Sådan laver og eksekverer du en LinkedIn-strategi for din virksomhed

#33 Ekspertguide til din virksomheds LinkedIn-side – med Morten Vium

Er det dig, der står for jeres virksomhedsprofil på LinkedIn?

Sådan spurgte vi for nylig følgerne på vores Facebook– og LinkedIn-sider. Vi havde nemlig inviteret Morten Vium med i vores podcast, og hvis du bare er det mindste interesseret i LinkedIn som kommunikationskanal, så er du med statsgaranti stødt på hans navn.

Morten er en af de klogeste og mest profilerede LinkedIn-eksperter, vi har herhjemme i svanedammen.

Og da mange af vores kunder, følgere og venner arbejder professionelt med LinkedIn, tænkte vi, at vi ville give dem en lækker skefuld af karamelliserede tips og tricks til at få mest muligt ud af anstrengelserne. Og vi lover, at der er masser at komme efter, hvis du lytter med.

Lyt med det samme

Vi bebrejder dig ikke, hvis du vil til sagen og ikke gider al den smalltalk. Bare tryk på play:

Hvad er det, du skal lytte til?

Lad os bare være ærlige: Det er den hidtil længste episode af bro fm, der venter dig her. Hver gang Morten Vium åbner munden, falder der så meget brugbar viden ud af den, at man ikke nænner at bede ham om at stoppe. Og som bekendt er podcastens vært, vores egen Henrik Hillestrøm, heller ikke bleg for at byde ind, når snakken falder på content marketing.

Så det er to ivrige, men også kloge snakkehoveder, der præger episodens 80 minutter. Men de spilder ikke mange sekunder undervejs på ligegyldige høfligheder og dårlige jokes (okay, et par stykker bliver det til).

Det får du med ekspertguiden

Episoden er vores ekspertguide til din virksomheds LinkedIn-side. Den svarer på vigtige spørgsmål som:

– Hvorfor er det i det hele taget relevant for organisationer at være på LinkedIn?

– Hvordan skaber man professionelle relationer på LinkedIn (i stedet for blot at connecte)?

– Hvordan laver du en strategi og lægger en plan for jeres LinkedIn-side?
Her diskuterer Morten og Henrik nogle af de spørgsmål, man bør afklare, inden man kaster sig ud i LinkedIn-eventyret: Hvorfor overhovedet bruge Linkedin? Hvilket indhold kan og bør man lave? Hvem skal have hovedansvaret? Hvilke historier kan man fortælle? Hvem er målgruppen?

– Hvad kendetegner det gode opslag på Linkedin?
Spoiler alert: Det skal støtte op om de målsætninger, man har sat for sin LinkedIn-strategi, det skal engagere og skabe respons, og du bør veksle mellem de fire grundlæggende typer opslag: Tekst, billede, video og links.

– Hvordan finder du de gode historier i organisationen?
Hint: Du skal ikke finde på det hele selv fra din position bag computeren. Let røven, som vores konsulent Frieda Molin ville sige.

– Hvordan får man løftet sit LinkedIn-game til nye højder, når man først er kommet i gang?

– Hvordan kan man bruge medarbejderne som aktive medspillere i virksomhedens LinkedIn-strategi?

Det sidste punkt var der flere, der bragte på bane, da vi opfordrede vores følgere til at stille spørgsmål, vi kunne tage med til Morten. Og med rette. Der er nemlig et meget stort potentiale i at aktivere medarbejdernes personlige profiler. Episoden giver dig gode råd til, hvordan du kan hjælpe dem i gang og på vej.

Men vent – der er mere!

Morten og Henrik havde på forhånd hver især valgt nogle eksempler på LinkedIn-opslag – nogle gode opslag og nogle mindre gode. De bliver diskuteret henimod slutningen af episoden, og du kan se dem her:

Beskæftigelsesministeriet:

Hvad er der galt med opslaget? Tjo, opslaget er centreret om en nyhed, der ikke bliver beskrevet særligt godt. Man fornemmer, at de gerne vil have os til at trykke på linket, men der er ikke meget, der appellerer. Blandt andet fordi, der ikke er noget billede. ”Hvis links skal virke, skal der være billeder,” siger Morten Vium.

Novo Nordisk:

Hvad er der galt med opslagetDet handler om GDPR og virker mest af alt som et pligtopfyldende for-god-ordens-skyld-opslag. Det linker til en farveløs og teksttung pdf-fil og er i det hele taget slet ikke relevant på Linkedin.

Vestas:

Hvad er der galt med opslaget? Historien er en ny ordre, som Vestas har landet. Men det er en lang og sværtlæselig tekst med en masse tal. ”Sådan nogle store klumper af tekst er virkelig farligt,” siger Morten.

Nationalbanken:

Hvad er det, vi godt kan lide ved opslagetBilledet med det opsigtsvækkende tal vækker interesse. ”Vidste du?”-vinklen forsøger meget bevidst at gøre emnet og indholdet spændende for andre end de allernærmest involverede. Og så er det fint, at referencen til 404-fejlen ikke bliver skåret ud i pap.

Region Midtjylland:

Hvad er det, vi godt kan lide ved opslagetEt dynamisk og actionpræget billede og en kort tekst vækker straks interesse. Det er et enkelt opslag med klart fokus på den gode historie, og der er et fint samspil mellem billede, titel og tekst.

Nykredit:

Hvad er det, vi godt kan lide ved opslagetGod teaser og en fængende overskrift koblet med en enkel og elegant grafik. Der er nøje udvalgt en vinkel og et budskab ud af de mange tal, der ligger bag historien.

TDC:

Først TDC’s officielle opslag:

…og så TDC’s Communication Partner Nis Peder Kolbys opslag:

Hvad er det, vi godt kan lide ved opslaget? TDC’s eget opslag (øverst) er ikke specielt mindeværdigt. Men det er et fint eksempel på den dynamik og det samspil, man kan skabe mellem virksomhedens profil og de personlige profiler hos dens medarbejdere.

Hvis Morten havde et billboard på Rådhuspladsen…

…så ville han skrive:

Du skal tale med nogen for at skabe relationer.

Links til meget mere

Undervejs i episoden lover Henrik at linke til nogle forskellige ting. De kommer her:

Overså du play-knappen længere oppe på siden?

Så får du lige en chance mere. Lyt til episoden her:

3 kommentarer til “#33 Ekspertguide til din virksomheds LinkedIn-side – med Morten Vium

  1. Godaften BRO

    Her sidder jeg og har for blot få dage siden overhørt en paneldebat på SDU, hvori en flok erhvervsfolk pointerede vigtigheden af at give sin LinkedIn-profil lidt kærlighed. Derfor måtte dagens frokostpause jo nødvendigvis have en længde på knap halvanden time 🙂 Især har den gode ekspert gjort noget ved min skepsis omkring at skrive indlæg direkte på LinkedIn. Jeg plejer at gå med clickbait-metoden, men nu er det vist tid til at prøve noget nyt!
    For øvrigt er jeg vild med jeres fokus på relationer frem for blot forbindelser. Jeg bræger det samme i forhold til SEO og content marketing – hvis man vil have dem til at virke, hver for sig eller sammen, må man strenge sig gevaldigt an for både at underholde og være en autoritet i sin egen tekst. Jeres forrige artikel med det herlige svømmehalstema er et af de mest fantastiske eksempler, jeg længe har set. Simpelthen episk!
    Jeg er en ivrig læser af jeres blogartikler, men med denne forrige artikel i hovedet kunne jeg naturligvis ikke lade være med at rose BRO en lille smule i mit seneste indlæg på Aminos blog! Nu er jeg så bare ret misfornøjet over at have brugt ordet ‘forbindelse’ frem for ‘relation’ i min egen tekst 😉

    Mange hilsner

  2. Tak for et godt oplæg.

    Det er faktisk fantastisk svært at knække koden til LinkedIn, synes jeg. Facebook har efterhånden været nemt at gå til, og det samme er deres annonceadministrator, Business Manager. Her synes jeg dog, at LinkedIn befinder sig i den mere besværelige ende – men denne guide har hjulpet mig til at få øjnene åbent. Så tak.

  3. Super spændende podcast! Hvis man måtte komme med et lille ønske (som måske ikke har så meget med selve virksomhedens linkedin profil at gøre), så kunne det være rigtig fedt, hvis i lavede et blogindlæg, hvor der helt konkret blev gennemgået en case med linkedin annoncer , så man kan se om der overhoved er økonomi i at kaste sig over linkedin.

    Der findes masser af cases med Facebook og AdWords annoncering, men jeg savner lidt en eller flere danske cases, hvor man får indblik i hvordan annoncen er blevet sat op og hvordan den så har performet – giver det penge i kassen / overskud at annoncere på linkedin?!?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *