mine medarbejdere var sjov – da jeg fortalte, at virksomheden er ved at lukke pga konkurs og han så spørger om ikke det var på sin plads med en lille gave til de ansatte… Jo, ringer du ikke lige til kurator og aftaler hvor i rækken af kreditorer du kommer ind? Og så kan du sende 10 store købmandskurve til min adresse, jeg er hjemme hele tiden…

  64. Vil man hurtigt og effektivt af med sælgerne kan man altid sige, at man stå i RKI.
    Dette virker også på velgørenhedsorganisationer, da de ikke må sælge noget til dig.

  65. Nu har jeg selv siddet og solgt fra et af de rimelig (nævnte) og anmasende telefonselskaber – guess who.

    Synes mange af jeres råd her, går lidt over stregen, og er på grænsen til at blive ondskabsfulde.

    De fleste af mine tidligere kollegaer, var unge mennesker der desperat havde brug for et job, for ikke at ende i systemet som kontanthjælpsmodtagere. Jobs hænger endnu ikke på træet, specielt ikke for studerende eller ufaglærte – men sælger Jobs – de er tilgengæld nemme at få.

    Når man sidder og sælger, så ved vi godt hvor irriterende og grænse overskridende vi kan være. I bund og grund passer vi bare vores arbejde – og hvis ikke man presser på, jamen så er det ud af vagten, og så er der sgu ingen penge på bordet – andet end skatteydernes i mange tilfælde..

    Så hvis man er så træt af sælgere – så kan man bruge få minutter på at reklamebeskytte sig på cvr. Er det ikke noget man magter, så kunne man sige:
    1) Jeg står i Rki. – det vil ingen sælgere bruge tid på.
    2) jeg har altså lige lavet en aftale med jer – hvis ikke i har noteret det endnu, så trækker jeg det hele tilbage. – “eksisterende” kunder vil man ikke bruge mere tid på – og der tjekkes sjældent op på sådan en kommentar.
    3) Din kollega er igang med at lave en kontrakt til mig nu, og vender tilbage om 2 minutter, så du spærrer for opkaldet. – man må nemlig ikke rode med en kollegas aftale.
    4) vi lukker cvr nummeret ned om 3 dage. – så der heller ikke rigtig noget at komme efter.

    De fleste selskaber bruger et program der automatisk går ind og “glemmer” jeres svar, medmindre samtalen ender i “ugyldig-kassen”.

    I vil opleve mere agressivitet fra de firmaer, hvor i smækker på med det samme, eller køligt fortsætter med et “nej”.

  66. Henrik H. Poulsen 22. januar 2014 kl. 08:45 - Svar

    Hej Jenny, tak for kommentaren.

    Jeg syntes, at vi i både indlæggets indledning og løbende i kommentarfeltet på rimelig klar vis har forklaret, at da vi netop også selv i høj grad lever af at sælge ikke er ude på at sætte gang i en hetz mod sælgere generelt. Så det vil jeg ikke bruge krudt på at forklare igen.

    Jeg vil meget hellere takke dig for dine perspektiveringer og dine 4 forslag til at afslutte samtalen med de sælgere, man ikke er interesseret i at handle med. Det kan meget vel være, at jeg selv prøver en af dem af i nær fremtid – selvom jeg nu tror, at direktøren vil blive ked af, hvis jeg begynder at fortælle folk, at BRO er ved at lukke ned eller står i RKI… 🙂

    Hilsen Henrik
    /BRO

  67. En sælger ville gerne sælge noget backup til mine filer.
    Jeg gav mig da i lag med ham og begyndte at fortælle hvordan vores serversystem var bygget op og at vi havde servere placeret i Dixen (danmarks internet knudpunkt) Altså jeg har viden en for server til hjemmesider og begyndte stille og roligt at fortælle om det.

    Sælgers svar til mig: Det lyder til du har rimelig godt styr på backup så jeg vil ikke begynde at fortælle dig om vores produkt det vil jo prale af på dig, det kan også være du ville kunne lære noget uden jeg får solgt noget til dig. Du må havde en god dag og undskyld jeg forstyrrer.

    Tja her vandt jeg…

  68. Til avissælgere spørger jeg altid, om der er meget sport i deres blad. Så svarer de oftest, at der næsten ikke er andet. Hvortil jeg svarer, at så har det ingen interesse, da jeg overhovedet ikke interesserer mig for sport.

  69. Ihh, hvis en sælger ringer og jeg har god tid, så spiller jeg en ældre, lettere senil kvinde. Det vil sige, at jeg i første omgang lytter. Så spørger jeg om noget af det, jeg lige har hørt: Hvor ringer du fra?, Hvad er det, du siger?, Hvem er det, der ringer?
    Så begynder sælgeren igen. Og jeg lytter og spørger herefter: Hvad sagde du, du hed? Er det dig, Camilla? Det er godt nok dejligt, du ringede. Det er også længe siden.
    Som regel er sælgeren nu temmelig perpleks. Måske fortsætter de salgstalen. Jeg lader dem fortsætte og forsøger at undertrykke min krampelatter, inden jeg igen spørger: Hvem er det, der ringer?
    Jeg har oplevet at en sælger reagerede med: Ved du hvad? Der er lige opstået et teknisk problem. Jeg bliver nødt til at lægge på nu.

  70. Hvor er i alle sammen dog en flok latterlige og indebrændte mennesker.
    En sælger ringer oftestset kun til erhvervsfolk for at sælge et produkt som højest sandsynligvis vil kunne gavne jeres forretning.
    Hvorfor tænker i ikke på at det er folk som har et job, som ringer fra et selskab som ligesom alle andre virksomheder, lever af at sælge enten det ene eller andet.
    Alle jer som tager telefonen i en virksomhed, arbejder selv i en virksomhed som lever af at have en indtægt. Hvorfor ikke lytte til vedkommende og så derefter tage stilling til om det faktisk er et produkt i vil kunne have gavn af?
    Jeg fornemmer at i alle ønsker telesælgere bliver til en uddøende rase, med hvad så med jobledigheden i danmark? Ville det være fedt at i så skulle betale deres indkomst? eller endnu være, at de måske ville kunne overtage jeres jobs?

    Jeg håber virkelig at i tænker menneskeligt og tænker at det ikke er personligt at en sælger ringer til jer, han eller hun gør det af samme grund som hvorfor du selv går på arbejde. Nemlig at kunne få brød på bordet, kunne forsørge sine børn og have tag over hovedet.

    • Jeg ved, at det er et arbejde som enhver andens – men forskellen er, at jeg ikke kan frabede mig reklamen, eller gemme den væk, så den ikke forstyrrer mig. De ringer både midt i måltider, eller mens man er i gang med andre (vigtige) ting. De sidste par dage er jeg blevet kontaktet af 4 telefonsælgere om dagen (på min mobiltelefon).
      Hvis du pænt lytter til deres indlæg, og derefter pænt siger nej tak, bliver de ved med at prøve. Og det tager gerne ca. 5 minutter pr. sælger, og 8 afvisninger, at forstå det på den pæne måde. På et eller andet tidspunkt får man altså nok!
      Forestil dig at du sidder og læser/arbejder med nogle svære ting der er studie/arbejdsrelevant. Og lige da du har opnået en god koncentration, så ringer Michael fra Dong Energy, og vil gerne bruge 5 minutter af din tid. 5 minutter, hvor du alligevel siger nej tak ca. 8 gange, og også ‘spilder’ hans tid. Forestil dig, at det sker 4 gange om dagen. På et tidspunkt ville du også blive træt af det.

  71. Til alle jer der forsvarer de “stakkels” sælgere.. Når jeg siger “nej tak”, så menes der “nej tak”, det er da underligt at det partout skal blive til “NEJ TAK, SÅ SKRID DOG” før budskabet forstås…
    Den dag alle sælgere har lært det, tror jeg måske der opnås bare en smule sympati fra min side.. Indtil da vælger jeg at betragte tidstyveriet på samme måde som dem der, hver dag, prøvesmager vej-selv-slikket i det lokale supermarked..
    I øvrigt behøver jeg ikke gode tilbud, jeg kan som regel selv finde et der er endnu bedre..

  72. Georg Schønemann 6. november 2014 kl. 12:55 - Svar

    Min taktik:

    1. Lytter kort på deres indlæg
    2. Afbryder og spørger: Vil du gøre mig en stor tjeneste ?
    3. Stilhed, – øh det kommer an på…
    4. Vil du ikke gerne ringe til en anden, for her spilder du både din og min tid.
    5. Ofte smækker de bare røret på
    6. Så får man fred!

  73. Jeg er blevet ringet op af 4 telefonsælgere om dagen de sidste par dage, og det er super irriterende og forstyrrende. Jeg synes det er nogle fede teknikker, men ærligt talt så gider jeg ikke bruge tid på det, når der er så mange der ringer. Jeg gider ikke længere lytte til deres timelange præsentationer – jeg afbryder dem simpelthen og siger jeg ikke er interesseret, og at de ikke skal ringe tilbage.
    Én ting er at blive bombarderet med 50-100 emails om dagen – dem bliver du ikke forstyrret af på ubelejlige tidspunkter, og dem behøver du ikke at læse. Du kan ikke frabede dig at en telefonsælger ringer og forstyrrer, selvom du ikke er interesseret. Jeg bryder mig ikke om at være uhøflig, men ærligt talt gider jeg ikke ringes op af fremmede mennesker, der prøver at sælge mig noget flere gange om dagen.

    • Du rammer meget godt hovedet på sømmet her, Josefine. Der er nemlig nogen særlige årsager til, at det kræver ekstra elegance og ydmyghed, når man sælger over telefonen sammenlignet med fx mailen – i telefonen lægger du et helt andet og direkte beslag på modpartens tid, og det kræver respekt.
      /Henrik

  74. Hans Christian Rasmussen 1. februar 2015 kl. 21:38 - Svar

    Den UBETINGET bedste teknik, er denne: Gør sælgeren opmærksom på, at du ikke forstår, at de kan tjene penge på at du sparer! Når “Storm-sælgeren”, lad os sige fra TDC, udbryder: “Jamen det kan du godt se ikke holder, Hans” Eller hvad du nu hedder- det er vigtigt at huske at “fornavne” ham (og det er altid en “ham”) igen. “Det er jo al, al for dyhr” “Nå skal do bare se, Hans, an kan gi dig en rrigtig god tilbud!”” Du giver xxx om måneden, for den hastighed [………….] svarer du: “Men, som jeg forstår det, vil det du foreslår være billigere for mig? “Jada!!! Møj møj billigere, du sparer op til…..” “Jamen, jeg forstår ikke helt, Ole hvis jeg sparer penge, får I da vel færre penge fra mig, ikk, Ole?” ” Hvorfor er du interesseret i at tjene færre penge på mig? “Ved din chef det, Ole? “Hi hiii, godt spørgsmål, Hans, shhh! vi siger æt ikk til noen! “Spøg til side, vi tjener år pået, det er jo ikk for mine blå øjns skyld at jeg sidder her og snakker med dig, Hans, men alls do sparer og vi tjener!” ” Det kan jeg altså ikke forstå, Ole hvis I får mindre af mig, får I vel mindre! Det må jeg altså tænke lidt mere over, Ole. Den simple skønhed i dette, er det at det enkle faktum, at de IKKE kan tjene penge på at du sparer, ikke kan modsiges, fordi det er sandt!
    DET virker!
    Hvis han ikke har forstået på dette tidspunkt, og du har små børn i huset – på omkring 3-4 år, kan du nu med fordel spørge, om han ikke vil tale med din søn eller datter ( “unge mennesker har så god forstand på den slags”), og overdrage dem røret til barnet.
    Venlig hilsen
    Hans Christian Rasmussen

  75. Hans Christian Rasmussen 1. februar 2015 kl. 23:03 - Svar

    Oopsie daisíe! Der skúlle have stået “og overdrage røret til barnet” ikke “og overdrage dem røret til barnet”.
    For f…., hvor er det dog intenst ubehageligt, at man ikke kan se, hvad man skriver her, medens man skriver det!
    Hans Christian Rasmussen

  76. Gode ideer til at kappe forbindelsen med en sælger. Jeg benytter mig af denne:

    Telefonsælger: “Goddag, du taler med Jens Lyn fra firmaet Alt godt fra havet”.

    Mig: “Ikke ret meget længere…, farve og tak for opkaldet”. Hvorefter jeg lægger røret på, og får mig et godt grin.

  77. Hvordan får man flere telefonsælgere til at ringe til en?
    Jeg mangler lidt sjov en gang imellem! 😀

  78. Denne virker for mig.

    Sælger: Hej Thomas, jeg hedder yyy jeg ringer fra xxx

    Mig: Goddag yyy, jeg er ikke interesseret i noget fra dig, kan du have en god dag.

    Der er stilhed indtil…

    Sælger: OK

    samtalen slutter stille og roligt, det vigtigste er at møde dem med autoritet i stemmen 🙂

  79. FUCK hvor lame… altså HELT fucked up… utroligt at se så dumme mennesker i verden…
    Men jaja. skulled er være sådan en “guide” kan jeg lave den minimum 10 gange så god, og simpel:
    lig på…??? Er i helt dumme? Bare lige på? Lad da være at spild hans tid, men ISÆR lad da være at spild din egen…. fjolser!

  80. Jeg plejer at overdrive. Overdrive vildt.

    En telefonsælger ringede engang til mig med et tilbud om billig, grøn energi. Efter en kort præsentation af deres produkt, afbrød jeg den flinke pige og sagde at det desværre ikke var grønt nok til mig og at vi havde den billigste strøm, så hun kunne nok ikke gøre det billigere.

    “Må jeg spørge hvilken energiform i har da” spurgte hun.

    Jeg svarede “Ja, vi bor jo lidt uden for byen, så vi har 800 hamstere til at gå ovre i vores lade som kører trædemølle på skift, og de lever af korn og madrester, så…..”

    Der var stille i et stykke tid før hun sagde: “Farvel….”

  81. Ha ha ha Jesper Uglsøe alt for sjovt.
    Det må jeg prøve næste gang der ringer en telefon sælger.
    Forstår ikke det stadig er lovligt med telefonsalg.
    Jeg spiller rigtig meget tid på sådan nogle opkald hver måned.
    Som udgangspunkt køber jeg aldring noget fra en telesælger.
    Gider ikke støtte at der komme flere telefonsælgere.

  82. Genial artikel – jeg blev selv tørret af en telefonsælger her den anden dag. ved ikke hvad der skete, jeg hopper ellers aldrig på den slags – men der gjorde jeg, og jeg følte mig ret så dum bagefter.

    Det er dog slut med denne artikel – tak 🙂

  83. Jeg har fundet den allerbedste og hurtigste måde at slippe for dem. Jeg får alle opkald til min mobil, og så siger jeg bare, at den er ved at løbe tør for strøm, om de ikke lige kan ringe på et andet nummer, og det vil de som regel gerne, og så gir jeg dem nummeret til Røde Kord indsamlingerne hvor man automatisk gir 100,00 kr bare ved at ringe op. Nummeret har jeg stående her på mit skrivebord, så hører jeg som regel ikke fra dem igen og jeg er faktisk ret overrasket over at der slet ikke er nogen der kender nummeret og protesterer, men det har jeg ikke oplevet endnu, og så kan deres firma i hvert fald gøre lidt godt for deres irritation og spild af min tid.

  84. Jeg plejer bare at sige at jeg ikke skal have noget. Man kan eventuelt ønske dem en fortsat god aften eller dag og så afbryde opkaldet. I mit tilfælde 100 procent effektivt.

  85. Min bedste teknik er følgende: Jeg lytter til deres indledning, og første gang de nævner mit navn og vil have feedback, siger jeg: Hvor var det, du sagde, du ringer fra? Når jeg har fået svaret på det, siger jeg: For god ordens skyld skal du vide, at jeg er konsulent. Jeg vil rigtigt gerne tale med dig, men mit honorar er 1200 kr. pr. time, og jeg skal lige vide, hvor jeg skal sende regningen til. Tid er penge, ved du nok.

    Så plejer de at afslutte samtalen.

  86. Ja hos EL Shoppen oplever vi også irreterende telefonsælgere. Vi prøvede med råd nummer 2 og 3 i denne artikel, og lige pludselig var de vores kunder i butikken.

    Man kan godt vende det til noget positivt. Men det er surt at de skal ringe så mange gange 🙁

  87. Jeg undre mig over at jeg ikke kan komme igennem til f.eks. post Danmark.
    Giver jeg dem en dårlig påtegning på tjekpilot, ringer de gerne tilbage.
    Også andre ringer gerne tilbage når jeg har opsagt mit abonnement, men før den tid bliver jeg sent rund i manegen.
    Ved telefonopkald har jeg kun denne ene regel – kan jeg ikke ringe tilbage, tager jeg den ikke.
    Skulle der ringe en sælger, vælger jeg for det meste, bare at ligge telefonen på bordet, så må de hygge sig med dem selv.

  88. Ja hosdanauto aps oplever vi også irreterende telefonsælgere. Vi prøvede med råd nummer 2 og 3 i denne artikel, og lige pludselig har vi købt 3 telefonere.

    Man kan godt vende det til noget positivt. Men det er surt at de skal ringe så mange gange ?

  89. I skal dog lige huske på at de her folk der ringer også er mennesker. Jeg har selv solgt over telefonen. Og de folk der opfører sig aller værst er slet ikke phonerne, men nogle af de folk der bliver ringet op. Jeg har fået dødstrusler efter kun at have sagt ”Hej jeg hedder Tobias. Jeg ringer fra xxx”. – og jeg ringede endda for velgørenhed.
    Phonere er oftes bare unge mennesker der gerne vil have råd til huslejen.

    • Henrik Hillestrøm 20. april 2017 kl. 09:55 - Svar

      Hej Tobias. Selvfølgelig skal folk have lov at tjene til huslejen. Og vi sælger også selv over telefonen. Det er der intet som helst i vejen med. Men læs gerne indlæggets to-tre første afsnit igen, hvor vi gør et mellemstort nummer ud af at forklare, hvilke telefonsælgere vi ikke bryder os om at få i røret.
      Tak for din kommentar.
      Hilsen Henrik, BRO Blog

  90. En sælger ringede 4 gange til mig da jeg var i USA for nylig. Tog det første kald og lagde straks på. Ignorerede de 3 andre. Kan efterfølgende se på min mobil regning at det har kostet mig totalt 49 kr. Jeg har nu brugt mobilepay og sendt en anmodning til nummeret han ringede fra om betaling af 49 kr for “Spild af min tid/penge”

  91. Jeg får tit tilbudt nogle gratis ting af diverse sælgere. Har så fundet ud af med tiden at det hele er noget pis og papir, undskyld sproget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *