Langt de fleste tror, at det er svært at skabe arbejdsro. Det er det ikke, hvis man er villig til at kæmpe en smule for det. Det handler igen om at sætte grænser og tage kontrollen og ansvaret for sin arbejdsdag. Bare det at bede om arbejdsro vil for langt de fleste være nok.
Her er 8 ideer til, hvordan du skaber arbejdsro. Hvis du har flere, så må du endelig lægge en kommentar i bunden af indlægget, så opdaterer jeg listen undervejs. Vi har brug for dine ideer!
- Luk døren til dit kontor.
- Hvis du deler kontor, så fortæl dine nærmeste kollegaer, at du helst ikke vil forstyrres i det specifikke tidsrum, fordi du rigtig gerne vil have noget fra hånden.
- I stedet for at læse dokumenter på skærmen så print dem ud. Det er meget sværere at forstyrre en kollega, der sidder fordybet i læsning end én, der sidder og kigger på skærmen.
- Sluk din telefon.
- Luk dit mailprogram.
- Arbejd hjemmefra.
- Sæt dig over på et andet kontor, op i kantinen eller et andet tomt rum.
- Tag høretelefoner på.
- Aftal med dine kollegaer, at I kan lægge et rødt kort på bordet, hejse et lille flag eller lægge et ‘do not disturb-skilt’ på jeres bord, hvis I vil være uforstyrrede. Den visuelle ‘ting’ kan hjælpe med at holde fokus på arbejdsroen. Tak til Casper og Michael for deres ideer.
- Brug Dublo-klodser på skrivebordet. Grøn for kom bare, gul for helst ikke, rød for bliv væk. Tak til Heidi for ideen, som hun selv uddyber i kommentarfeltet.
Loven om frekvensen af afbrydelser
Og husk så afslutningsvis på ‘loven om frekvensen af afbrydelser’ (Ja, jeg har selv fundet på den …).
‘Frekvensen af afbrydelser er direkte proportionel med din tilgængelighed’.
Kort sagt, jo mere utilgængelig du er, jo mindre bliver du afbrudt. Gør dig selv utilgængelig på specifikke tidspunkter af dagen. Du har hele dagen til at servicere kollegaer og samarbejdspartnere, så der er ingen skam i at fortrække sig for at single-taske på et bestemt tidspunkt af dagen.
Hvis det virkelig kniber med at finde arbejdsro, så skal du tage det op med din chef og dine kollegaer. Alle er interesserede i få en smule arbejdsro hver dag, så dit initiativ vil være kærkomment.
”Jeg har ikke altid selv kontrol over min arbejdsdag”
Det er rigtigt. Din chef, dine kollegaer, samarbejdspartnere og kunder kan i visse tilfælde tage beslag på din tid. Der vil være situationer, hvor du ikke kan løsrive dig fuldstændigt.
Men det er stadig dit ansvar at opdrage dem til at anerkende, at din tid ikke er en fri resurse. Du har en plan for, hvordan du bruger din tid. Det skal de vide, og det er første skridt.
Det andet skridt er at forstå, at det faktisk er lidt af en utrolig påstand. Styrer du virkelig ikke selv din tid? Er du blot en kastebold mellem en masse mennesker, der træffer beslutninger hen over hovedet på dig? Næppe.
Hvis du føler, det faktisk er sådan, er det kun endnu mere magtpåliggende, at du begynder at opdrage på omgivelserne.
Effektiv tidsstyring handler om ansvar, grænser og refleksion. Tag ansvaret for din arbejdsdag ved at reflektere over, hvilke grænser du skal sætte for at være mest effektiv.
Next action: Kæmp for din arbejdsro ved aktivt at ændre dine omgivelser, fjerne dig fra dem eller fortælle dem, at de skal lade dig være.
Vi har brug for en masse flere ideer i kommentarfeltet. Hvordan skaber du selv arbejdsro?
Læs også sidste lektion igen: Tæm din mailbakke i 6 lette trin







18 Kommentarer
Hey Morten – tak for de gode råd.
Lad mig lige tilføje et til listen over måder, man kan undgå at blive forstyrret på:
Hos os har vi et rødt flag, man kan have stående på bordet, hvis man ikke vil forstyrres. Det er ikke altid, at mine kollegaer husker det. Men de prøver.
Glæder mig til resten af lektionerne.
Vi har også noget lignende hos os. Her er det dog et skilt med “vil ikke forstyrres” man kan hænge på kanten af bordet. Virker for det meste.
Enig i det skrevne. Vil prøve. Mit største problem er nok, at jeg får lidt dårlig samvittighed over selv at være en af dem, der afbryder.
@Casper – rigtig god ide. Jeg har hørt om mange forskellige af slagsen. Derfor har jeg tilføjet din ide under punkt 9.
@Michael – også en klassiker.Har tilføjet den under punkt 9.
@Rosa – jeg er også selv en person, der afbryder meget, men er hele tiden i gang med at forbedre det. Helt konkret er vi lige flyttet til nye lokaler med arbejdet, hvor jeg har sat mig i et hjørne, så jeg ikke umiddelbart kan se mine kollegaer. På den måde virker det ikke så oplagt at afbryde mere.
“1. Luk døren til dit kontor.”
…jeg synes, den lukkede dør sender et kedeligt signal. Kan der ikke være en problematik i det – nu er du jo kommunikationsmand, Morten, så hvad er din mening om det?
Ellers kan jeg rigtig godt lide den med flaget, den tror jeg at jeg vil prøve. Og nummer 3 med printede dokumenter – det er smart. Jeg foretrækker selv at arbejde på ‘rigtigt’ papir frem for at læse på skærmen, og nu har jeg endnu et argument for det.
@Hr. Lindegaard: Godt du tager fat på den lidt penible problematik.
Folk er ofte bange for at komme til at virke som dårlige ledere eller chefer, hvis de lukker døren. Men i virkeligheden bliver mange af disse idealistiske mennesker mindre effektive, mere stressede og fraværende. Det betyder, at de i sidste ende bliver dårligere kollegaer af at holde døren åben hele dagen. Det er misforstået venlighed.
Det er meget få mennesker, hvis væsentligste arbejdsfunktion er at blive afbrudt. Derfor er jeg stor tilhænger af at arbejde med sin tilgængelighed. Hvis man synes døren er for aggressiv, så må man fortrække sig, tage en hjemmearbejdsdag eller være kreativ på anden måde.
Lego klodser (Gerne de store DUPLO, da de er til at få øje på) er også et godt alternativ til flag og “Don´t disturb” skilte, og kan ligge fremme hele tiden da tilgængeligheden afhænger af den øverste klods.
En rød, en gul og en grøn den øverste er den som er gældende.
Grøn øverst, kom bare, jeg ordner mail og kalendere eller andet hvor en forstyrrelse ikke er et problem.
Gul øverst, forstyr mig kun hvis det er vigtigt, jeg foretrækker at forblive uforstyret (Det er altså ikke nu vi skal small talke om vejret)
Rød øverst, jeg har brug for fuldstændig fordybelse, så ser helst du lister forbi
Bare en anden måde at gøre det på
@Heidi: Synlig, pædagogisk og nem at implementere. Tak for et glimrende råd, Heidi. Jeg tilføjer den i teksten med det samme.
Jeg kan anbefale at komme tidligt om morgenen (lidt i 8). Her er der som regel masser af arbejdsro, og jeg kan få en masse fra hånden. Jeg er godt klar over, at det ikke er så let, hvis man har små børn. Men prøv, når det er muligt!
Hej Dorte
Tak for rådet – det er rigtig godt. Jeg har selv prøvet det med held, men jeg skal kæmpe meget for at holde fast i det, fordi jeg kommer til at snooze for meget. Ikke desto mindre så er det netop et af de lavpraktiske råd, som kan betyde en del for dem, der har mulighed fro implementere det.
Tak for flere gode råd – mon ikke vi alle kæmper en daglig kamp for at få arbejdsro.
Jeg synes også den “lukkede dør” sender et kedeligt signal. På “http://www.planlaeg.dk/Plakater_og_skilte.html” findes en sød trekant med en grøn – en gul og en rød side med tekst. Endnu en variant til “må ikke forstyrres”- skiltet.
Er spændt på, om de sidste lektioner er lige så inspirerende.
@Steen: tak for linket!
Jeg printede 3kanten ud til alle mine kolleger – og vi bruger dem alle nu – og nu er det op til en selv at sende signalet og det bliver som hovedregel accepteret
Hej Bente
Det er fantastisk at høre – og så må vi jo endnu engang takke Steen for linket. Held og lykke med trekanterne:)
Hos os er det ok, at lukke døren. Men hvis der ikke er en bagkant på hvor længe, jeg skal have arbejdsro, risikerer jeg, at mine kolleger bliver nødt til at komme ind alligevel. Derfor sætter jeg en seddel på døren med hvor længe jeg har brug for arbejdsro.
@Katrine: Det var da en betænksom løsning. Og samtidig en måde at sikre, at de rent faktisk respekterer den lukkede dør.
Hej Morten
Når en kollega kommer til mig og spørger efter min hjælp, spørger jeg gerne: Kan det vente til imorgen?
Alt efter deres reaktion kan jeg nemt bedømme vigtigheden i opgaven…
Hvis opgaven kan vente, er det desuden max 50% der kommer igen med opgaven, fordi de i mellemtidfen har fundet en løsning.
På denne måde undgår du ikke forstyrrelserne på kort sigt, men du får sorteret i de arbejdsopgaver, som kommer ind. På længere sigt opbygger du en kultur, hvor dine kollegaer tænker sig om en ekstra gang før de forstyrrer dig.
Vh Eva
Hej Eva
Tak for tippet. Det er en dejlig konkret strategi. Jeg ville gerne tilføje noget klogt, men du får sagt det hele:)