Stillingsopslagets 10 bud

Vil du skrive et godt stillingsopslag, der tiltrækker de rette kandidater og markedsfører din organisation, gælder det om at bruge genrens 10 skrivebud. Overholder du dem, fremmer du både læse- og søgelysten.

1. Du skal kende din målgruppe
Det er ikke fokuseret rekruttering at lede efter en piccoline, der skal være ’visionær’, ’elske udfordringer’, ’kunne kommunikere på alle niveauer’, ’have humor’ og ’holde hovedet koldt’. Gør dit forarbejde grundigt, og skriv, hvilke faglige og personlige kompetencer du vitterligt har brug for – så får du færre, mere relevante ansøgninger at vælge imellem.

2. Du skal vælge din overskrift med omhu
Overskriften er dét, der kan få den potentielle ansøger til få øje på netop din annonce og stoppe op. Overskriften skaber forventninger, og derfor skal den være dækkende for tekstens indhold – ellers føler læseren sig snydt. Hvis din overskrift er god, guider du læseren fra starten. Dit budskab trænger bedre igennem, og teksten bliver lettere at huske, forstå og overskue.

3. Du skal fatte dig i korthed
White space i en annonce er en dyd. Læseren giver nemlig op på forhånd, hvis annoncen er tætskrevet med skriftstørrelse to. Find ud af, hvad der er dit hovedbudskab og de vigtige fakta, og eliminer alt det, der ikke understøtter dét. Drys i stedet rundhåndet med informationer om, hvor man kan blive klogere på jobbet – fx et link til jeres hjemmeside. Det giver ofte mere velforberedte og motiverede kandidater.

4. Du må ikke kræve det umulige
Vi vil alle gerne have dedikerede kolleger. Men hvis du skal bruge en ufaglært tarmrenser, behøver du måske ikke lægge op til, at kandidaten skal have drømt om denne karriere hele sit liv. Vid, at nogle mennesker går på arbejde, fordi de gerne vil tjene penge til alt det andet, de laver i deres fritid – men i øvrigt passer deres arbejde til punkt og prikke.

5. Du må ikke love mere, end du kan holde
Mangler I en kollega til at løse administrative rutineopgaver, skal jobbet nok ikke sælges med plusord som ’masser af ansvar og medindflydelse på ledelsesbesltuninger’. Og er I midaldrende revisorer med stolte traditioner og hierarkier i den stive ende, så lad være med at lege ’ung med de unge’. Ha’ i stedet lidt selvironi, og spil fx på (førnævnte) fordomme om jeres branche.

6. Du skal være konkret
Hvem ved, hvad en ’intern key account manager’ er for en fidus? Hvordan er mon ’verdens bedste arbejdsplads’? Og er ’en hverdag med masser af udfordringer’ i virkeligheden synonym for kolleger, der roder, og kunder, der klager? En klar jobbeskrivelse giver derimod et fair og præcist billede af arbejdet – og tiltrækker de rette kandidater.

7. Du skal skille dig ud på værdierne
Hvis arbejdsopgaverne er ens, er det organisationens kultur og ’blødere’ værdier, der afgør, om en kandidat vil søge dit job eller ej. Tænk over, hvordan du med ord og billeder kan formidle det særlige ved jeres arbejdsplads – og ja, det er bestemt lettere sagt end gjort.

8. Du må ikke forfalde til klicheer
Vendinger som at ’kunne holde mange bolde i luften’, ’elske udfordringer’ og ’være nyskabende og dynamisk’ er floskler uden indhold. Ordene skaber ingen billeder på nethinden, og alle kan i princippet søge jobbet, for hvem ville beskrive sig selv som en ’stresslabil traditionel tryghedsnarkoman’?

9. Du må ikke bruge kancellisprog
I kommer aldrig til at virke som en åben og moderne organisation, hvis jeres stillingsannoncer er en opvisning i kancelli. Vendinger som ’samt’, ’hvorledes’, ’såfremt’ og ’hoslagt’ er med andre ord bandlyst – medmindre I leder efter en repræsentant fra det grå guld til at konservere dommerparykker fra det 16. århundrede. Skriv direkte og aktivt – det giver nærvær og mere personlighed i annoncen.

10. Du skal være bevidst om grafikken
Hvem siger, at der altid skal være billeder af håndtryk og smilende ansigter med headset?  Det er ikke kun ordene, men også farvevalg, fonte og fotos, der er med til at vise, hvem I er, og hvad I står for.

Læs også: Den ultimative opskrift på korrekte punktopstillinger


Kunne du bruge indlægget?
Tilmeld dig vores blog, og få samtidig den gratis e-bog ’21 sproglige dødssynder – og hvordan du undgår dem’.ebog

 

Det koster ikke noget at være tilmeldt, og det er let at melde sig fra igen (vi bliver ikke sure).

Fortæl mig mere om bogen!


3 kommentarer til “Stillingsopslagets 10 bud

  1. Johnny "be good" 9. januar 2010 kl. 20:10 - Svar

    “medmindre I leder efter en repræsentant fra det grå guld til at konservere dommerparykker fra det 16. århundrede” – fedt skrevet…

  2. Fin artikel, men måske ikke så brugbar for os, som ikke ansætter andre. MEN, jeg har taget den der kommatest på jeres site, og er åbenbart dårligere end jeg troede.

    Hvor er blogindlægget “Den ultimative guide til at undgå de klassiske kommafejl”?. Se DET ville blive et populært blogindlæg…!

  3. @Johnny: Tak for roserne:0)

    @Carina: Jeg vil netop mene, at det gode stillingsopslag også har sin berettigelse i en tid med mange kandidater og få job. Kommunikerer du fokuseret, hvad du vil have, og hvad du kan tilbyde, sparer du fx tid, fordi du får flere fokuserede og relevante ansøgninger tilbage.

    Og hvad angår kommaopfordringen – sådan et indlæg er helt sikkert på vej i den nærmeste fremtid. Til alle I andre: I kan finde kommatesten på http://www.bro-kommunikation.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *