3 kommaer, du kan blære dig med

I dag skal det ikke handle om de kedelige hverdagskommaer. Temaet i dag er nemlig de lækre kommaer, som er så avancerede, at du fremover kan prale med din kunnen over for de almindelige dødelige og sikkert også kapre dig en stjerne hos de komma-krakilske. Læs med, og se, om du har blærerøvspotentiale.

Husk vores workshops i retskrivning og skriftlig formidling. Læs mere om vores arbejde med tekst.

1. Komma mellem bydeformer
Kan du huske, da din gamle dansklærer lærte dig, at bydeformen er den korteste form af et udsagnsord? Det er former som ’Spis!’, ’Sov!’, ’Løb!’ osv. De er faktisk små helsætninger i sig selv – underforstået: ’Du skal spise!’, ’Du skal sove’, ’Du skal løbe’. En grundlæggende regel er, at man skal sætte kommaer mellem to helsætninger – har du to bydeformer, skal du derfor som udgangspunkt sætte komma mellem dem.

  • ’Drys frisk persille over kartoflerne, og server dem med smeltet smør’.
  • ’Kom til tiden, og husk at medbringe din notesblok’.

Det her er der rigtig mange, der ikke ved, så blærerøvspotentialet er ret stort. Sprognævnet har dog indrettet det så fiffigt, at kommaet i særlige tilfælde er valgfrit mellem bydeformerne eller slet ikke skal være der, nemlig hvis bydeformerne er meget tæt forbundne.

  • ’Skil(,) og rens delene’.
  • ’Rend og hop’.

Har du ikke helt styr på forskellen, kan du købe dig tid, før du svarer din desperate kollega. Knib øjnene let sammen, og sig med alvorlig mine:

’Ved de her imperativer med implicit subjekt er det jo ofte en vurderingssag …’

Hvis du derimod vil være en ægte feinschmecker, så læs mere om bydeformerne på sproget.dk.

2. Komma ved udvidede konjunktioner
Din gamle dansklærer sagde måske også, at du skulle holde øje med et ’at’, der indleder en ledsætning. For så skal der helt sikkert komma. Men nej. Nogle gange er det berømte ’at’ nemlig så tæt forbundet med ordene omkring, at der dannes en ’forbindelse’. I disse tilfælde skal kommaet rykkes helt hen foran forbindelsen som helhed. Her er nogle af de ’forbindelser’, som du skal lægge mærke til:

  • ’I anledning af at …’
  • ’I erkendelse af at …’
  • ’I takt med at …’
  • ’Med henblik på at …’
  • ’På trods af at …’
  • ’Under forudsætning af at …’

Det betyder, at kommaet skal sættes sådan her:

  • ’Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag, i anledningen af at jeg fylder 50’.
  • ’Vi dropper arrangementet, i erkendelse af at vi ikke har nogen penge’.

Vil du blære dig over for kollegerne, skal du lære at sige ’ja, her har vi jo at gøre med en udvidet konjunktion’. Er du derimod nødt til at bluffe – så sig henkastet: ’Den der paragraf 50, den er altså en værre rodebunke, hva’!’. Så kommer din overmand eller -kvinde måske og siger ’men vi har jo fravalgt startkommaer!’ (som er det valgfri komma foran en ledsætning). Og der kan han eller hun have en ganske god pointe. Men du kan jo stadig hakke nedad og hovere over dem, der sætter kommaet – og sætter det forkert.

3. Komma, når du kun har ét sæt kryds og bolle
Og ja, apropos ham dansklæreren. Han har sikkert sagt, at du skal kigge efter to sæt kryds og bolle og sætte dit komma et sted mellem dem. Og så er alt godt. Men hvis verden var så enkel, var det jo ikke muligt at hæve sig over pøbelen, vel? Nogle gange skal du nemlig sætte et startkomma (komma foran ledsætningen), selvom du kun har ét sæt kryds og bolle. Det er der et par eksempler på her:

  • ’Tak, fordi du har holdt øje med min indbakke’.
  • ’Indgang for folk, der har billetter til første række’.

Forvirret? Ja, men hvem sagde også, at det skulle være let at være en pralhans?

Læs også om nogle af de kommafejl, du ikke må begå, eller afprøv dine spritnye færdigheder i BROs kommatest – jeg håber, du får lejlighed til at føre dig godt og grundigt frem med resultatet.

26 kommentarer til “3 kommaer, du kan blære dig med

  1. Peter Krog-Meyer 27. oktober 2011 kl. 11:38 - Svar

    Fedt! Jeg glæder mig allerede. Tak for 1 og 2.

    Nummer 3 er dog irriterende ufuldstændig. Hvad er reglen? Hvis der ikke er en regel, så skal der mange flere eksempler til, så vi har noget at lære udenad.

  2. I version to med udvidede konjunktioner kunne man vel også undlade ordt “at” i sætningen. Så bliver det nogle gange mere tydeligt, (at) der ikke skal indsættes et komma…
    eller hva`?
    Og tak (og intet komma) for de gode indspark, der er en fornøjelse at læse.

  3. Tak, jeg elsker jeres kommaartikler:-)
    Og så fik jeg også lært, at ‘pralhans’ kan bruges som synonym for ‘pralhals’!
    @Maria: Det er jo ‘husk’, der er bydeform nr. 2.
    @Peter: Regel nummer tre, den gælder f.eks. her, ikke?

  4. Mette Bruus Hansen 27. oktober 2011 kl. 13:23 - Svar

    Tak for alle jeres kommentarer! Håber, I har været nogle rigtige pralhanse og -halse i dag 🙂

    @Christian/Maria – tak for hjælpen med opklaringen af Marias spørgsmål. Det er ganske rigtigt ‘husk’, der er bydeformen.
    @Peter – jeg giver dig helt ret i, at der kunne siges meget mere om nr. 3. Jeg skal se, hvad jeg kan støve op til dig.
    @Britt – jeg er altid lidt varsom med ‘tommelfingerreglerne’. Min gode kollega Anne og jeg har i stedet lavet en lille liste med de udvidede konjunktioner, så vi husker dem. Og så har Sprognævnet i øvrigt altid været mig en god ven i nøden, når jeg har skullet afgøre, om det var regel nr. 2, der var på spil.

  5. et sprøgsmål i forbindelse med “pralhans” og “pralhals”. kan nogen fortælle mig, om det hedder “smalhans” eller “smalhals” – jeg går ud fra, at jeg ikke behøver forklare hvad dette/disse ord betyder?

  6. Bro Kommunikation: Komma uden to grundled:
    Skal der være komma i disse to sætninger? Hvorfor (ikke) – og er vi i eksempel tre under blærede kommaer?

    De tre havde fundet sammen allerede fra første uge, og havde nu været sammen i…..
    Hun var i gang med femte semester, og var lige trådt ind i forhallen……

  7. Hej Berit
    Nej, du skal ikke sætte kommaet i dine to eksempler. I begge tilfælde har du to udsagnsled, som deler grundled, og det kalder ikke på et komma.

    Vi er ikke under den tredje regel for blærede kommaer.

    Jeg kan godt se, at regel nr. 3 ikke er helt klart beskrevet. Det er jo oplagt at tage op en anden gang.

  8. Et lille spørgsmål til dit eksempel “…i anledningen af at jeg fylder 50”. Hedder det ikke bare “i anledning af…”?

  9. Mette Bruus Hansen 10. juli 2012 kl. 13:16 - Svar

    Kære Irenes.
    Du kan enten skrive ‘i anledning af min fødselsdag’ eller ‘i anledning af at jeg har fødselsdag’.
    Mange hilsner
    Mette

  10. Hej!

    Min kæreste og jeg er i gang med at lave indbydelser og andet materiale til en fest. Vi er dog uenige om et komma – eller måske manglen på samme.

    På forsiden af et materiale mener min kæreste, at der skal stå “Velkommen Dorte”. Jeg mener, at det bør være “Velkommen, Dorte” (da er er tiltale eller udråb).

    Jeg håber, at I kan hjælpe, da vi allerede har søgt nettet tyndt.

  11. Henrik H. Poulsen 4. januar 2013 kl. 15:49 - Svar

    Hej Nicki

    Prøv at se her:
    http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/komma/komma-uddybning#Komma_ved_direkte_tiltale

    Her bliver tiltalekommaet forklaret – eksemplerne er primært tilfælde, hvor meningen med ytringen bliver ændret, hvis man fjerner kommaet. Og selvom det jo ikke er tilfældet hos jer, vil jeg mene, at det mest korrekte er at tage kommaet med… Men det er nok ikke nogen grammatisk katastrofe at undlade det i lige netop dette tilfælde 🙂

    Hav en god fest!

  12. @Henrik H. Poulsen:

    Vil det sige, at når man fx i starten af en mail tiltaler modtageren ved navn, skal man skrive: “Hej, Martin” (med komma) i stedet for “Hej Martin”?

    (Jeg har læst det tekst på sproget.dk, som du linker til, og jeg er opmærksom på, at der her står, at der er ingen undtalelser ved komma ved tiltale). Men jeg bliver simpelthen nødt til at spørge dig, for jeg har svært ved at tage reglen til mig – i mine øjne ser “Hej, Martin” mærkeligt ud.)

    Det slår mig lige, at du, i dit svar til Nicki, skriver: “Hej Nicki”. Hvorfor undlader du kommaet her? Nu er jeg helt forvirret 🙂

    Tak for hjælpen – den er værdsat!

  13. Henrik H. Poulsen 1. maj 2013 kl. 09:57 - Svar

    Hej Klaus. Nej – det vil det ikke sige. “Hej, Martin” er naturligvis forkert.

    Og det kan da også godt være, at “Velkommen Dorte” er mere korrekt uden kommaet. På den omtalte side på sproget.dk står der også: ‘Der sættes komma ved tiltale da navnet på den der tiltales, ikke er en del af den sætning der skrives.’ Og måske er det lidt søgt at sige, at udråbet “Velkommen” er en sætning for sig selv? Det kan der nok være noget om.

  14. I andet eksempel under punkt 3. vil jeg mene, at der er tale om en bestemmende relativsætning, hvorfor der ikke burde være komma (i modsætning til hvis der havde været tale om en parentetisk relativsætning). Det korrekte vil således være: ‘Indgang for folk der har billetter til første række’.

  15. Niels Thøgersen 24. juli 2017 kl. 19:10 - Svar

    @Mette Brus Hansen – hvad blev det til med opstøvningen? Jeg forstår virkelig ikke punkt 3, og jeg vil gerne have muligheden for at hæve mig over pøbelen, være en del af eliten! 😉

  16. @Malene og @Niels

    Indrømmet; I formåede at skabe en smule i tvivl hos os, men vi har nu forhørt os hos Dansk Sprognævn. De bekræfter, at kommaerne er korrekt sat i vores sektion 3, HVIS man vælger at sætte startkomma (hvilket også er Mettes oprindelige præmis i indlægget).

    Sprognævnt henviser i øvrigt til Retskrivningsordbogens §49 om ‘Komma eller ikke komma’: http://bit.ly/2w6jtHE

    Mange hilsner
    Henrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *