Skriv stillingsopslag, der hæver din organisation over kliché-sumpen

Er du ambitiøs og brænder for dit arbejde?

Er du en holdspiller, der også kan arbejde selvstændigt?

Har du et køligt overblik og kan have mange bolde i luften?

Som den dygtige, moderne og omstillingsparate (!) medarbejder du garantrisset er, vil du sikkert kunne sætte flueben ved alle tre udsagn. Men på en klichéskala for stillingsopslag fra 1 til 10 ligger de på 11. Og chancen for, at du sukkede lidt, mens du satte fluebenene, er derfor nok også rimelig stor.

For kunne man forestille sig en ansøger, der svarede nej til ovenstående? Nej, vel? Og hvad er så egentlig meningen med at skrive dem?

Det her blogindlæg handler om, hvad du ikke skal skrive i dine jobopslag, hvis du vil have kvalificerede ansøgere – og hvad du i stedet skal fokusere på. Og om hvorfor det er så svinevigtigt at prioritere jobopslagene. Ikke kun for at få fingre i dygtige medarbejdere, men også for at brande din organisation.

Og jeg lover at sprede godt med sensommersolstråler undervejs, for vi har spurgt vores følgere på Facebook og LinkedIn om input. Det blev til mere end 100 af slagsen. Plus en klokkeklar vinder: ét ord, folk er mere trætte af at læse i stillingsopslag pt. end alle de andre. Det vender vi tilbage til.

Hvorfor søger I en ny medarbejder lige nu?

Du er selvfølgelig helt med på, at det primære formål med stillingsopslag er at tiltrække kvalificerede ansøgere. Men stillingsopslag er også et glimrende udstillingsvindue for arbejdspladsen, fordi de fortæller omverdenen noget om, hvem I er, og hvad I arbejder med lige nu. Gode stillingsopslag formår nemlig at tale et konkret job ind i en større sammenhæng. Det kunne fx være ved at indlede med: ”Vi har netop lanceret en strategi med hovedfokus på brugeroplevelser. Derfor har vi besluttet at oprette et nyt team, der skal arbejde med servicedesign. Og det team mangler nu en leder.”

På den måde får I fortalt noget om organisationens fokus og ambitioner. Og det er smart, for du kan godt regne med, at det ikke kun er ledige, der læser med.

Vi er altid lidt på udkig

Medarbejdere er nu om dage typisk mere villige til at skifte job end førhen, og dermed er de også på udkig, selvom de allerede står trygt og hænger ved et hæve-sænke-bord. Især LinkedIn gør, at vi bliver “udsat” for langt flere jobopslag end dengang, det krævede søndagsavisens annoncesider eller en slavisk gennemgang af jobportaler at få øje på nye muligheder.

Og selvom man ikke bider på et konkret opslag, så er der alligevel elementer i jobopslaget, som rækker ud over den konkrete stilling. De fleste jobopslag har et afsnit eller to, som handler om selve organisationen og kulturen. Det er typisk afsnit med overskrifter som ”Om os”, ”Dine kollegaer” eller ”Hvordan er det at arbejde hos os?”. Med andre ord handler stillingsopslag også om buzzwordet employer branding – om at opbygge et billede af organisationen som en god arbejdsplads.

Skil jer ud fra mængden

Det gælder sikkert også for dig: Kultur og kollegaer er et ligeså afgørende parameter som løn, når det handler om at beslutte, hvor du skal bruge en tredjedel af dine hverdagstimer. Derfor bør ”om”-teksterne i et stillingsopslag bestå af meget mere end formalia om virksomhedens størrelse eller kundegrundlag.

Så når nu du gerne vil give både potentielle ansøgere og resten af verden et retvisende og appetitligt billede af arbejdspladsen, så lad være med at skrive, at I har en uformel omgangstone med højt til loftet, selvom det sikkert passer. For det står i de 116 andre jobopslag i din kategori. Skriv hellere, at I plejer at tage et spil bordcurling fredag eftermiddag og gerne griner af jeres egen ambition om at være et sukkerfrit kontor, når I stadig har en slikskuffe.

Står det til vores kære følgere, så skal du bl.a. undgå at skrive det her, hvis din organisation ikke skal fremstå som middelmådig maizenagrød:

  • ”En travl arbejdsplads, hvor ikke to dage er ens”
  • ”Vi er inde i en rivende udvikling”
  • ”En uformel omgangstone med højt til loftet”
  • ”Vi har en dynamisk arbejdsplads”

I stedet handler det om at give konkrete eksempler på den uformelle omgangstone eller på, hvordan I er dynamisk arbejdsplads.

Hvad betyder det at være samarbejdsdygtig i jeres organisation?

Det samme gælder, når vi taler stillingsopslagets vel væsentligste indhold: Ønsker til den nye medarbejders kompetencer og beskrivelsen af de arbejdsopgaver, som vedkommende skal udføre.

Hvorfor er det vigtigt at være dygtig til at samarbejde? Det er det måske, fordi personen skal lede projekter om X, Y og Z på tværs af huset, eller fordi personen har meget dialog og mange møder med interessenterne A, B og C.

Og i stedet for blot at skrive, at arbejdsdagen er varieret, så forklar, hvad en typisk arbejdsdag går med. ”Du starter med dét, så bruger du nogle timer på dét, og du når typisk også at gøre dét og dét”. Så kan det godt være, at ikke alle dage ser præcis sådan ud. Men du giver din ansøger muligheden for at se sig selv i jobbet og øger dermed også muligheden for, at du rammer passende kandidater – og undgår at folk, der alligevel ikke vil finde sig til rette, søger jobbet.

Og når nu undersøgelser viser, at det koster i omegnen af 400.000 kr. at ansætte en forkert medarbejder, så kan det godt betale sig at få beskrevet både profil og job ordentligt.

Vil du ramme alle, rammer du ingen

Sidst men ikke mindst handler det om at prioritere. Der er en udbredt tendens til, at jobopslag er alt for brede. Arbejdsgivere vil have det hele på én gang. Men det er nu engang de færreste af os, der kan alt eller trives med at lave alt i vores arbejdsliv. De fleste er både samarbejdsdygtige og kan arbejde selvstændigt, men hvis der er flest sololøb i jobbet, så er det dét, du skal lægge vægt på. Så øger du chancen for at mennesker, der helst løser opgaver i flok, ikke spilder både din og egen tid på at søge.

Når du alligevel skal i gang med at prioritere, så prøv også at undgå at beskrive din drømmekandidat med de mest slidte fraser. Det er ifølge vores følgere især de her:

  • ”Ansvarsbevidst”
  • ”Løsningsorienteret”
  • ”Agil”
  • ”Flair for (hvad som helst)”
  • ”Resultatorienteret”
  • ”Fleksibel”
  • ”Dynamisk”
  • ”Proaktiv”

Det er fine ord, bevar mig vel. Men som Susanne Sayers kommenterede på vores opslag, så består de ikke idiottesten. For ville man nogensinde ønske sig en kandidat med modsatte egenskaber?

Folket har talt: Vi gider ikke mere robust!

Jeg lovede indledningsvis at vende tilbage til dét ord, flest af vores følgere er trætte af at læse i stillingsopslag. Det er ”robust”.

De fleste tolker tendensen til at bruge ordet som et tegn på, at arbejdsgiverne vil have medarbejdere, der er villige til at arbejde hårdt og ikke sådan lige går ned med stress. Fx skrev Rikke Steenbuch: ”Når jeg læser ordet ‘Robust’ i en jobannonce, læser jeg; ‘Du skal kunne holde til at vi driver rovdrift på din arbejdskraft og har høje forventninger til at du klarer dig godt, på trods af de midler og den tid du bliver stillet til rådighed’ – og sådan et sted ville jeg aldrig søge hen.”

En af vores andre følgere, Anders Saugstrup, omskrev i øvrigt hele vores kliche-opslag til menneskesprog. Tjek det ud på hans Facebook-profil. Det er ret fint.

Huskelisten

Hvis du har læst med helt hertil, så er du nok også en af dem, der gerne vil hæve dig over gennemsnittet. Den gode nyhed er, at du nemt kan gøre det, fordi sumpen af klichéfyldte, abstrakte stillingsopslag er massiv. Følg blot rådene i dette indlæg:

  • Skriv stillingen ind i en aktuel og større organisatorisk kontekst.
  • Giv konkrete eksempler på kulturen og dagligdagen i organisationen.
  • Beskriv med konkrete eksempler, hvad medarbejderen kommer til at lave.
  • Forklar i detaljer, hvorfor udvalgte kompetencer er væsentlige i stillingen.
  • Undgå klichéer og ord, der ikke består idiottesten.

Hvis jeg har glemt at nævne noget, så byd endelig ind i kommentarfeltet herunder.

Torsdag den 6. september holder vi morgenmøde om gode stillingsopslag i bro fra kl. 9-11. Der er plads til et par håndfulde deltagere, og hvis du gerne vil med, så send en mail til marie.hemmingsen@wearebro.dk med en linje om, hvorfor det er relevant for dig. Du har dog først sikret dig en plads, når du får en bekræftelse fra mig.

Om Marie Hemmingsen

Marie Hemmingsen

Marie Hemmingsen

Konsulent - 29469737
Maries arbejdsdag er fyldt op af lige dele strategi, copywriting og projektledelse. Hun udvikler kommunikationsstrategier og personaer, skriver kernefortællinger og stillingsopslag og gør hjemmesider og vejledninger mere brugervenlige. Marie har bl.a. løst opgaver for Danica Pension, Digitaliseringsstyrelsen og Præsteforeningen og er fast skribent på bro blog.

14 kommentarer til “Skriv stillingsopslag, der hæver din organisation over kliché-sumpen

  1. Super interessant artikel – især det med at være konkret om hvad de daglige opgaver skal indeholde, det synes jeg tit er svært at afkode.

    • Marie Hemmingsen 16. august 2018 kl. 13:00 - Svar Author

      Tusind tak, Pia. Og ja, det ER svært at blive konkret, men det er nødvendigt at tvinge sig selv til det. For hvis man ikke selv kan forklare ordentligt, hvad jobbet går ud på, hvordan skulle en ansøger så kunne se sig selv i jobbet og vurdere, om det er noget for vedkommende?

  2. Jeg er så enig i det du skriver om. Hvis jobannoncer virkelig blev sat sådan op, så ville jeg nok have søgt mange flere jobs, da det tiltaler mit behov for visuelle indtryk, som dannes i mit hoved når f.eks. en dagligdag beskrives. Tak for et super godt indlæg.

    • Marie Hemmingsen 16. august 2018 kl. 13:02 - Svar Author

      Tak for kommentaren, Vivian. Jeg tænker, at uanset om man er visuelt orienteret eller ej, så har man brug for at kunne forestille sig arbejdsdagen og se sig selv i opgaveløsningen for rigtigt at kunne vurdere, om det er noget for én. Og det kan man jo kun, hvis det er klart, hvad det går ud på.

  3. Shit, jeg skal lige rette tæerne ud! For vores sidste jobopslag var et fantastisk eksempel på don’ts.

    Tusind tak for inspirationen til vores næste mange opslag. Jeg garanterer personligt nu, at vi ikke længere er “i rivende udvikling”, og vi skal dæleme ikke have nogle “ansvarsbevidste” (eller “robuste”) medarbejdere.

  4. Vibeke Pedersen 17. august 2018 kl. 12:12 - Svar

    Fuldstændigt rigtigt. Jeg tænker bare – hvor mange arbejdsgivere ser blogindlægget? Jeg kan frygte, at de fleste tænker, at de ikke behøver gøre så meget ud af opslaget, for jobansøgerne står jo under alle omstændigheder i lange køer til hvert enkelt job..

    • Marie Hemmingsen 17. august 2018 kl. 13:39 - Svar Author

      Jeg kan sagtens følge dig, Vibeke, men noget tyder på, at tingene er ved at ændre sig, så der ikke kun er rift om de gode jobs, men også om de gode medarbejdere. Og i dén verden når arbejdsgiverne ikke langt med klichéfyldte opslag.

    • Kirstine Michaelsen 23. august 2018 kl. 09:03 - Svar

      Der er arbejdsgivere – i hvert fald i form af HR – der ser det. 🙂 Det er pga. mit job at jeg følger bloggen. Vi har nu allerede ret stort fokus på at få luget ud i klicheer og få gjort opslag mere vedkommende. Imens er vi bevidste om at der konstant er brug for at følge med og få input.
      Og ved du hvad Vibeke om der er lange køer til et job eller ej, så vil vi have den rigtige – og det kræver en indsats fra vores side. 🙂

  5. Jeg er vild med sektionen omkring “Hvorfor søger vi ny medarbejder lige nu” – det er en fantastisk mulighed for arbejdsgiver at give den potentielle jobsøgende et indblik i, hvilke spændende (forhåbentlig) opgaver der vil være forbundet med jobbet det første stykke tid.

  6. LEIF BENT CHRISTENSEN 14. september 2018 kl. 20:54 - Svar

    Det er helt rigtigt alt sammen, og med disse annoncer der er helt intetsigende, ja så får de ikke den rette ansøger.
    De skal fortælle hudløst ærligt om virksomheden og hvad de laver til daglig, samt hvilke kompetance de har brug for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *